EN LILLE SPØG I ANLEDNING AF EN KASSE FUGTIGE CIGARER

Til E.Nobels cigar og tobaksfabrik i staden København. Til de der plejer at lave cigarer der svarer til Nobels navn.

For mange mange år tilbage jeg rejste fra Danmark kært, til et land hvor kunsten at lave cigarer er noget de aldrig har lært. For selv om der vokser dejlig tobak, herovre hvor solen er bedst, så ruller de cigarer med karduspapir, og de stinker værre end pest. Derfor valgte jeg den gang, af bitreste nød, pibe og cigaret, og tro mig, at savne cigar og cerut er ikke altid let, for hvad er en pibe når den er sur, og den tørre smag af papir, imod den liflige duft af cigar der før var mit livseliksir.

Dog i sandhedens interesse, der var lysglimt hvert år, og jeg følte mig i selskab med guderne (eller gudinderne), når en pakke ved juletid nåede frem, sendt fra det gamle land, for i den var der altid en kasse cigarer fra nogle der havde forstand. Sådan var det også i -79 da et postbud ringede på min dør, (herovre er de ikke røde, men har nærmest en gråblå kulør). Jeg flåede papiret af pakken i hast, og rodede rundt som en gal, indtil jeg fandt den kasse jeg søgte, (Nobels Churchill Special).

Omhyggeligt skar jeg spidsen af en og bad min hustru tro, at jage min hund og mine unger ud, for nu forlangte jeg ro til at nyde den første i stilhed, medens hjernen stadig var klar, og drømme en drøm som kun mænd kan drømme i selskab med en cigar. Men desværre alt får en hurtig ende, og det gode for hastigt går, den sidste cigar i kassen blev røget ugen ind i det nye år. Jeg trøstede mig dog ved tanken om den gode juleskik, men Mr.Nobel jeg må melde med skam det holdt altså ikke stik.

Jo, jeg fik da cigarer igen i år (i det mindste det kalder I dem), det var Churchill Corona denne gang men de bragte skuffelse frem. Jeg snuste til kassen, men hvor var den henne denne berusende lugt, da så jeg de var indsvøbt i cellofan der var ækelt og brunt af fugt. Trods alt tog jeg mod til at tænde en, imod familiens protest, men ak, det blev næsten enden på en glædelig julefest, for kun et par drag af den våde pind var nok til at give et svar, døren blev smækket, og alene sad jeg med det som I kalder cigar.

Nu er det Marts, jeg har prøvet igen, resultatet det samme som før, så er det da mærkeligt, Mr. Nobel, at jeg ganske stilfærdigt spør: “Når I der har rullet fra atten-nul-seks, og med den erfaring I har, hvordan i alverden kan I da finde på at lave en så dårlig cigar?”.

Til sommer skal min kone og jeg på en tur tilbage til Danmark igen, og vi vil nyde det pulserende liv når vi slentrer ad strøget hen, hvert eneste minut vil vi glæde os over vor gamle by's aroma, og jeg vil ryge dagen lang, men altså ikke Nobels Corona.

P.S. Fabrikken sendte mig en anden kasse cigarer.