GULDGRAVERNE
	EFTER THE TRAIL OF NINETY EIGHT
	Guld! Vi sprang ned fra bænkene, forlod værksted, stole og bord, Guld! Vi standsede ploven i dens furer af sort nypløjet jord. Modige, uvidende og uerfarne langt væk fra både kvinder og kuld, Hørte vi fanfaren kalde på os: “Lyt her til vort budskab om guld”.
	Mænd fra de fjerneste lande herfra hørte med på de lokkende ord, Fra byens travlhed og bondens gård pressede de alle mod nord, Gråskægede, ynglinge af begge køn, alle af forventninger fuld, Forlod dem de elskede mest for at lede efter forjættende guld.
	Aldrig så man en så håbløs hær, en jammerlig ørkesløs samling. Aldrig var der et sådant mod fra unge såvel som fra gamling, Aldrig har de været så mange der frivilligt lod sig slå om kuld, I deres søgning rundt det arktiske land efter det lokkende guld.
	“Farvel” råbte vi til alle vore kære, helt uden at høre deres klage, “Farvel” skreg vi til de mange bange der tøvende holdt sig tilbage, Som en bande af skrigende skolebørn bød forsamlingen os farvel, Aldrig var hjerterne så opløftende fulde i håbet om lykke og held.
	Den ene ønskede sig et kæmpeslot, hvor en anden en racehest god, En tredje ville rejse jorden rundt, som en prins af det reneste blod, Sådan drømte vi sødt og håbede naivt på millioner af klingende mønt, Alt det lå der sødt i vore tanker, og det før rejsen knapt var begyndt.
	II
	Vi landede i det blæsende Skagway, og som alle der ventede der Håbede vi at komme over det grimme pas når det blev bedre vejr, Vi strammede remmen på vore rygsække, og som en slange af mænd Begyndte vi marchen mod toppen med bøjede rygge i spænd.
	Det varede dog ikke længe før det glade og muntre forsvandt, Bitterhed prægede hurtigt enhver for nu mærkedes slæbet for sandt. Den glade optimisme fra skibet var væk, nu føltes kun smerte og jag, I hver eneste fiber i den uøvede krop, og det blev værre dag efter dag.
	Snublede dybt i huller af sump, og kravlede møjsommeligt tilbage, Skreg af kulde, smerte og svaghed gennem svære nætter og dage, Men dybt i alt vores trængsel, hvor modet var ved at slippe op, Hårdnakkede stædige fortsatte vi dog vejen op mod bjergets top.
	“Klondike eller briste”, lød slagordet, og enhver havde nok i sig selv. Og hvor vi dog piskede vore heste, vi slog dem næsten helt ihjel, Medens vi forbandede deres mangel på styrke belastede vi deres slid, Kun for at pleje vores længsel for guld knoklede de for os med flid.
	Da forplejning mente guld tænkte vi, at hvad der kan gå slæber med Så fåret der senere skulde slagtes gik med bylter på nakken afsted, Selv grisen der gryntede uafbrudt bar en kurv på ryggen der var fuld af brændsel til nætternes bål, hvor snakken som eneste emne var guld.
	Åh, vi var en djævelsk brutal flok mænd der var ledet af angst og begær, De stærke stirrede mod bjergets top, de svage stoppede deres færd, Faldt i dynger ved vejens side, nogle mistede deres fulde forstand, Men hullerne blev udfyldt af andre, så den lange kæde holdt stand.
	Aldrig så længe jeg lever vil jeg glemme det syn, for på klippens front Kravlede der mænd som en hær af myrer der udfører deres travle dont. Modige, beslutsomme og uforfærdede slæbte de stædige sammen i takt. Bandede groft og blasfemisk var mændene der var i guldets magt.
	Sådan slæbte vi, lykkeriddernes hær, fortvivlende, men dog ved mod, Gletschere, bjerge og skove forsvandt, nu afløst med søer og flod, For vore fødder lå søen Lake Bennett, stor og glitrede som et spejl, Vor traven var ovre for et stykke tid, nu gik turen med både og sejl.
	III
	Vi byggede skibe af hvad der var, aldrig så man sådanne både, Gamle trækasser med regnfrakker som sejl blev vores stolte flåde, Groteske, grove, spinkle og skæve, enhver havde sit skib at føre, Hver efter sin egen fantasi så godt som det kunne lade sig gøre.
	Enhver arbejdede som en djævel på det barske og travle sted, Vildmarkens vind kaldte “ Hurtigt, hurtigt”, og vi skreg alle med, Vi hadede dem der var foran os, og prøvede på at hale dem ind. Vi forbandede den langsomme strøm, og bad til Vorherre om vind.
	Forår! Og bjergsiden blomstrede smukt, men det rørte os ikke en klik, Forår! Blodet i vore vener blev varmere efterhånden som dagene gik, Vi interesserede og ikke for træernes farve, det gik for blomsterne med. Alt hvad der var i vore tanker var et jordlod, et godt og gyldent sted.
	Begærlighed efter guld besatte os, alt andet var borte og glemt, Visioner om griske venner satte ind, alle ville have ret så bestemt. Broder sloges mod broder, uenige partnere savede deres skibe itu, For enhver skulle have det halve af alt, så hvad ellers ku`gøres nu?
	Således drog vi til Lake Bennet, Taggish og derpå til Windy Arm, Truende, brutale og ondskabsfulde forsøgte andre at gøre os harm. Mange skibe lå splintrede i stykker, som vrag på den stenede bred, Mangen er hjerte blev bristet ved tanken om at de ikke fulgte med.
	Vi vækkede dem i Lake March syngende i kor efter mangen en mil, Der var en dyb lang dal foran i sigte, der tog vi os et velfortjent hvil, Floden blev bredere og bredere, strøm gjorde den barsk og vred. Vi tumlede rundt som var vi i havsnød, så vi kom ret hurtigt afsted,
	Neden under os rasede der en voldsom strøm der højt spektakel gav. Over os lå der et bundløst mørke af tvivl, dybt som den sorteste grav, Vi snurrede rundt som en mølle hjul, vi klamrede os til ræling og mast, Så - åh, befrielse i hvert bange ansigt, vi sejlede ind til solskin og rast.
	Vi trykkede hinanden i hænderne og råbte: “Det værste er ovre for nu” Da hørte en vi rumlende lyd af torden, der fyldte vore sanser med gru, Det var en sydende heksekedel af et vandfald ikke langt fremme for os, Der fossende stærk lå og spærrede vejen som en kæmpemæssig kolos.
	Floden sprang med en rasende hast gennem en kløft i bjergsidens mur, Vandet boblede og kogede rundt om os, vi følte os som fanger i et bur. Stædige stemte vi imod den kraft, med viljer der var stærke som stål, Ingen ville give op når vi nu nærmede os det eftertragtede gyldne mål.
	Vi vovede at kæmpe mod dens terror, denne øredøvende støj og larm, Vi kaldte på alle vore forfædres guder at den ikke skulle gøre os harm, Sank i til vore bryster i dens raseri, smidt rundt med pine i lemmernes led, Men da nøden den var allerstørst blev vi kastet ind til redning og fred.
	Men hvor var de alle der fulgte os, der havde mistet både skibe og tros, Vel kunne vi se og høre dem, de var slået ned nøjagtigt som os, Og hvad om de mange der helt forsvandt, kun lidt kan der siges om dem, Afsted til det gyldne plads med held, og lad de uheldige så kun gå i glem.
	Nu kom der roligere dage hvor vi drev skibet ganske langsomt afsted, Nætterne var fulde af gyldne juveler, der ønskede os god rejse og fred, Månelyset glitrede som en pythonslange med striber på her og hist, Dens svøb var som af det blankeste fløjl. Hurra, vi klarede den til sidst.
	Der var teltene i Dawson City, der var ækelt og grimt mishandlet jord, Rask slog vi os sammen til et hold, partnere fra både syd og nord, Bålene lyste op langs Bonanza, solnedgangen glimtede mod os hen, Testen var ovre og vi vandt den stort. Gudskelov vi er hjemme igen.