JEPPE AAKJÆR - 1866-1930

Jeg spurgte en dag en af mine gamle venner om han nogensinde læste vers. Svaret var et ubetinget "Nej", med et lille skævt smil som om han ville fortælle mig, at det var der da ingen rigtige mænd der gjorde. Lidt senere fik jeg dog ham til at indrømme at han kendte "Jens Vejmand", "Jeg er havren", og flere andre af Aakjærs digte, for, som han sagde: "Dem sang vi jo i skolen så dem lærte vi at holde af."

Større tribut kan der vel ikke gives en dansk digter, og jeg tvivler på at nogen anden i den profession - kald ham sanger eller skjald - der vil opnå den samme popularitet som Aakjær havde medens han levede, og stadigvæk har i dag mere end halvfjerds år efter han er død. Hvad er nu grunden til det? Sikkert først og fremmest fordi hans sprog var talende dansk, selv om han mange steder brugte ord som han, mere eller mindre, selv har fundet på, men også fordi hans emner er lette at forstå da de stammer fra hverdagslivet.

Han havde den tanke, ligesom de fleste af hans samtidige poeter, at digte også skulle være sange, og ikke kun noget der var forbeholdt den kræsne akademiske elite, der med deres forfinede indstilling følte sig højt hævet over den gemene befolkning. Han var derved med til at skabe en folkekultur, der sikkert vil være levende for mange generationer frem i tiden.

I hans mere naturpoetiske digte er hans rim og versrytme, de fleste steder, så fint afstemte at de næsten er musik i sig selv, eller for at bruge hans egne ord: "Det er som tusind fingre små på sølvtangenter gå." Det var derfor let for komponister at sætte fængslende melodier til hans sange, og de blev også hurtigt kendt overalt i landet, og særligt i den brede befolkning der ellers normalt ikke bekymrede sig om poesi. De blev sunget på de store folkemøder, ved grundlovsfesterne og ikke mindst i højskolerne og husholdningskoskolerne, hvor mange unge derigennem fik deres første indtryk af sangens betydning i folkekunsten.

Mon ikke de fleste danskfødte, på et eller andet tidspunkt har haft en dyb følelse af sympati for den fattige Jens Vejmand, der sad bag en skærm af gamle sække, og slog skærver for at tjene til det daglige brød, under de forhold som Aakjær beskriver? Mange har måske oven i købet næsten følt den våde decemberkulde, da de bar ham over heden, efter at han "tabte hamren brat."

Men Aakjær var ikke alene digter, han var lige så meget samfundsreformer, og han benyttede enhver lejlighed til at tale husmændenes og arbejdernes sag, både i poesi og prosa. Han revsede når han fandt noget der var forkert, og enhver der kender lidt til de økonomiske forhold i Danmark på det tidspunkt da han skrev noget af sit bedste, må sikkert indrømme at det tit var nødvendigt med en grovfil.

Aakjær følte sig som bonde, det lagde han aldrig skjul på, og flere af hovedstadens kritikere mente da også, at han egnede sig bedre til dette erhverv end til at skrive.

Han udgav sin første digtsamling "Derude fra Kjærene" i året 1899, der efterfulgtes af en række socialagitatoriske skrifter og romaner i de følgende år. Da det jo var midt i den politiske og økonomiske brydningstid, blev han naturligvis kritiseret for sin sociale indstilling, medens mange til dels glemte at give ham den anerkendelse han som digter så afgjort fortjente. Måske var Aakjær allerbedst i den række digte han skrev på rav-jysk, men det må indrømmes at det er er svært at få udbytte af indholdet hvis man ikke kender dialekten. Det har dog ikke forhindret at gøre "Skuld gammel venskab rejn forgo," til en af hans mest populære sange der nu bliver sunget overalt, selv af folk der har vanskelighed med at finde mening ud af teksten.

I hans digt "JYLLAND" med begyndelslinjerne: "Der dukker af Disen min Fædrende Jord." fortæller han noget i det næstsidste vers som i alle tilfælde vi "udlandsdanskere" har stor mulighed for at forstå:

Hvad var vel i Verden det fattige Liv med al dets fortærede Tant, om ikke en Plet med en Dal og lidt Siv vort Hjerte i Skjælvinger bandt. Om ikke vi drog fra det yderste Hav, for bøjet og rynket at stå og høre de Kluk, de Mindernes Suk fra Bækken, vi kyssed som små.

Mon det er muligt at skrive noget smukkere og inderligt følt på dansk?

Nogle år før Aakjær døde var han indlagt på Sundby Hospital i København, og der skrev han digtet "Mod Vår". Det er sikkert ikke et af hans mest kendte, men må vel betragtes som et af hans bedste. Han ligger på sit sygeleje, og da det første lysglimt begynder at skinne ind gennem ruden, fantaserer han at solen allerede havde besøgt det Jylland som han elskede, hans hustru på “Jenle”, og alle de steder og ting han følte sig så stærk knyttet til.

Lysglimt på min rude, hvor du flimred nys, kan du nå min pude skal du få et kys. Rugen grøn i solen fik du vel at se. Duften af violen tog du med måske     Tusind stærke mile gik din morgenvej, Som du ville ile for at trøste mig. Mødte du min hustru i sit blomsterbed? Så har du vel næsten fået en hilsen med.     Se, hvor rent du ligger på mit pudevår ! Å, hvor ømt jeg tigger dig, du ikke går, - Galed kry min hane ? Gøet glad min hund ? Mimred spæd ved gavlen lammet med sin mund ?     før jeg har erfaret af din lyse mund, hvad du traf på vejen denne morgenstund. Jeg tør næppe spørge, intet svar jeg får. Jeg må stille sørge i mit savn af vår     Er det sandt at landet favnes nu af vår, medens Å og vandet dampe hvor det går. Ja, nu må du vandre atter bort fra mig, mange, mange andre venter her på dig.     Og min barndoms hede, kom du den forbi. ? Så du lærkens rede, var der unger i ? Tørre blik fra natten med en drøm af vår, som en feberflakken over væggen går.     Før du baglæns svinder, kys den lodne kvist, som mit livs veninde satte hos mig sidst.

Jeppe Aakjær døde pludselig af et hjertestop på sin gård Jenle, d. 22 April 1930 kun 63 år gammel, og nyheden om det berørte ikke blot beboerne i hans hjemstavn, men hele landet sørgede. Da hans lig blev kørt til Århus, for senere at blive sejlet til København for at blive brændt, samlede der sig store skarer af mennesker alle de steder toget standsede, for at sige det sidste farvel til en elsket digter. Hans urne står nu i et gravsted i en skov ved Jenle.