LIREKASSESANG
	Melodi af D.F.R. Kuhlau “Menuetten til Elverhøj”
	Hvem er det nu der kommer der, og skubber lirekassen af bakken op med stor besvær, som om han mangler gassen. Om ham en sang jeg synge vil, for dem der gider høre, og hvis du rigtigt lytter til, vil det dit hjerte røre.
	Der var i ham lidt taterblod, det stod der på attesten, så hurtigt han sin by forlod, før han fik lov af præsten. Hans hjem blev veje eller sti, hans seng blev bondens længe, han levede af betleri, når det var småt med penge.
	Han hurtigt sig en pige fandt, før han fik skæg på hagen, og det er også ganske sandt, de pjanked` hele dagen, og da hun var sigøjnertøs, og fuld af smil og ynde, så slap de hurtigt fanden løs, og begyndte på at synde.
	Helt uden tanke eller mål, de drak af livets bæger, og snart man hørte barneskrål, fra noget der sig bevæger. Det skete på en grøftekant, at pigen fik den lille, men hurtigt lyden den forsvandt, og alting blev så stille.
	For barnet levede kun kort, et liv forsvandt desværre, kun et minut så gik det bort, på vej op til Vorherre. Men barnets moder hun blev sær, og mistede forstanden, så hun tog vennens jagtgevær, og skød sig selv i panden.
	Og da hun døde af det slag, blev vennen trist i sinde, så allerede næste dag, han ville døden finde. Han sprang ud fra en høj karre, fra øverste etage, og folk de ventede at se, en stor og grim plamage.
	Men han fik ikke sagt farvel, det vil min sang nu vise, for til hans eget gode held, han ramte en markise, som var foran en ølbutik, og da det var grimt at tørste, fik han en bajer på kredit, men kun indtil den første.
	Nu travede han landet rundt, slog plat på dem derude, alt hvad han ejed` var et bundt, af møgbeskidte klude. Men lykken stod ham atter bi, han brød den stærke lænke, men det var altså kun fordi han traf en ensom enke.
	Hun solgte alt slags marskandis, det meste var kun skrammel, var stærk på vej til paradis, fordi at hun var gammel. Hun tilbød ham et giftemål, med seng og bord at dele, han slog en prut og sagde skål, snart får jeg nok det hele.
	Og det kom også til at gå, han fik det pænt leveret, for ugerne blev ganske få, førend hun var kreperet. Det var vist noget med kolik. men en to tre og fire, så solgte han den møgbutik, og købte sig en lire.
	Nu går han rundt og sælger smil, til lirekassens klange, men der er altid tid til hvil, imellem glade sange. Så tar han frem papir og pen, og digter på en vise, og denne her er sikkert den, han tror I mest vil prise.