MED MANDOLIN OG GUITAR
 
  MEL: DE TRE MUSIKANTER
 
  Hun gav dem på guitaren et lyst og muntert spil,
han klimprede på mandolin og sang så smukt dertil,
de skabte denne stemning som folk nu syntes om,
så der var liv og godt humør når de i gården kom.
 
  De unge mænd de smisked´ til hende med guitar,
hvor pigerne naturligvis helt andre tanker har,
de klappede som vilde ved mandolinens klang,
så begge delte glæderne af deres spil og sang.
 
  Så nu var det idyllisk og skønt for disse to,
men så kom fanden på besøg og alt imens han lo,
så hvisked´ han i øret til pigen med guitar,
at mandolinens strengespil slet ingen skønhed har.
 
  For de er faktisk grove og tilmed lidt vulgær,
til hendes fine lyse klang, og spæde lyd især,
de passer bedst til knejper med deres vilde skrål,
end til den finere musik hun satte som et mål.
 
  Så mødte hun tilfældigt en velkendt pianist,
men livet blev med denne fyr så kedelig og trist,
han spillede til danse, men gjorde hende klar,
at der var hverken brug for hende eller en guitar.
 
  Nu traf hun så en anden, han var en trompetist,
der havde lært den kunst at spille da han var gardist,
men hun blev træt at høre "Den gang jeg drog afsted",
så det vared´ ikke længe før hun ud af døren gled.
 
  Fra en der spilled´ harpe sørgmodigt dagen lang,
og ham der gav på fløjten som når nattergalen sang,
til alle der nu hørte på hendes guitarspil,
de roste hende pænt men mere blev det ikke til.
 
  Der var så mange andre hun mødte på sin vej,
men bad hun om spille med var svaret altid nej,
så hun tog en beslutning, det var slet ikke nemt,
at prøve på at finde ham hun ikke havde glemt.
 
  Han var dog let at spore for en der vel forstår,
at ruten for en gøgler er den samme fra år til år,
hun fandt ham i en gade, han spillede og sang,
men mandolinen havde nu en ny og bedre klang.
 
  Og nu skal jeg bestemme i dette lille kvad,
om han skal glemme hendes fejl og bare være glad,
men da jeg er poetisk og fuld af romantik,
beslutter jeg at hun kun varme kys og kærtegn fik.
 
  Så derfor vandrer de igen i gadernes trafik,
på støvet landeveje og hvor før de sammen gik.
Er der musik i gården med sange lys og klar,
kanske er det hans mandolin og hende med guitar.