HYLDEST TIL MORTENSGÅSEN
	Mel. Hjalmar og Hulda
	Hej, kæreste venner, ja undskyld jeg ta`r min harpe og spiller et kvad, men fest skal der være når gilde vi har, med gås ala Morten på fad. Vi fejrer en fest der er gammel herhjemme, en fest der vel aldrig vil helt gå af glemme, så lad os da mindes den dejlige skik, og tænke på grunden vi gåsesteg fik..
	Det hele begyndte, såfremt det er sandt hvad myter og sagn har fortalt, en præst der hed Morten, en rigtig drabant, fandt på noget grueligt galt. Til bisp man ham valgte med hue og kæder, men han brød sig pokker om alt deres hæder, for han havde fundet en varm pigelil, så folk kunne gå ad Helvetia til.
	De flygtede sammen, men skæbnen var grum, for i en rede med gæs man dem fandt, nu ved vi der siges en gås den er dum, og det er sandsynligvis sandt, for straks de begyndte at gikke og gakke, så Morten må fly uden bukser og frakke, og derfor skal gæsene slagtes i dag. og ædes med glæde og med velbehag.
	Hvis ikke du visens moral her forstår, så bringer jeg den til enhver: At sladrende gæs vil hvorhen du end går, pladre løs om din omgang og færd. I øvrigt så må jeg vist hel`re fortælle, at pigen ej tåre behøved at fælde, for så såre som Morten blev bisp i ornat, så flyttede de sammen i et falsk cølibat.