PIGEFESTEN I CALGARY
 
  MEL: EN SØMAND HAR SIN ENEGANG ------
 
  Selv om det er en pigefest,
så undskyld at jeg tar
min Pegasus, min gamle hest,
fra stalden lun og rar.
Jeg gir den seletøjet på,
og springer selv på tværs.
og traver lidt på må og få
med et par muntre vers.
 
  I aften jeg på satyr-vis,
med evne og forstand,
vil synge lidt til kvindens pris,
hvis jeg det magte kan.
Vi mænd har snesevis af fejl,
der leder vores vej,
en mand kan være sur og stejl,
en kvinde — aldrig Nej.
 
  Når telefonens kimeri
forstyrrer aft`nens fred.
og snakken sjældent er forbi
før kæben går af led.
Hvem muntrer sig med tusind ord,
på trådens travle vej ?
En mand jeg ganske sikkert tror,
en kvinde — aldrig Nej.
 
  Skal I til fest og klædes på
i allerbedste skrud.
hvem larmer op før I skal gå:
“Jeg ejer ej en klud,
køb mig lidt tøj min egen ven,
hvis du da elsker mig”
Det må da være ham igen,
for hende — aldrig Nej.
 
  I bilen følg den gode skik
at sætte ned din fart,
selv om du standser alt trafik,
og spiller rent hasard.
Han raser rundt med tredive mil
i timen - huj og hej,
en mand er farlig i en bil,
en kvinde — aldrig Nej.
 
  At følge tankerækkens gang,
og skelne vrang fra ret,
har jeg bevist med denne sang
er ikke altid let,
At tænke med en sund logik,
den evne fik jeg ej,
en mand tar altid fejt bestik,
en kvinde — aldrig Nej.
 
  Så det er sikkert allerbedst
jeg stopper visen straks,
i stalden skal min gamle hest,
(hans navn er Lurifax).
Skænk mig en Akvavit til slut,
som tak for tankens leg,
det er kun mænd der drikker sprut,
for kvinder — aldrig Nej.