BYEN SØNDERHO
 
 
Sønderho ligger godt beskyttet af klitterne mod vest, og digerne mod nord og syd ud mod den sumpede marskland og vadehavet. Sandflugt og stormflod har altid hærget den lille by, og de mennesker der før i tiden boede i den var temmelig forarmede. De levede af fiskeri, og forsøgte ellers at dyrke den sandede jord så godt det kunne lade sig gøre. Det var naturligvis ikke den hel store afgrøde de høstede, men når den blot en gang imellem blev gødet med tang, kunne der godt avles kartofler, kål, og andre grønsager. Men da Fanø i 1841 fik skøde på den, fik de dermed retten til at ernære sig ved handel og skibsfart, på lige fod med de privilligerede købstæder, noget der ikke var dem tilladt da de hørte under kronen. Det udnyttede søndehoningerne fuldt ud, og da de også var så heldige at de havde en naturlig havn, skabt af tidevandet der havde pløjet en rende nede i sandbunden ud til Vesterhavet, blev Sønderho hurtigt til en søfartsby. Den voksede og de fleste af beboerne fra at være fattige, kom nu til at leve i en form for forholdsvis velstand.
 
Den økonomiske opgang præger Sønderho den dag i dag, i form af de mange smukke huse, hvoraf de fleste er fra fra omkring 1820, altså fra byens storhedstid. At den fremgang skete forholdsvis hurtigt visersig tydeligt, når man ser at de allerede i 1782 havde penge nok til at bygge en stor kirke(som stadigvæk er i brug), altså kun godt fyrre år efter købet af øen, Sønder hos blomstringstid varede dog ikke ved, men i den periode blev der skabt en særpræget lille by fuld af charme.