FANØ

DE FØRSTE ÅR

	Jeg mindes min sandede barndomsø, med marehalsklitter og gryder, hvor vesterhav synger med skummende sø og bølgerne bruser og syder.

Længere nåede jeg ikke, for nogle år siden med min hyldest til Fanø, nok mest fordi jeg ikke fandt verset godt, men også det at jeg ikke troede jeg kunne huske noget af værdi fra mine første otte leveår. Det gik imidlertid bedre end ventet, så måske laver jeg verset om, og tilføjer noget senere.

Sønderho ligger på sydspidsen af Fanø, og i den lille by blev jeg født den ottende August 1916, som næstældste søn af Hansine og Rasmus Ludvigsen. Far var bestyrer på det stedlige mejeri, der ikke var ret stort for det var vel begrænset hvor meget mælk der kunne leveres, fra en egn hvor jorden var temmelig fattig. Da far og mor var indflyttere ovre fra fastlandet, nåede de aldrig at blive rigtig anerkendt som "en af deres egne", og det betød slet ikke så lidt i det lille øsamfund. Far, som stammede fra Falster, talte et lidt syngende dansk, og med hensyn til mor, selv om hun som barn måtte have talt ravjysk, så var hendes sprog almindelig rigsdansk. Det gjorde ikke sagen bedre, for sådan talte man helst ikke, hvis man ville begå sig godt med de indfødte. At der var turister der heller ikke talte som de gjorde det betød ikke så meget, men boede man fast var det en anden sag. Så mine forældre har afgjort haft visse problemer, og det var ikke så mærkeligt, at de var godt tilfredse med, mor var det i alle tilfælde, at flytte til den anden ende af øen hvor forholdene var lidt mere "kosmopolitisk". Det skete da jeg var fire år gammel.

Det er ikke fordi jeg tror, at de indfødte opførte sig stort anderledes end andre steder, hvor befolkningen levede i en isoleret tilværelse, og de havde naturligvis også deres egne særheder, skikke og vaner, som tilflyttere godt kunne have vanskelighed med at forstå og indordne sig under. Så hvis man ikke befinder sig tilpas et sted, er det tit en selv der er årsagen.

	Der er sikkert ingen tvivl om at beboerne på øen under den første verdenskrig spændende fulgte udviklingen rundt om i verden, med de begrænsede meddelelsesmidler der eksisterede på det tidspunkt. For os i dag er vanskeligt at forstå, hvordan folk blev underrettet den gang. uden T.V., radio og flere daglige aviser, når det eneste nyhedsstof de fik var gennem deres lokale blad, der kun udkom en gang om ugen. Den tid måtte have været vanskelig for dem da mange af deres pårørende var søfolk, og de ikke havde større chance for at finde ud af, hvor de sejlende befandt sig. Var de i en tryg havn ? Eller havde skibet ramt en mine? Mange var nødt til at vente til krigen var forbi, før de kendte søfolkenes skæbne.

Selv om mange varer var rationerede tror jeg ikke at folk led direkte nød, de var hårdføre og nøjsomme, og så var de til en vis grad selvforsynede. Sålænge de havde lidt korn til brød, et slagtefår om året, og der var bakskuld i havet klarede de sig nogenlunde. Flere udenlandske varer, som vi i dag anser for selvfølgeligheder, havde de fleste af beboerne alligevel altid måttet undvære, på grund af de økonomiske forhold der havde været til stede.

Krigen berørte vores familie på den måde, at far var indkaldt til sikringsstyrken, og gjorde tjeneste i København, han havde aftjent sin værnepligt som marinesoldat derovre. Men han havde fået en speciel ordning, så han var væk i en uge, og hjemme den næste, så han kunne varetage sit job på mejeriet. I de uger han ikke var der havde vi en vikar i stedet for. Den meget rejsen frem og tilbage, var nok værst for den kvindelige part af familien, så mor har sikkert haft sine vanskeligheder i det daglige, og ikke mindst fordi hun havde det lidt svært ved at forstå de indfødtes levemåde, og det var sikkert nok gensidigt.

Mor har selv fortalt mig følgende tildragelse, og jeg kan så udmærket godt sætte mig ind i hendes følelser. Nyankommen til Sønderho havde hun inviteret nogle kvinder til efter-middagskaffe, og hun havde naturligvis gjort sig de største anstrengelser for at alting skulle være så godt som vel muligt. Hun havde bagt kringler, flere slags kager, og hvad der ellers hørte til ved en sådan lejlighed, og håbede så på at alt var tilfredsstillende. Gæsterne kom og satte sig til bords, men den første times tid sad de kun og drak kaffe, som de hældte op i underkoppen, og slubrede i sig medens de havde et stykke kandis i munden. De sladrede sammen indbyrdes, som om mor overhovedet ikke var til stede, og da de slet ikke rørte noget det fine bagværk følte hun sig dybt ulykkelig, Hun opfordrede dem gang på gang til at smage hvad der var på bordet, men fik kun at vide, at det hastede skam ikke der var tid nok. Lidt senere, som om det var aftalt, begyndte de at lange til fadene, og efter en kvarter tid var der ikke en krumme tilbage. Et par minutter efter var de allesammen ude af døren, uden at have sagt et ord om hvordan det havde smagt dem.

Far klarede tilværelsen bedre, han var ikke så fintfølende som mor, og hans lidt brovtende væsen passede godt i selskab med mænd. Det var også dem han kom mest sammen med.

Rollerne i ægteskabet var jo den gang fordelt efter ganske bestemte principper, konen klarede hjem og børn, og, hvis hun ellers kunne snige sig til det, lidt kaffesladder med nabokonen, hvor manden, hvis han da ikke var på arbejde, ofte gik på jagt, fiskede eller spillede kort. Ikke så mærkeligt at far altid sagde, at Sønderho var det bedste sted han havde boet, men heller ikke så mærkeligt at mor sjældent talte om den tid.

	Far og Mor i Sønderho. Billedet er fra 1917