FANØDRAGTEN

 
I sammenligning med folkedragter fra mange andre egne i Danmark, kan man vel ikke sige, at fanødragten virker prangende, og så er det endda mest søndags eller brudedragten der bliver vist på de billeder folk kender bedst, det de havde på til hverdag var endnu mindre farverigt. Men det passede til deres mentalitet, beskedne og sparsommelige som de var.
 
At fanødragten er almindeligt kendt i Danmark, skyldes sikkert at den blev brugt i det daglige i mange år efter at kvinderne i andre egne forlængst havde ombyttet deres med mere moderne tøj. Så sent som i 1920 var der 200 kvinder på øen der bar deres nationaldragt til hverdag, og flere andre havde dem liggende derhjemme i kister og skabe, og brugte dem ved festlige lejligheder. Men ikke så mærkeligt at de langsomt forsvandt ud af billedet, for hvad man ellers kan sige om disse dragter, så var det afgjort en upraktisk arbejdspåklædning. De lange skørter måtte bindes sammen når de var i marken, og det tætbundne hovedklæde havde sikkert været en plage i det stærke solskin. Det stribede tørklæde de havde om hovedet, og det de brugte til "halsklud", var for det meste af det samme materiale, og knyttet efter love der gik mange generationer tilbage. For udenforstående kunne det godt se ud til, at det var ganske vilkårligt den måde det sad på, men det var altså ikke tilfældet.
 
 
Hovedtørklædet blev bundet over en hætte, der helt skjulte håret, og den snævre langærmede bluse de gik med, som blev knappet foran, blev kaldt for en nattrøje. Knapperne var for det meste af rav, men hvis de skulle rigtig være fine kunne de være af filigransølv. Der var nogle der havde spænder eller hægter foran, ligeledes af sølv, men det var vist kun de færreste der havde råd til det.
 
Men det var skørterne der dominerede fanødragten, hvor mange de gik med var vel afhængig af forholdene, men som regel var det mere end et, hvor det yderste var med fine plicerede læg, og farvede kantbånd, som regel grønne (hvis det da ikke var enkedragten de bar). De gik altid med forklæde, til hverdag et af almindeligt bomuld, men når de rigtigt skulle pyntes, kunne det være af det fineste silke.
 

"En gift Fanøkone i Søndagsdragt" af F.C. Lund.
Overtøj kendte fanøkvinderne ikke, de gik i stedet for med et sjal, der til dagligt var af uld, men ved festlige lejligheder blev der brugt mere elegante materialer. Når de arbejdede i marken, havde de mørke skørter på, og hvis ikke de havde trukket deres halsklæde op, så det dækkede underansigtet for at beskytte dem mod sol og sandflugt, brugte de sorte halvmasker der blev kaldt for struder.
 
Sådan så jeg som barn i Norby, en lang række af kvinder, hver med en høle over skulderen, der gik i gåsegang nede i engen hvor vi boede. Jeg har sikkert troet det var sorte spøgelser, for jeg løb stortudende hjem mor.