NOGET OM FANØMAD
Beboerne på Fanø var nøjsomme mennesker af nødvendige grunde, som alle andre der boede på landet den gang. Op til omkring århundredeskiftet da øen var en af de førende indenfor skibsfarten, var der naturligvis mange familier der var lidt bedre stillet end flere andre. Men også disse var sparsomme til hverdag, når det drejede sig om den mad de spiste, for det var usikre forhold de levede under. Det kunne bedst ses på alle de mange forholdsvis unge kvinder der bar enkedragten, der i øvrigt ofte gik i arv fra mor til datter. Ganske vist havde sømændenes familier nogle fordele fremfor de der ikke sejlede, i form af kaffe, te, chokolade og forskellige kryderier, men det kom kun de enkelte pågældende til gode, resten af beboerne måtte nøjes med den hverdagskost, som sikkert ikke var anderledes, end hvad der ellers stod på spisebordet alle andre steder på landet. Naturligvis havde de nogle specielle retter, som kun blev lavet på Fanø, og her skal omtales et par stykker af dem, men jeg må vist hellere skynde mig at tilføje, at på grund af familietraditioner blev de ikke lavet ens alle steder.
Men lige først lidt om en spise, som i alle tilfælde er velkendt langs hele Jyllands vestkyst, nemlig bakskuld, eller "Tørrede Jyder" som de også kaldes, og dem blev der spist mange af på øen. (Det gør det sikkert også den dag i dag). Bakskuld er en fladfisk der egentlig hedder Issing, og den er lidt mindre og tyndere end en rødspætte. Efter at de var renset og letsaltet, blev de hængt til tørre på snore, to og to bundet sammen i halerne, så det lignede nærmest guirlander når de hang der og duvede let for vinden. Snorene var trukket specielt til det brug, tørresnore til vasketøj måtte helst ikke benyttes, for det var alt for besværligt for husmoderen, hvis hun var tvunget til at fjerne alle de fisk, hver anden uge når det var vaskedag. Når de var godt gennemtørrede var de hårde som et bræt, men de var nemme at opbevare, og kunne holde sig det meste af vinteren igennem, helt op til næste års fangst. Tilberedningen af dem var også simpel, de blev bare lagt ind på gløderne i ovnen, og efter kun et par minutter var de til at spise. De var naturligvis sorte af sod og røg, og at de som regel også var fulde af aske, var ikke nemt at undgå, men det gjorde ingenting for man spiste jo ikke skindet. Kødet inde ved benene er en herreret, og sammen med en kartoffel, eller et stykke groft rugbrød er det et dejligt måltid mad. Jeg vil dog gerne indrømme, at jeg foretrækker dem serveret på en mere moderne måde, når de bliver let ristet i smør på en pande. Men det er vel nok en smagssag. Jeg er blevet fortalt, at mange ældre mennesker for et halvhundrede år siden, særligt i Sønderho, ikke kunne tænke sig at begynde dagens gerning, før de havde fået en bakskuld og en kaffepunch om morgenen. Men at en bakskuld har været en populær spise på Fanø, er der ingen tvivl om, når der oven i købet er skrevet en vise til dens pris. Melodien kender jeg ikke, og heller ikke forfatteren (måske er "forfatterinden" et bedre ord, for det kunne godt tyde på, at det er en "hunkøn" der har lavet den). Men her er den altså, og så kan de der kender sangen jo passende riste en bakskuld, medens de "kwæder" visen. Men glem ikke at hvis traditionen skal overholdes, så hører der en kaffepunch med til spisen, og den skal helst laves af den billige Brøndum Akvavit.
	BAKSKULDVISEN
	Nu ska'du hør' hwa a har set, i blade og aviser. Vi her på Fanø har rekord fordi vi bakskuld spiser
	Når kræftens gåde løses ska' man laver sig et atlas. På første pladsen Fanø står. og det er ikke bar'gas.
	Og lægefolk har gransket i hvordan det nu kan være, at mange fanøkvinder har en mavekræft i gære.
	Men her på Fanø lægehus der kan de deres kram, ja. Vi blir' så grundig undersøgt, i mave, hoved og røv, ja.
	Og inden man har set sig om, så er det konstateret, at man har fået en dårligdom. Snart blir'man ekspenderet.
	At kvinder sku' vær' hårdest ramt, det er nu sært at tænk'på, for bakskuld er en herreret, og kaffepunch er li'så
	De sidste bakskuld på vor ø, dem vil jeg eksportere, for fanøkvinder vil ej dø. Lad Tysken bar 'krepere.
Som sagt var det ikke noget specielt der stammer fra Fanø, men den næste ret har jeg ikke hørt omtalt andre steder. Den hedder "sakkuk", eller mere rigtigt "sack kuck", og den stammer vist fra Holland. Oprindeligt blev den budding, som hører med til retten, kogt i en "sæk" (deraf navnet) eller pose, men senere blev det vist mere brugt at lave den i høj buddingeform med låg. Det gjorde i alle tilfælde min mor, men da hun jo ikke var "indfødt" så fulgte hun hun heller ikke nøje opskriften. Men for at være så nøjagtig som mulig, så lad os benytte den "gammeldaws" metode, uden at jeg derfor kan garantere for, at det er den eneste rigtige. Af den grund vil jeg kun ganske løselig berøre ingredienserne og fremgangsmåden.
Der laves en dej af bygmel, mælk, æg og en god sjat sirup, plus et par andre småting som lidt salt og sukker. Det bliver fyldt i "sækken", og kogt i en gryde sammen med letsaltet oksekød, flæsk eller lammelår i et par timer. Denne budding bliver serveret på en tallerken med kartofler og sprøde flæsketerninger, og spises sammen med kødet. På tallerkenen er der desuden sirup og sennep, som man dypper ("duer") i efter behag. Dertil drikkes kogt hvidtøl med "en pind" i, d.v.s. snaps. Uden at komme nærmere ind på hvordan denne fanødelikatesse smager, vil jeg kun sige at med den erfaring jeg har, glider den bedst ned ved hjælp af nogle kraftige pilsnere, og ikke så få af de klare dramme.
Fanø smørrebrød er vel ikke hvad man kan kalde for en kulinarisk lækkerbid, mange vil sikkert mene at det blot er almindelige mellemlemmadder, og det kan vel også være rigtigt. Men den tiltalende og originale måde det bliver serveret på, vejer op for de mangler mange mener hører med til begrebet: "Lækkert dansk smørrebrød". Skiverne af et stort sigtebrød bliver skåret i trekanter, som efter de er smurt færdige bliver stillet på et fad med spidserne mod midten. Syv stykker danner en rundkreds, og det samme antal højden, så det ligner hvad hvad godt kan kalde for en lagkage. Der skal bruges forskelligt pålæg til hvert enkelt lag, med hakket æg og ost ved siden af hinanden, og ind imellem kan det være leverpostej, saltkød, spegepølse, skinke eller lammekød. Fremgangsmåden er at syv stykker med det samme pålæg, bliver stablet oven på hinanden, og ifølge traditionen skal man begynde med æg og slutte med ost. Er man mindre end syv til bords, gør det ingenting, resten skal nok blive spist, ja, jeg foreslår endda at det vil være klogt hvis værtinden har et tilsvarende fad stående ude i køkkenet, for det er utroligt, og her taler jeg af erfaring, hvor mange af den slags flade stykker mad der kan blive spist. Personligt foretrækker jeg at drikke en kaffepunch til det, hvor mange måske hellere vil have øl og snaps, og skulle der tilfældigvis være afholdfolk ved bordet (skønt jeg hader tanken), vil hvidtøl være en passende drik.
Når fanøsøfolkene i gamle dage fik pakke derhjemme fra, var der en ting blandt inholdet som de satte særlig pris på at modtage, og det var "Botte ost". Den var hjemmelavet og sikkert alene af den grund særdeles værdsat. Osten blev fremstillet af fåremælk, og var lagret i høet over en længere periode. Den var grøn af mug udvendig, men hvid og stenhård indeni, og den havde en ram smag, der godt kunne minde lidt om en halvrådden valnødskerne. Om det nu var smagen, eller tanken om Fanø, der gjorde den til en delikatesse ude i verden, er ikke let at sige, men måske noget af begge dele.
	SAKKUKVISEN
	Nu samles Sønderhoninger med bøen og bøenebøen, vi danser, spiser, sladrer lidt, og synger oh så kjøn. Lasses Jes han spiller, Marens Petra triller, Sines Poul han driller, Fanø trylleri. Og så synger vi i kor, Kjeldssand å Sønderfjord. Loddenbjerre å Kallekrog, det er Fanø jord.
	Nu hår vi fåt wor unden nied, og tømt æ pot å pan, for sirup, fjedt og lammelor, den ret fra Fanø land. Sakkuk kjære venner, vi jo alle kjender, kjød og fjedt å due i skaber harmoni. Og så synger vi i kor, Kjeldssand å Sønderfjord. Loddenbjerre å Kallekrog, det er Fanø jord.
	Så snakes dæ, å ka do how, om den, å hun å han, om Kalles Ann å Deje-Mett, og Jappes Jesses Ann, Silles Marens Mette, Ann Jensines bette, Bluckers Antonette, er fra Fanø land. Og så synger vi i kor, Kjeldssand å Sønderfjord, Loddenbjerre å Kallekrog, det er Fanø jord.
	Så dånses der mæ stoute swing, med æ piger om æ liv, vi kwæder te de Fanøspring, å kvulmer o vor piv. Hejsa hwor vi træjer, sus i skjøt å klæjer, suller om æ fædder, Fanø trylleri. Og så kwæder vi i kor, Kjeldssand å Sønderfjord. Loddenbjerre å Kallekrog, det er Fanø jord.