MED FAR VED HAVET

Det var kun et tilfælde at jeg fik lejlighed til at overvære begyndelsen til en stranding ved Vesterhavet, for selv om dette hændte flere gange da jeg var dreng, var vejret altid så dårligt at vi børn ikke fik lov til at forlade huset. Men denne enkelte gang skete det altså.

Det med at lave løvsavsarbejde var noget de fleste drenge beskæftigede sig med, og det var også tilfældet hjemme hos. Vi lavede forskellige slags skibe, fregatter, mindre joller og store atlanterhavsdampere, og mange andre ting. Modellerne der kom hver uge i "Famlie Journalen", blev kalkeret over på cigarkassetræ, og så gjaldt det om at save alle de krinkelkroge ud så nøjagtigt som vel muligt. Mange gange ærgede det os, at det materiale vi havde ikke var stort nok til at lave tingene af, for alt hvad vi kunne få fat i var træet af almindelige kasser der havde indeholdt 50 cigarer.

En dag kom far hjem og fortalte, at han havde fundet en losseplads ude i klitterne, som de store hoteller ved badet havde brugt til deres affald, hvor der, blandt meget andet, var en hel del større kasser end dem vi brugte til daglig, og af mange forskellige træsorter vi ikke kendte. Nu lå stedet temmelig langt fra den vej der fører ud til badet, og da far godt vidste at det faktisk var forbudt område, det var hotellerne, mente han at det var bedst hvis han var med.

En fredag eftermiddag efter at far var færdig på mejeriet tog vi så derud, far cyklede og jeg sad på stangen. Det blæste ret kraftigt den dag, dog ikke mere end at far mente det var forsvarligt at tage mig med på den tur. Halvvejs ud mod badet blev vinden alligevel så stærk, at jeg måtte gå ved siden af, og det var dårligt nok at far kunne holde balancen på cyklen, så det endte med at han opgav det, og trak den i stedet for. Vi fandt hurtigt lossepladsen, og denne gang havde far ikke overdrevet (det gjorde han ellers tit), der var så mange kasser at det var svært at vælge hvilke der var bedst. En sækfuld blev bunder på cyklens bagagebærer, og så var vi parat til hjemturen.

Da vi nåede vejen ud til badet mødte vi en del mænd der var på vej ud mod havet, og de fortalte os at der var et skib der var i havsnød. Det kunne far ikke stå for så vi skyndte os i den samme retning. Oppe fra en klit så vi tydeligt skibet, og selv for os landkrabber var det nemt at se, at det var i alvorlige vanskeligheder. Det krængede til den ene side, men var stadigvæk så langt fra land, at der ikke blev gjort nogen forsøg på at komme derud. Vi overværede det næsten en halv time, men da det begyndte at blive mørkt, mente Rasmus at det nok var på tide at finde de hjemlige kødgryder, og så havde han forresten også glemt at få karbidlygten til cyklen med. Nu med vinden i ryggen varede det ikke længe inden vi så mejeriets store skorsten.

Næste dag fik vi at vide, at skibet havde strandet, og at mange menneskeliv var gået tabt. Jeg tiggede om at få lov til at gå derud, men det kunne der slet ikke være tale om, så jeg måtte nøjes med at læse om det i avisen senere. og ellers høre om det i skolen af drenge der havde været mere heldige i den retning. Den følgende beretning skal altså ikke betragtes, som et øjenvidnes beskrivelse af denne bestemte hændelse, men da strandinger, i det store hele, foregår på omtrent den samme måde, dog med mange forskellige resultater, er skildringen på sin vis temmelig sandfærdig.