FONNESKOLEN

 
Men det blev hverdag igen, med badeture til stranden, leg med drager på engen, og ikke mindst skole Jeg begyndte at gå i skole da jeg var fem år gammel, det vil sige at det første år ikke blev betragtet som almindelig skole, men det var det nu alligevel. Det var i alle tilfælde ikke nogen børnehave. Et billede jeg har, der stammer fra 1928, viser en meget harmonisk række gamle Fanøhuse, fem i en række på skolevej, det sidst og sjette hus var førhen pogeskolen "Fonnes Klasse”.
 
Det lille hus vi gik på, lå på den modsatte side af gaden hvor den rigtige skole befandt sig, og det måtte have været noget mine forældre betalte for, da ikke alle børnene i Nordby gik der. Lærerinden var en statelig ældre dame (mon hun forresten var så gammel som jeg forestiller mig ?), der altid gik i sorte kjoler, og hun hed Frøken Fonne (sådan opfattede vi i alle tilfældet navnet, men om det var hendes rigtige kan jeg ikke garantere for).
 
Vi kaldte hende kun for "Fonnemor", og hun tillod ikke nogen form for ballade eller tuderi i klasseværelset, og det klarede hun på sin egen facon. Om halsen havde hun en lang kæde, og hvor andre damer normalt havde et stykke rav, eller en medaljon, gik hun rundt med en ganske almindelig sut. Hvis en af ungerne tudede, lavede støj, eller blot opførte sig en smule anderledes end de andre, stak hun ganske roligt sutten ned i halsen på urostifteren indtil roen blev genoprettet. Det virkede vist ganske fint, uden at man kan sige det var særligt hygiejnisk, eller pædagogisk korrekt, men den slags småting så man åbenbart stort på den gang.
 
Når hun kom om morgenen havde hun en lodden kæmpehat på, med en stor hattenål igennem der lignede et spyd, og jeg kan huske at vi drenge altid sagde, at hun sikkert havde været i storkrig mod nogle farlige indianere på vej til skole. Hvis det var regnvejr når hun ankom, kogte hun med det samme en kedel vand, hældte det på en høj kande, og satte hatten over den så det næsten dampede som fra en høj skorsten. Hvorfor hun gjorde det er jeg ikke helt klar over, men det måtte vel høre sammen med, at dampen skulle genoprette hvad regnen havde ødelagt.
 
Vi lærte regning, skrivning med pen og blæk og læsning, så vi var sikkert godt forberedte til næste år, hvor vi skulle begynde på den "rigtige" skole.
 
Denne lille skitse om Fonneskolen, skrev jeg for flere år siden til andet brug. Da mine børn læste den (de underviser begge to), var de ikke helt fri for at beskylde mig for, at min fantasi og hukommelse var løbet løbsk, for de kunne simpelthen ikke forstå at den form for skole disciplin havde fundet sted den gang. Men ikke desto mindre var det nu rigtigt. I Marts 1995 fik jeg brev fra en Fanøbo, vi er fra den samme årgang, så vi har sikkert siddet på skolebænken sammen, og hun skriver: "Jeg gik i "Fonneklasse", og da jeg var kejthåndet fik jeg narresutten om halsen, og skulle så stå oppe hos "Fonnemor", så alle kunne se mig"