FORANDRINGEN

 
Jeg kan naturligvis ikke huske noget om den tilbagegang der skete i alle retninger med øen, nogle år før og omkring den tid da jeg blev født. I mange generationer havde sejlskibe fra Fanø sejlet på alle verdenshavene, og på et vis tidspunkt opnået at have den næststørste handelsflåde i landet. Det havde sat sit præg på øen og dens befolkning, men så kom nedgangsperioden ganske langsomt.
 
Fra indgangen til det tyvende århundrede, og en cirka 40-50 år derefter, blev Sønderhos faste indbyggerantal omtrent halvveret, på grund af det dødsstød der ramte sejlskibene, da man verden over i stedet for vind gik over til damp. Den revolution inden for skibsfarten ændrede hele strukturen på øen, og vel særligt i Sønderho, hvor de fleste af søfolkene boede. Skibene blev lagt op, og de der forsøgte at få hyre på dampskibene blev sat ned i rank og løn, kaptajner blev styrmænd, og styrmænd matroser. Alle i den kategori der ville sejle igen måtte på skolebænken påny, for at lære nye metoder med hensyn til maskiner og navigation, men mange flyttede i stedet for andre steder hen for at finde nye muligheder.
 
Nogle var heldige at få arbejde på fyrskibene, hvor de i stedet for det frie liv på havene, som de havde været vant til, nu måtte tage til takke med en mere ensom tilværelse, men det faste arbejde og pensionen lokkede. Andre forsøgte at få arbejde på de mange færger der er i Danmark, men det var vanskeligt, for det var jo ikke alene Fanø der følte den nedgangsperiode, så der var mange om budet. Ikke kun de sejlende mærkede forskellen, også de mange der beskæftigede sig med sideløbende arbejde, noget der havde med skibsfarten at gøre, bådebyggere, rebslagere, sejlmagere og flere andre, mistede deres levebrød, og måtte prøve noget andet.
 
I over en menneskealder havde fanøboerne bygget skibene og bemandet dem, og selv om forandringen ikke skete ganske pludseligt, mærkedes det på økonomien ret hurtigt. Huse kunne købes billigt, og mange af dem blev solgt til turister, der kun boede der nogle få måneder om året. Selv om de indfødte i begyndelsen betragtede de "fremmede", som de kaldte dem, en smule nedladende, var de kloge nok til at behandle dem med respekt, for de bragte jo velkomne penge med dem, men senere da de samme turister kom år efter år, forandrede forholdet sig mellem dem. Mange steder udviklede det sig til en form for venskab, hvor de gensidigt respekterede hinandens levevis, og der fortælles mange historier om, hvorledes flere af gæsterne havde hjulpet Sønderhobørn med videre uddannelse og arbejde.
 
Om sommeren mærkedes forandringen ikke så meget, folk færdedes i de små stræder, og der var liv på vejene, ved stranden og i klitterne. At den lidt moderne frimodighed, med hensyn til opførsel, klædedragt og væremåde, ikke passede de noget stive Sønderhoninger, er der nok ingen tvivl om. Men det var nu engang udviklingen, fra at være et udpræget skibssamfund, med rige traditioner, blev den langsomt forandret til en turistby. Udadtil havde den gamle by ikke mistet noget af dens charme, de gamle skipperboliger lå der jo stadig, omkranset af bukkebjørnhække der groede i tangdiger, selv om det nu var "fremmede" der gik rundt i de små traditionsrige stuer, og i køkkenet hvor de beundrede de smukke hollandske fliser, som stoute sømænd havde hjembragt fra deres rejser.
 
Men om vinteren når turisterne var rejst hjem, virkede byen som om den var uddød, hvad den på en måde næsten også var, for mange af husene, hvor førhen petroleumslampen havde sendt sit gule skær ud og vist vej, de lå nu hen i efterårs og vintermørket, og kun ventede på at solen igen skulle skinne ned på den lille by.
 
Dog blev traditionerne holdt i live. Mange af kvinderne bar stadigvæk deres gamle nationaldragter, og der blev danset i de forskellige dansestuer om aftenen, (jeg blev forresten født i et af dem er jeg blevet fortalt), til musik af violiner, og af og til af en harmonika. For hvad betød en smule nedgang i den daglige, meget af det triste kan synges og danses væk.
 
Typisk mellemstort Sønderhohus