MÅGEÆG OG JAGT

Der var mange der samlede mågeæg ude i klitterne, og da rederne kun var en mindre fordybning i sandet var de nemme at komme til. Ganske vist fløj mågerne i kreds om tyveknægtene, og af og til foretog et styrtangreb mod de formastelige der vovde at forstyrre naturens gang, men det forhindrede ikke drengene i at udøve deres sport.

Flere troede at mågeæggene smagte af fisk, og det var også en nærliggende tanke når man ved hvad deres føde bestod af, men det var slet ikke tilfældet. De kunne udmærket bruges i den almindelige husholdning både til madlavning og bagning. Det var mest drenge der gik på røvertogt i klitterne, for kunne, eller ville, familien ikke bruge dem derhjemme var bageren en villig aftager, og husker jeg rigtigt betalte han en øre stykket for dem. Blommen af et æg gjorde det ud for fire af dem fra hønsene, og på grund af deres røde farve satte de en fin kulør på det færdige produkt.

Jeg var med det et par gange, men mistede interessen for det da mor kategorisk nægtede at bruge dem, og endda forbød mig at deltage i den fornøjelse, for som hun sagde : “Det er da synd for mågerne.” At hun selv hver dag gik ned i hønsehuset med sin kurv, og glædede sig over dagens høst var åbenbart ikke det samme som jeg gjorde.

Denne knap så logiske betragtning var ikke noget ualmindeligt mellem forældre og børn, heller ikke den gang. Du skal ikke gøre som jeg gør, men som jeg siger, har vel altid været parolen gennem tiderne.

I mit barndomshjem var vi ikke bundet af fanøtraditioner, og da slet ikke når det drejede sig om den mad vi fik til hverdag. En af grundene til det var vel at ingen af mine forældre havde haft nogen som helst tilknytning til øen, før de af tilfældige årsager flyttede derover.

Med hensyn til udgifter vedrørende husholdningen betød det naturligvis ikke så lidt, at varer som mælk, smør og fløde kun var noget mor gik ned og hentede i mejeriet, og fars løn var sikkert stor nok til at købe hvad de ellers manglede.

Hvad der også hjalp noget i den retning var at far var en meget ivrig jæger, og da hans arbejde gav ham tid at dyrke den fornøjelse cyklede han næsten hver dag ud for at prøve lykken. Der var meget at jage på Fanø, og da der ikke var alt for mange der havde tid eller lyst til det, var det sjældent han kom hjem uden udbytte. Der var naturligvis love der bestemte hvad der måtte skydes året rundt, men jeg tror ikke det altid blev overholdt, for jeg syntes det var lige meget om det var sommer eller vinter, regn eller solskin, far var på jagt.

Når vildgæs eller ænder fløj mod nord for at yngle, eller tidlig forår når de kom tilbage igen, altid var der jægere der håbede på at få noget godt og billigt mad. Den første Sneppe der blev skudt i Danmark skulle efter traditionen sendes til Kongens bord, og alle de gæve fanøjægere betragtede det som en ære hvis det blev en af dem der var den heldige. På grund af øens beliggenhed, og måske jægernes ihærdige indsats, skete det ofte.

Var der ikke fuglevildt at plaffe ned, var det harerne der måtte stå for skud, og dem var der ingen mangel på. Mange gange har jeg set når far kom hjem fra jagt, at der stak nogle harepoter frem fra hans rygsæk. (Selv om der var plads nok inde i den ville en enhver jæger vise at han havde skudt noget, ved at hænge noget af byttet udenfor.) Haresteg var ofte på menuen derhjemme, og for os var det billig mad. Mælk som den skulle ligge og svømme i et døgn før tilberedelsen, smør til at stege den i og fløde til sovsen, var altsammen noget vi havde “i huset”, så alt mor måtte op med var en smule spæk og lidt salt og peber. Men om det nu var sund mad, efter nutidens begreber, er en hel anden sag.

Var der mange harer på Fanø var der sikkert endnu flere kaniner, men ingen jæger med respekt for sig selv ville drømme om at skyde dem. Selv om de to dyrearter sikkert var fætre eller kusiner, så var de vidt forskellige i deres reaktioner og væremåde. Var der fare på færd spænede haren afsted med lange hop for at komme i sikkerhed, hvor kaninerne skyndte at gemme sig i den nærmeste marehalmstop hvis det kunne lade sig gøre. Det vidste enhver fanødreng, så med et kraftigt slag med en kæp ind i marehalmen var der næsten gevinst hver gang.

Nu var der selvfølgelig mange familier på øen hvor det faderlige ophav ikke gik på jagt, så for dem var det en velkommen supplement til den daglige kost med en kaninsteg på bordet, og selv kendere hævdede at der ikke var stor forskel i smagen på de to forskellige dyr.

Jeg nåede aldrig selv at sammenligne det, for jeg var søn af en jæger der kun havde foragt for harens langørede slægtning. Nej, det passede ikke far at slå dyr ihjel på den måde, og tit sagde han med en bestemt tonefald: “Lad dog de dumme kaniner være i fred.”

Det var noget i den samme retnig som mor havde sagt om mågeæggene, men som jeg før har berørt skal man ikke altid forvente logik her i livet af ens forældre.