FANØ

MERE OM SØNDERHO

Det var meget almindeligt at beboernes kaldenavn, foruden deres eget, var et af forældrenes, og i mange tilfælde et af bedsteforældrenes. Grunden til det var at familierne ofte var stærk indgifte, der kom jo ikke meget nyt blod til øen. og da traditionerne krævede, at børn skulle opkaldes efter en i familien, så kunne det være svært at vide hvem Jens og Lene var, uden den omtalte metode. I en kendt sang fra Sønderho omtales en kone der hed Jappes Jesses Ann. Bestefaderen hed Jappe (Jeppe), faderen hed Jes, og så var der jo ingen tvivl om hvem personen var blandt de mange der hed Ann i byen. Den samme Ann kom engang ned på mejeriet hos far for at købe smør, men da hun snøvlede lidt kunne hun ikke udtale bogstavet "m", så det blev til snør. Meget udiplomatisk spurgte far hende: "Hvorfor siger du snør, Ann, når det hedder smør" Meget irriteret, og ikke helt uden grund, svarede Ann: "Det er da ligenøj om jen sejer snør eller jen sejer snør" Og det var det da faktisk også.

Noget ganske specielt for Fanø (jeg har i det mindste ikke hørt at det blev brugt andre steder), var at man ikke satte ordet Moster foran navnet, men bagved, og forkortede det så det hed for eksempel Karen Most, og ikke Moster Karen som andre steder.

Det maleriske Sønderho fik mange kunstnere til at besøge øen gennem en kortere ellere længere periode. Blandt dem skal naturligvis fremhæves Julius Exner, og han kom til den igennem så mange år at han næsten blev betragtet som en "indfødt". Hans dejlige billeder af de mange kønne huse, og de herlige portrætter af beboerne i deres nationaldragter, hænger nu og pryder mange museer landet over. Han malede så meget derovre at han i almindelig omtale, den dag i dag, bliver kaldt for "Fanømaleren”.

Men der var også mange andre kunstnere der malede på øen, og særligt i den sidste del af krigen, dels på grund af motiverne, men også fordi det af økonomiske grunde var muligt at bo billigt derovre, for øen savnede indtægts muligheder da mange af beboerne jo var søfolk der på det tidspunkt lå “strandet” forskellige steder i verden, og ingen muligheder havde for at komme hjem. Det var derfor også nemt at få de indfødte til at sidde model i deres særprægede dragter for billige penge, for de var kloge nok, de gamle Sønderho kvinder, at de ikke gjorde det helt gratis. Huse blev lejet ud til malerne for næsten ingenting, men der var også mange der boede til leje hos dem hele sommeren, og der kom ofte til at bestå en form for venskab mellem dem.

	Billedet viser et typisk Sønderho hjem med søndagsklædte kvinder, og med en væg fuld af såkaldte hollandske fliser. Disse blev til at begynde med bragt hjem af søfolkene når de for hjemgående manglede ballast, men da de opdagede at det var en salgsvare kom de i større mængder.

Når det drejede sig om fremmede, altså folk der ikke var født på øen, var beboerne gennemgående sky og mutte, men der måtte havde været nogle derovre, der havde haft en hel del humoristisk sans. Følgende vers var skrevet på et skilt, der sad på en kirkegårdslåge ind til et gravsted i Sønderho:

Om Mand eller Qvind Om ud eller ind Om stor eller lille Om årle eller silde Om ung eller gammel Om brav eller vammel Om god eller gal Husk at du skal Søvnig eller vågen L U K K E L Å G E N

Det eneste jeg sådan rigtig kan huske fra Sønderho, var at jeg, sammen med andre børn, blev fotograferet af en mand med en stor kukkasse foran kirken. Det var nok en turist der skulle have et billede med hjem til familiealbummet, som et minde om en ferietur på Fanø. (Undskyld, men jeg mente altså Sønderho).