NORDBY
 
Del af hovedgaden i Nordby
 
Da jeg var fire år flyttede vi så til Nordby, hvor far kom til at bestyre et mejeri der var større end det vi forlod, så det måtte have været et lille trin op af rangstigen for mine forældre. At der var også i mellemtiden var ankommen to nye skud på familietræet, har sikkert været medvirkende til at vi flyttede fra Sønderho.
 
At det passede min mor ganske godt, er der ingen tvivl om, alene af den grund, at nu behøvede hun ikke at have en så nær kontakt med bønderne, som den hun havde haft i Sønderho, hvor hun faktisk aldrig havde følt sig rigtig hjemme. Nordby var jo også et lille bysamfund, med ret store forretninger (hvor en dame blev behandlet som en dame), og hvis det kneb med at få hvad man ønskede, så lå færgen til Esbjerg ikke så mange minutters gang fra mejeriet. Fars løn var også større nu, så økonomisk havde de vist ikke nogen grund til at klage. Der blev endda (er jeg blevet fortalt) til en mindre opsparing, som de dog mistede da Landmandsbanken krakkede.
 
Vi boede oven på mejeriet, i en pæn lejlighed med store vinduer mod syd og øst, så vi havde en dejlig udsigt over vadehavet. Var det klart i vejret, kunne vi oven i købet se tårnet på Ribe Domkirke, og det var vi forresten stolte over. Bag huset var der en stor have, og forenden af den et dige, som i alle tilfælde gjorde nytte en gang medens vi boede der. Tværs igennem den var der udgravet en lille rende, der var beklædt med træ, og som i begge ender havde en metallåge. Den var beregnet på, at det i tilfælde af en stormflod var muligt senere at dræne haven hurtigt. Vi morede os tit med at fjerne dem og ligge på hver sin side af diget, og råbe til hinanden, men der vankede hvis vi glemte at lukke dem igen, for hvis ikke vi gjorde det, var diget jo ikke til meget gavn. Der lå i øvrigt grænsen for hvor vi børn måtte lege uden opsyn, men jeg er nu ikke alt for sikker på at det blev overholdt. På den anden side af diget var der store strækninger af enge, der blev mere og mere sumpede jo nærmede man kom til vandet, Så der var legepladser nok for os børn at tumle os i.
 
Da mor skulle passe udsalget på mejeriet, foruden den daglig husgerning, havde vi altid en barnepige, der tog sig mere eller mindre af vores opdragelse. Hun boede hos os, og det gjorde den unge mejerist der hjalp far også, så der opstod tit problemer af den grund. Det varede nemlig sjældent længe, før de to blev for gode venner, og en sådan opførsel kunne min moralske mor naturligvis ikke godkende. Det endte for det meste med at en af dem skulle fyres, men da det var vanskeligere at få en ny mejerist end en ny pige, var det altid kvindekønnet det gik ud over. Vi havde mange barnepiger i de år. Jeg kan huske at jeg engang væddede med en dreng, der hed Gunnar, om hvor længe vores nye pige kunne holde skansen. Hun var alt andet end køn (den slags finder drenge hurtigt ud af), så min ven gav hende tre måneder. Men jeg vidste noget han ingen kendskab havde til, nemlig at vi også lige havde fået en ny mejerist, der ikke lige hørte til den type af flotte fyre som man ser afbildet på forsiden af modejournalerne, så jeg regnede med at det gamle ordsprog passede, det om at krage søger mage, og af den grund kun gav jeg hende kun en måned. Jeg vandt væddemålet med glans efter kun tre uger, og blev dermed den lykkelige ejer af to Tom Mix billeder.
 
Hver søndag hen på eftermiddagen, stillede vi børn os op ved gavlen på mejeriet, for da kom de uartige piger forbi. At det ikke var de pæne af slagsen, fik vi, efter meget plageri, at vide af en barnepige, og så var de oven i købet helt ovre fra København. Men her kom de altså, to og to i en kolonne, klædt i lange blågrå kjoler der slæbte hen af brostene så det næsten dannede en støvsky når de passerede. De var på vej op til deres ugentlige gudstjeneste i kirken, der lå en stenkast fra hvor vi boede. Hvor var folk dog ubarmhjertige den gang, tænk at lade unge piger fra et kvindehjem (eller fængsel) gå spidsrod gennem byens gader, bare for at give dem lejlighed til at høre præstens ord om syndsforladelse og skyld.
 
Naboskabet med politistationen, der lå modsat mejeriet, gav anledning til nogle få episoder, som jeg tydeligt husker. Vi havde en jagthund, der hed Diana, som stod tøjret ude i gården, hvis den da ikke lå inde på kontoret når far havde travlt med regnskaberne. Den pågældende dag havde den revet sig løs, og sammen med politimesterens sorte Labrador været på røvertogt nede i engen. De havde skambidt og dræbt en hel del får, og da far opdagede det tog han begge hundene ned til gerningsstedet, og skød dem med sit jagtgevær. Politimesteren blev meget vred på far, for han mente at han skulle have været underrettet om det inden far havde taget affære. Men han indså dog lidt efter, at hvis en hund en gang havde fået færden af at jage får, ville den gentage det igen ved den første lejlighed. Ejeren af dyrene forlangte naturligvis erstatning, og det kostede de to naboer dyrt. Han insisterede også på at politimesteren skulle idømme dem begge en bøde, men det blev vist aldrig til noget.
 
En dag kom lovens håndhæver over på mejeriet, og bad far og vores mejerist om hjælp. To københavnske biltyve var undsluppet fra arresten, og nu gjaldt det om at få fat på dem, inden de nåede at komme over på fastlandet. Bevæbnet med jagtgeværer drog mændene afsted, medens mor og vi børn derhjemme så i ånden de farlige forbrydere komme marcherende ned ad gaden, og de to helte bagved med bøsserne i ryggen på de formastelige. Det skete dog ikke, de kom hjem hen imod aften, men havde ikke set en skygge af de undslupne, så resultatet kom ikke til at svare til vores fantasi.
 
Men der var en dag det var ganske godt at bo lige over for politistationen, og den anledning fik mor til at føle sig som en helt lille heltinde, og ikke helt uden grund. Som jeg har skrevet passede mor udsalget, men hun opholdt sig som regel oppe i privaten når der ingen kunder var. Døren ind til mejeriet havde en dørklokke, der ringede oppe i stuen, og fortalte mor at nu var der en der skulle have en halv potte sødmælk. På vej ned ad trappen den dag hørte hun imidlertid lyden af en anden klokke, der ikke havde noget at gøre med døren, og hun nåede lige at se ryggen af en mand der forsvandt ud på gaden. Den klokke mor havde hørt kom fra kasseappperatet, for hvis man forsøgte at trække skuffen ud, uden at presse nogle bestemte tangenter under den, så ringede det kraftigt. Den uheldige tyveknægt var sikkert blevet bange for den lyd, for selv om han havde lukket skuffen igen fandt han sikkert ud af, at det smarteste var at fordufte så hurtigt som muligt. Mor tog sig ikke engang tid til at undersøge, om han havde stjålet noget, (hvad han havde), hun styrtede over på den anden side af gaden og råbte gevalt, så manden blev fanget nede ved færgelejet. Han havde stadigvæk de par sedler i lommen, som han havde stjålet fra mor.
 
Min ældre bror og jeg gik på danseskole om vinteren, i hvidt matrostøj med blå krave og sløjfe, det var sikkert fars og mors opfattelse af hvad “der hørte til” når man var medlem af borgerskabet i en mindre by, men jeg kan huske at jeg hadede det. Jeg kan derfor heller ikke forstå, at jeg selv senere hen tillod mine egne børn at gennemgå den samme tortur.