RAV
Der er naturligvis ikke ført nogen statistik over det, men det kunne være interessant at vide, hvor mange kilo (eller tons) af rav der er fundet på Fanø gennem tiderne, og hvor mange mennesker der krumbøjet har rodet i tang og andet skidt, for at få fat på noget af det så eftertragtede forstenede harpiks.
At tallene bliver store, er der ingen tvivl om, for der har altid ligget en form for mystik i ravet, i naturlig stand såvel som i det slebne og polerede produkt med alle de mange forskellige farver det fremkommer i det. Lige fra næsten hvidt til omtrent sort, med tusinde andre nuancer ind imellem. Nogle med små insekter indeni, der blev fanget da det klistrede substans gled ned ad stammerne på træer der groede for millioner af år tilbage i et frugtbart landskab, langt før menneskene havde gjort deres entre her på jorden. men nu er der hav hvor der før var træer, og det smukke rav sender os en hilsen fra fortiden.
At det ikke kun er nutidens mennesker der syntes at rav er et smukt materiale, ser man tydeligt i fund der stammer fra den første stenaldertid. Halssmykker med indgravering og hul til bæresnor, og udskårne dyrearter har været brugt som amuletter af vore fjerne forfædre.
Den største chance for at finde det ved stranden, har en ekspert fortalt mig lidt om. Det skulle være bedst efter en storm, og når den er stilnet af skal vinden helst gå fra øst til syd-sydvest. Nu kommer der en 36 timers ventetid (som sikkert er vanskeligt at overholde), og efter hvad den sagkyndige fortæller, er det så det rigtige tidspunkt til at prøve lykken. Men det er ikke sådan at rav normalt ligger frit fremme på stranden, så man bare skal bukke sig for at samle det op. Nej, det er som regel godt gemt mellem tang, døde småfisk, trækul og søstjerner, som skal rodes igennem hvis man vil have nogen udbytte af al den besvær. Men alene det at finde noget, selv de mindste stykker, er altid glæde nok i sig selv.
Far fandt meget rav da vi boede på Fanø, og det var sikkert lettere at få fat på den gang, hvor begrebet turister faktisk var ensbetydende med nogle velhavende folk, der boede på de store hoteller, og som sikkert ikke var særligt interesseret i at rode i dynger af halvråddent tang og døde fisk, for at lede efter noget. Den lange strand helt til Sønderho lå næsten øde hen, selv om sommeren, så der var store muligheder for at finde det man søgte. Nu bliver der sandsynligvis fundet mere rav end før, af de tusinde af sommergæster der er ivrige efter at lede, men det bliver bare fordelt mellem flere.
Der er skrevet en hel del om alle de gode egenskaber som rav har, for at afhjælpe forskellige sygdomme. Lige fra hysteri til blærebetændelse, fra døvhed til en ubalanceret skjold-bugskirtel, og meget mere af den samme skuffe. Hvor det drejede sig om indvortes lidelser, må man vel forudsætte at ravet skulle knuses, og konsumeres som når man ellers slugte et hovedpinepulver. Naturligvis ved vi i dag at det kun er noget almuesnak, men min mor fastholdt, at det var hjalp imod gigt. Hun havde en lang halskæde, af rav som far havde fundet, og hun hævdede at når hun bare tog den på hvis gigten plagede nakken, så forsvandt smerterne omgående, og når hun påstod det, så passer det sikkert. Den efterfølgende sang, der går på melodien: Nu lokker atter de lange veje - - - er skrevet af V.H. Kittelmann. Her kommer det første og to sidste vers.
	EN RAV-SNAK
	Da jeg blev født, løb jeg ned af stammen, på skovens træ'r - jeg var deres sved, blev både hvid, gul og rød i kammen, imens jeg stille mod jorden gled. Og nu og da satte jeg et minde om dengang verden endnu var ung, en myg, en flue, du måske finde, hvis skæbne her jo blev meget tung.
	Nu kan jeg blive et kostbart smykke, og sidde smukt på en piges arm. Men jeg ku' også let finde lykke i kæde tæt ved en kvindes barm. Og jeg ku' tænde lidt glans i øjet som hjerte hængt om en barnehals. Og jeg ku' føle mig ret fornøjet, hvis jeg kom med i en lystig vals.
	Jeg kom til Fanø på havets bølge, jeg kom til Nordby og Sønderho. Min rejselyst har jeg kunnet dølge, her er så dejligt, her vil jeg bo. Herfra jeg sender en venlig tanke til dengang skov dækked' jordens muld, så man på på stranden endnu kan sanke i ny og næ lidt af "Nordens guld".