LIDT OM SMÅ SÆRHEDER OG ANDET
 
Bortset fra en smal strandvej fra Nordby ud til Vesterhavet var der kun en rigtig vej på Fanø, den 14 km.lange forbindelse mellem Sønderho og Nordby. Ind imellem lå Rindby, som man vel knap kunne kalde for en by i egentlig forstand, det var ikke ret meget andet end nogle spredte gårde med en brugsforening oppe ved landevejen.
 
Nu er det nærliggende at tro, at med de små afstande ville befolkningen have et homogent præg, men, om forladelse, det var langt fra tilfældet. Der bestod en vis uvenskabelig forhold mellem beboerne fra de to byer, som gav udslag i mange retninger, lige fra børnenes smæderim mod hinanden til pjattede betragtninger om ligegyldigheder. Nu er det jo ikke ualmindeligt, at drenge fra forskellige sogne, eller kvarterer i byer, ligger i krig mod hinanden, så det er vel heller ikke mærkeligt at det også var tilfældet på Fanø. Når drenge fra Sønderho mødte nogle fra Nordby, så råbte de: "Fanniker, fanniker, sjuk - sjuk - sjuk -, stik di' næes i æ røv og si' kuk - kuk - kuk - ". At denne lidt anatomiske umulighed var en fornærmelse er der ingen tvivl om, men dem fra Nordby var heller ikke mundlamme, så de gav igen med: "Sønderhoninger, sønderhoninger, ha - ha - ha - go hjem til jer muer, o fo lidt pa - pa - ". Og så var det betalt.
 
Der blev ikke set med blide øjne på hvis en ung mand og en ung pige, fra hver sin by, satte sig op mod de stedlige traditioner, og gik måneskinsture sammen ude i statsplantagen. Nej, nej, holdt, vi fraterniserer ikke med fjenden. Hele den lidt komiske indstilling medførte flere konsekvenser, og her er et par af dem.
 
Et spillemandsorkester fra Sønderho skulle have en udsendelse i radioen fra København, og i avisernes program dagen før stod der, at det var nogle fra Fanø der spillede. Der var sikkert mange der troede at de havde fået deres geografi galt i halsen, da de hørte at lederen af orkestret begyndte med at sige, at det ikke var fanømusik de skulle høre, men noget fra Sønderho. Jo, så sandeligt er der en forskel, som absolut skal omtales, for at ingen skal tage fejl om den ting. Jeg kan også huske fra Fanøforeningen i København, at der var en bestemmelse om at der skulle skiftes med dansene, fannik og sønderhoning, hveranden gang, for at ingen skulle føle sig trådt over tæerne. (Undskyld, men jeg mente det altså ikke bogstaveligt). I samme forening skulle der også helst være ens antal medlemmer i bestyrelsen fra de to byer. Jeg fandt forresten aldrig ud af hvor Rindby hørte hjemme i den forbindelse.
 
Selv om småhistorier der blev fortalt om forskellen mellem de to byer, næsten altid var af gemytlig art, var der alligevel ofte noget der fremhævede den ene frem for den anden. Min far har fortalt mig følgende lille episode, der ikke lægger skjul på hvem der var smart, og hvem der var det modsatte: En jæger fra Sønderho havde inviteret en fra Nordby til at deltage i en andejagt. Denne, der var en fuldstændig nybegynder, havde i den anledning købt sig en splinterny jagthabit, med en fornem bredskygget hat. Da det var ænder de var ude efter, så de kravlede de på maven gennem det værste mudder de kunne finde, (det sørgede sønderhoningen for), og det resulterede naturligvis i, at nordbymandens nye og dyre tøj kom til at se forfærdeligt ud. (Den anden havde selvfølgelig nogle gamle klude på). Men da der ikke var noget særligt at jage den dag, foreslog sønderhoningen, at de skulle skyde til måls efter efter noget andet, så han smed sin gamle kasket op i luften, men der var ingen af dem der ramte. De prøvede flere gange men stadigvæk uden held. Nu tog ham fra Nordby mod til sig, og kastede sin flotte hat op i luften, men den kom aldrig ned igen, hans makker var en god skytte. Lige en lille sidebemærkning: Når far fortalte historien, lod han skinne igennem, at det var ham der var "sønderhoningen", og det skulle såmænd ikke undre mig hvis det var rigtigt, med den indstilling han havde til det spørgsmål, men garantere for det tør jeg altså ikke.
 
Uden at jeg tager det hele alt for højtideligt, tror jeg at den, jalousi kan man vist kalde det, stammer helt tilbage til sejlskibenes tid, i den første part af det nittende århundrede. Det passede ikke rigtigt de stolte sønderhoninger, der jo var de første på øen til at pløje ver-denshavene, at byen i den anden ende også ville være med i legen. For halvanden hundrede år siden oplevede Fanø sin storheds tid, men da dampskibene begyndte at konkurrere, var det forbi med sejlskibene, de kunne ikke klare sig i det selskab, og blev lagt op. Nedgangen var mere mærkbar for Sønderho end for Nordby, på grund af dens beliggenhed i forhold til fastlandet, og da havnen i Esbjerg blev færdig gjorde det sit til at Nordby klarede sig bedre, medens Sønderho, ikke blot stagnerede, men havde nedgang. Denne udvikling har sikkert været medvirkende til den form for splittelse beboerne imellem som lige er omtalt, og det kan vist ikke nytte at spekulere på, hvem der har den største skyld deri, det bliver der nok ingen enighed om. Men ikke så mærkeligt at der er ufred i verden, når folk fra en sådan lille sandplet, ikke kan være fælles om ret meget.
 
Selv om mange sønderhokvinder, der var gift med kaptajner eller styrmænd, havde mulighed for at besøge deres ægtefæller, når deres skibe lå i fremmede havne, og det var der mange der gjorde, så var det store flertal vel hvad man kan for hjemmefødninger. De forlod kun øen når det var absolut nødvendigt, og flere nåede højt oppe i årene, før de oplevede at komme en tur over på fastlandet. Da vi boede i Esbjerg, havde vi besøg af en ældre fanøbo, hendes mand havde været i bestyrelsen for mejeriet i Sønderho, og det var første gang Maren Jensen havde sejlet med fanøfærgen. Så det er egentligt ikke vanskeligt at forestille sig, at afstanden mellem de to byer den gang virkeligt var noget andet end det er i dag.