DEN SIDSTE TID PÅ FANØ

I foråret 1924 byttede min far arbejde med førstemejeristen på Esbjerg Andelsmejeri, (hvor han i øvrigt havde været ansat som ung mand), og vi flyttede ud til et lille gult hus, “mod nord” som vi sagde. Huset eksisterer stadigvæk, er jeg blevet fortalt, men nu er det malet rødt. Far tog med færgen hver morgen inden vi børn var stået op, og kom hjem igen hen imod aften, så tilværelsen ændrede sig for hele familien. Grunden til at vi ikke flyttede til Esbjerg med det samme, er nok den at det var vanskeligt at finde et sted at bo ovre på fastlandet, så vi måtte tage til takke med "det lille gule hus" i et halv års tid.

Nu fik vi børn nye legekammerater, og andre omgivelser at tumle os i, og det husker jeg var spændende. Vi er senere blevet fortalt, at særligt vi to ældste drenge var vanskelige at styre i den periode, vi havde sikkert benyttet os af at fars ret hårde diciplin manglede til hverdag, og da mor ventede sig med en efternøler, der ankom sidst i Juli, har hun nok været for efterladende over for os. Da en stor del af den tid var i skoleferien, strejfede vi om det meste af dagen, nede ved færgelejet (som førhen var forbudt område for os), op til Kikkebjerg og plantagen, ja, endnu længere nordpå gik turene. Vi byggede huler af hvad vi kunne få fat på, og stjal kålrabier fra en bondes mark, som vi udhulede og lavede til lygter hvor vi satte et stearinlys indeni. Det var ikke fordi det var nødvendigt med ekstra lys midt om sommeren, men det hyggede når vi sad inde i hulen og fortalte spøgelseshistorier, medens vi røg forbudte cigaretter. Kort sagt var det et rigtigt drengeliv vi førte, helt anderleds end det vi havde været vant til da vi boede på mejeriet.

Det skete også at vi foretog os noget, som vi vidste var absolut forbudt, og som ville have kostet mig jordens allerstørste skideballe, efterfulgt af en gevaldig endefuld, hvis far havde fået det at vide. Min ven og jeg havde "lånt" en jolle, og med den sejlede vi omkring 100 meter ud for at fange ål med en tat. For de der ikke ved hvad en tat er, og hvordan man laver den, her er så fremgangsmåden. Ormene bliver "syet" sammen på langs med en stærk kinesertråd, til man har en lang kæde af dem, den bliver der slået knuder på, og så er tatten færdig til brug. Med en snor i den bliver den nu sænket en meter ned i vandet, og når så ålene forsøger at delikatere sig med de lækre orm, får de tænderne indviklet i de fine tråde, vupti, så gælder det om at få dem ind i båden inden de slipper. Vi fangede dog ingen ål på den tur, men masser af ålekvabber som jeg bragte hjem til mor. Jeg måtte naturligvis fortælle hende en dundrende løgn, jeg sagde at jeg havde fået dem "af en der var ude og fiske", men vi havde til en dejlig middag da far kom hjem. Selv om smagen af ål og ålekvabbe nogenlunde svarer til forskellen mellem hare og kanin, generede det ikke ham at nyde måltidet, men han var jo heller ikke fisker, men jæger.

Jeg husker også noget andet fra den gang, som hører med til de sidste erindringer om mine barneår på Fanø. En københavnsk spejdertrop slog lejr ikke langt fra hvor vi boede. De havde før ligget ude ved Vesterhavsbadet i nogle dage, men sandflugt og vind havde ødelagt fornøjelsen, så de besluttede at flytte deres teltpæle (i bogstavelig forstand) til Nordby. Jeg tror ikke at der var nogen spejderbevægelse på Fanø den gang, så for os drenge var det noget ganske nyt og spændende, og da det ikke lod til at københavnerne havde noget imod det, var vi nogle drenge der på en måde blev "spejdere" i de to uger det varede. Vi opholdt os i lejren de fleste af dagene de var der, og ikke helt uden være misunderlig, deltog vi i noget der for os var fuldstændig fremmed. De viste os hvordan man kunne tænde et bål uden tændstikker, ved at lade en pind i en snor rotere i en blok af en anden træsort (vi prøvede det selv efter de havde forladt øen, men det lykkedes aldrig for os, så vi var overbevist om at der var humbug med i spillet), og det mad de lavede over bålet smagte bedre end det vi fik derhjemme, det var der ingen tvivl. Det flade københavnske sprog de talte generede ikke mig, for vi havde i mange år haft feriebesøg af fætre og kusiner fra både Falster og København, så jeg var vant til at ikke alle talte som vi gjorde. Den sidste aften de var der blev vi inviteret med til deres lejrbål, men kun hvis vi kom sammen med en af vore forældre. Mor ville ikke med, på grund af “omstændighederne”, som hun sagde, så jeg tiggede far om at deltage, men han var ikke meget for det. Han lovede det dog til sidst, og det blev til en dejlig oplevelse, det var vi begge enige om da gik hjem den aften.

Jeg tror ikke at jeg ærligt kan sige, at mine søskende og jeg var kede af at forlade Fanø. Det med at rejse til en større by, har sikkert været tillokkende, uden at vi anede noget om hvad forandringen ville bringe. Men alt det behøvede vi jo heller ikke at spekulere på, vore forældre havde besluttet det for os.

Selv om vi kun boede på Fanø til jeg var otte år, har jeg i mange andre retninger haft tilknytning til øen. Meget af det der står i denne beretning, har mine forældre fortalt mig, mest min far der aldrig lagde skjul på, at for ham var Sønderho det sted hvor han havde befundet sig bedst. Han var i mange år bestyrelsesmedlem i Fanøforeningen i Esbjerg, og endte op med at blive æresmedlem i denne. Fanøforeningen i København, der i alle retninger forsøgte at bibeholde de gamle traditioner og danse, var et sted vi kom meget da vi boede i Danmark, og selskabet med andre der stammede fra øen var medvirkende til at holde interessen om Fanø i live. Men der er nok heller ingen tvivl om, at efterhånden som årene går, kommer man mere og mere til at tænke på sin barndom, og det er nok en af grundene til at jeg har forsøgt at fortælle lidt om den. Hvis jeg har været i stand til at bidrage lidt til andre, om noget der måske var gået i glemmebogen, eller de aldrig har haft kendskab til, kan jeg kun have grund til at være tilfreds med min beretning.