SØMANDSSANG FRA FANØ
Denne sang blev digtet at den nu forlængst afdøde kordegn Th.Schmidt, da hans søn som fjortenårig skulle ud at sejle med et af barkskibene. Drengen opnåede senere at blive kaptajn.
	Jeg har hjemme hvor bølgerne skummende gå imod Fanøs den sandede strand, og så længe tilbage som mindet kan nå blev jeg draget af skibe og vand.
	Hver en båd langs med havnen jeg kendte så vel og jeg tænkte: Gid blot du var stor. Og langt førend jeg kunne den lille tabel, har jeg klaret mig stolt ved et ror.
	Det gav krummer i krop, tændte modet i bryst! Og så bar det fra hjemmet en dag. På den gyngende sø mod den fremmede kyst, fik jeg hurtigt på tingene tag.
	Vel jeg lærte at roser på torne kun gro, og at klinte gror sammen med korn. Men jeg holder humøret og tar den med ro, selv en stormende nat ved Kap Horn.
	Vel jeg så i det fjerne, i øst og i vest, mangen dejlig og tryllende kyst, men min hjemlige strand var dog skønnest og bedst, og mod den står min længsel og lyst.
	Jeg har hjemme på Fanø, der følger min brud mig med bøn på min gyngende vej. Et hurra for mit flag, som fra toppen står ud, det har hilsen fra hjemmet til mig.