At man begge steder, når dansen er forbi, giver sin partner en "daler", med et håndslag, er også kendt andre steder, men hvad der så følger, når festen er ovre, er vist kun kendt på Fanø. Med hinanden under armen går man rundt i salen, og synger en sang der hedder "Sovevisen". Jeg har altid syntes at det var en dejlig afslutning på en god aften, og sikkert fordi sangen fortæller noget som de fleste mennesker under en eller anden form har oplevet, og derfor giver grund til eftertanke. Hvem der har skrevet den og melodien, ved jeg ikke, men dens tekst fortæller tydeligt, at den henviser til når søfolk tog afsked med deres familier for at sejle ud, og det uvisse liv de så kom til at føre.
	SOVEVISEN
	At samles og skilles ad, velkommen og farvel, at blive kendt og glemt, ja, det er livets del, at nyde vennelag, og savne det igen, og frem at søge sig påny en trofast ven.
	Det er nu engang så, jeg rejse skal min ven, til fjerne lande, og til fremmed selskab hen. Men glem dog ej så snart hvor du har været glad, da du blandt muntre venner her i aften sad.
	Løft glasset, venner, da til munden på engang, lad høres lyden af vor muntre selskabssang. I gravens mørke jeg langt hel' re være vil, end leve her på jord hvis venskab ej var til.