STORMFLOD

 
Et år oplevede jeg en stor stormflod på Fanø, og såvidt jeg kan regne ud må det have været i 1921. Når den slags sker nu om dage bliver folk advaret i god tid, gennem T.V. og radio, men den gang måtte de selv skønne, om det blev alvorligt eller det kun var noget forbigående. At det stormede på øen var ikke noget nyt, det gjorde det regelmæssigt, og flere gange var engen bag ved mejeriet delvis oversvømmet, uden at folk havde taget særlige forholdsregler af den grund, ved for eksempel at tage husdyr ind, slæbe både på land, eller i det hele taget været bange for at det værste kunne ske.
 
Men denne gang blev det altså til noget, og det kom så overraskende, at selv far, der ellers var både fornuftig og påpassende, havde overhovedet ikke tænkt på at gøre nogle foranstaltninger, for at undgå de skader der efterfølger en stormflod. Senere undskyldte han sig med, at da vi jo kun havde boet i Nordby et års tid, vidste han ikke at den slags kunne ske så hurtigt.
 
Midt på dagen gik min ældre bror og jeg med ham ned på havnen en times tid, og medens vi var dernede begyndte vandet rigtigt at stige, med det resultat at kajen blev oversvømmet, og vandet trængte op i gaderne. Rasmus Ludvigsen fandt hurtigt ud af, at det vist var på tide at finde hjem igen, men det varede kun få minutter, før jeg lille pjok ikke var i stand til at gå ved egen hjælp, så far bar mig resten af vejen.
 
Da vi kom hjem ventede er os et ubehageligt syn, i hele den nederste etage var vandstanden temmelig høj, og kedlen, der både blev brugt til mejeriets drift, og opvarming af lejligheden, var forlængst gået ud. De mindre børn, mor og barnepige tudede om kap, for de vidste ikke hvad de skulle gøre. Jeg er sikker på, at far har fået et velfortjent møgfald af mor, fordi han havde ladet dem være alene hjemme. Jeg fik senere at vide, at han troede den unge mejerist var der, men han var vist gået på kærestebesøg. Det værste var imidlertid overstået, stormen holdt op hen på natten, men det varede et par dage før vandet trak sig tilbage, og alt blev normalt igen. Alle vore høns druknede, med undtagelse af to dværghøns, de havde, på en eller anden måde været istand til at klatre op på de øverste spær inde i vognskuret. Vi børn måtte naturligvis hjælpe med til at bringe haven i orden igen, så vi samlede spandevis af tang op, og med det prøvde på vi på at reparere diget, som havde lidt skade hist og her. Senere sammen med de voksne gravede vi græstørv op nede i engen, for at gøre det så solidt som vel muligt igen Næste sommer blev vores dejlige dige grøn igen, og fuld af gule smørblomster, men da havde vi allerede glemt alt om stormfloden.