STRANDEN OG BADEVOGNE
 
Jeg mindes aldrig at vore forældre tog os en tur til stranden for at bade. Jeg kan tænke mig, at mor ikke kunne få sig selv til at udvise den frimodighed der lå i, at vi børn skulle få lejlighed til at se hende i badedragt. Sådan var korsettidens indstilling den gang, med alle dens temmelige forkvaklede betragtninger vedrørende det menneskelige legeme.
 
Men for de der havde råd og lyst til det, var de grønne badevogne den rigtige løsning, og dem var der mange af på stranden ved Fanø Vesterhavsbad. Der måtte i øvrigt ikke bades fra fri strand, en kilometer på hver sin side af hotellerne, af andre end de der boede på dem, hvis jeg da husker rigtigt om afstanden. Veltilfredse med frokosten på "Hotel Kongen af Danmark" eller "Kurhotellet", kunne gæsterne i deres fine påklædning gå de få skridt ned til stranden, og vælge dem en badevogn, og med et flag fortælle manden med hesten, at nu kunne han godt køre dem ud på det dybe vand. På grund af den store forskel på ebbe og flod, var forstranden temmelig bred, selv når det var højvande, så det kunne godt blive til en hel lille køretur ud af det, og da særligt når vandet var lavest. Efter det salte vesterhavsbad blev der igen rejst et flag, vistnok rødt hvis min hukommelse er korrekt, der tilkendegav at nu ønskede man at komme tilbage igen. Når de steg ud af vognen var de igen fuldt påklædte, mændene med deres stive flipper, og kvinderne i deres lange kjoler og fantasifulde hatte, og sommetider med en parasol under armen, så de lige fra badet var i stand til at nyde eftermiddagskaffen på hotellets store terasse.
 
Men i det store hele var det vist mest kvinderne, der brugte badvognene, for det var den gang utænkeligt, og da særligt i de kredse, at en dame kunne klæde sig om i en klitgryde. Men mange mænd gjorde det (og de havde jo lov til det hvis de var gæster på et af hotellerne), for så at vade ud i deres i stribede bade dragter til ægtefællen. Sommetider med en pincenez på næsen (gjort fast med et bånd til badedragten), og en stor cigar i munden. Mon ikke den anordning passede de fleste kvinder bedst, for Fru Direktøren var jo ikke vant til at klæde sig af og på i gemalens nærværelse, og da slet ikke i en lille badevogn. Det var derfor at man i de finere hjem, og de bedste hoteller, havde noget der blev kaldt for et påklædningsværelse.
 
Badevognene bibeholdt deres popularitet i mange år, ja, selv efter at forholdene mellem de to køn havde ændret sig til en mere naturlig måde at leve på. Men de er forlængst væk nu, og er det egentligt ikke trist når årgamle traditioner forsvinder ? Selv om nødvendigheden af dem har ændret sig i den nyere tid (og gudskelov for det), så gav de stranden et ganske specielt særpræg.
 
 
De gamle hoteller ved “Fanø Vesterhavsbad” der forlængst er nedrevet, og i stedet for dem er der nu bygget nogle kasserne lignende hoteller der sikkert er mere brugbare end de gamle. Det er naturligvis et fremskridt at det ikke kun er forbeholdt de der havde råd til det at nyde badelivet ved den smukke strand, men det er alligevel med et hjertesuk at se dem forsvunden.