EN STRANDING VED VESTERHAVET
 
Det var kun ældre mænd der stod og klumpede sig sammen oppe i klitterne, og kiggede ud over havet. Der blæste en skarp nordvest vind ind over øen, der fik de tunge regndråber til at lave trommemusik på mændenes olietøj, men det anfægtede ikke nogen i den flok af gamle fiskere og søfolk, de havde allesammen prøvet det der var værre.
 
Hele vejen langs den jydske vestkyst ligger der ude i havet tre sandbanker, eller revler som de hedder. Afstanden fra land varierer fra sted til sted, men her ved øen lå de omkring fra en til fire km. ude. Når det var lavvande, og vejret nogenlunde stille, kunne man se dem som skumstriber på grund af den modstand bølgerne mødte når de langsomt rullede mod land, men når det stormede, og det var særligt om efteråret, var de usynlige, og farlige for de skibe der sejlede for tæt imod land, om grunden nu var ukendskab til farvandet, eller det var stormen der tvang dem til det. Bedst som de troede de havde vand nok under kølen, kunne de sidde fast, og i uvejr løbe den risiko at blive slået i stumper og stykker på ganske kort tid.
 
Det fremmede skib lå med bredsiden mod land ude på tredie revle, og huggede frem og tilbage, som om det var et stort søuhyre der var hæmmet af en kæmpekrog. Selv om vejret var usigtbart, kunne man inde fra land se hvordan bølgerne gang på gang rullede ind over skibet, og alles tanker gik ud til de ulykkelige søfolk ombord på det strandede fartøj, der klamrede sig fast til rællingen og masten, og hvor det ellers kunne lade sig gøre, for ikke at blive kastet ud i havet.
 
Med en overbevisende stemme sagde en af mændene oppe i klitterne: "Det er en Spanioler", og resten af forsamlingen nikkede godkendende. Med et lang livs erfaring bag sig var der ingen tvivl om den ting, men derfor behøvede det ikke at betyde at det pågældende skib kom fra Spanien, det kunne lige så godt være et fra Italien eller Frankrig, eller fra et andet land nede sydpå. Men det var nu den måde de gamle på øen lokaliserede andre landes skibe på. En "Hollænder" var bredsnudet, og altid malet i dystre farver, og så var det ligegyldigt om det kom fra Hamburg, Stettin eller andre steder nede fra Mellemeuropa. I virkelighed var der kun de to typer skibe, der blev genkendt af den stedlige befolkning, når de var vidner til et skibsbrud ved Vesterhavet. "Englændere" var naturligvis anderledes end de to andre omtalte kategorier, de var som regel meget større, og af den grund bedre i stand til at klare sig ude på det åbne hav. Danske skibe kom meget sjældent i betragtning, når det drejede sig om en stranding, deres mandskab kendte de farlige revler, så de red hellere stormen af ude på søen.
 
Men denne skude der nu lå derude, og var i færd med at blive slået til pindebrænde, var altså en ægte "Spanioler", som den gamle havde erklæret, og han udtalte også med sikker stemme: "At det klarer hun aldrig". Der var allerede udsendt flere raketter, med efterfølgende reb, ud mod skibet, der ikke havde ramt målet, og da det endeligt lykkedes, kunne man oppe i klitterne se at stormasten var knækket som om det var et spinkelt grantræ. Nu kunne den metode ikke bruges mere for at redde de skibsbrudne, for masten var det eneste sted på skibet hvor rebet fra land kunne bindes forsvarligt fast, så en redningsstol havde en chance for at komme derud. Samtidigt med var en redningsbåd, bemandet med en snes kraftige mænd på vej ud mod skibet, men efter flere forsøg måtte de opgive, den stærke strøm og de høje bølger gjorde det umuligt for dem at nå så tæt op imod det strandede fartøj, så de kunne være til nogen gavn for de hjælpeløse derude. Som en slags sidste akt kunne man se hvordan "Spanioleren" næsten rejste sig lodret op, før de efterfølgende bølgeslag totalt tilintetgjorde den. Der var stadigvæk noget af bagstavnen der var synligt, men ellers var det kun vraggods der lå og rullede på toppen af bølgerne. Nede på stranden blev der dannet en kæde af mænd, der vadede så langt ud det kunne lade sig gøre, for om muligt at redde nogle enkelte, men til ingen nytte. Endnu et stort antal søfolk blev lagt til de mange der i årenes løb havde lidt druknedøden i det barske Vesterhav.
 
Den stedlige strandfoged havde aldrig taget sit arbejde helt alvorligt, og det gjorde han heller ikke i dagene efter skibsbrudet, hvor vraggods, tømmer og indhold af lasten drev ind på stranden. Den femten km. lange strandbred var umuligt at kontrolere, så han lukkede det ene øje, og lod befolkningen bjerge hvad de kunne. Sådan havde det altid været, og mange hjem på øen bar præg deraf. Syborde og smykkeskrin af det fineste afrikanske maghoni og pallisandertræ smykkede mange hjem, og sød sherry blev ofte serveret ved festlige lejligheder. Nu var det ikke sådan at man ganske åbenlyst kørte med trækvogn nede ved stranden, og ragede til sig hvad det passede en. Nej, beboerne var mere diskrete, hvad de fandt de havde brug for blev samlet sammen oppe i gryderne, til senere afhentning når det blev mørkt. Det tjente jo ikke til noget fornuftigt at holde grin med myndighederne, for de vidste udmærket godt at det ikke var helt lovligt det de gjorde. Ganske vist var det, i det store hele, gudfrygtige folk der boede på øen, hæderlige mennesker der aldrig ville drømme om at overtræde nogle af moselovenes ti bud, i alle tilfælde ikke blandt dem selv indbyrdes, og da slet ikke det der handler om at stjæle, men de fandt ikke noget forkert i at drage fordel af en stranding. Måske var det oven i købet Vorherres hensigt, at hjælpe lidt på den strenge økonomi, på et sted hvor jorden var fattig, og befolkningen nøjsomme. Skulle man sammenligne det med hvad der var foregået på øen i tidligere tid, hvor beboerne ligefrem havde tændt et bål ude på baunehøjen for at lokke skibene ind til kysten, så var det kun småting hvad de gjorde nu. Ydermere sørgede man da også for, at hvis der drev en strandvasker i land, fik vedkommende da en kristen begravelse.
 
I alle tilfælde blev der travlhed på stranden i de følgende dage da stormen havde stillet af. Som det ofte var tilfældet med skibe fra syden, var der flere fade med vin drevet i land, og indholdet havde ingen skade taget af at ligge og skvulpe i det salte Vesterhav i et par dage. Det glædede mange, for det var snart længe siden de havde været så heldige, og vin var af den grund blevet til en mangelvare i den senere tid. Nu var der naturligvis flere der gennem kirken havde en stærk tilknytning til afholdsbevægelsen, så de drak selvfølgeligt ikke stærke drikke til hverdag, men når det drejede sig om noget fra en stranding så holdt de sig ikke beskedent i bagerste række. De påstod at det hovedsageligt blev brugt til altervin, og så var det forresten også godt til sødsuppe.
 
Det varede flere dage før der drev en strandvasker i land. Bortset fra støvlerne på fødderne var han næsten nøgen, bølgerne havde klædt ham af. At det var skibets kaptajn fandt man hurtigt ud af, for om livet havde han en kraftig læderrem, hvorpå der var bundet en mappe af sejldug, der var gjort vandtæt med et voks overtræk over samlingerne. I den lå skibspapirene og personlige ejendele, og det fremgik af dem, at skibet der hed "San Fernando", var hjemmehørende i Cadiz, og var på rejse med stykgods fra Bergen til Hamburg. Der var også en liste af besætningen, der alle sammen, som kaptajnen, var fra Spanien. Den spanske vice-konsul fra den nærmeste by kom dagen efter fundet, sammen med en katolsk præst, og med deltagelse af mange beboere fra øen, blev han begravet på den stedlige kirkegård samme aften.
 
Traditionen tro samledes flere af de der havde været med til bisættelsen hjemme hos føreren for redningsbåden, for endnu engang at hædre de druknede. Med et stort glas af den krydrede vin der stammede fra skibet, blev der drukket en skål for alle søfarende folk.
 
 
Roredningsbåden holder øvelse. Den sidste roredningsbåd blev brugt i året 1956 da man derefter gik over til motor. Det måtte have været et drøjt arbejde med at ro den tunge båd gennem brændingen, når det nødstedte skib var i fare for at lide skibsbrud.