TORVET I NORDBY
 
Når jeg har brugt denne overskrift er det fordi jeg ikke vil beskrive Nordbys forretningsliv som sådan, for jeg er godt klar over at der lå mange andre butikker i byen, men dem husker jeg bare ikke. At disse står tydeligere i min bevidsthed skyldes måske at det var der familien altid handlede.
 
Der er nu gået mere end 70 år siden jeg som dreng passerede torvet, på vej til og fra skole, og det er muligt at dette lange tidsrum har skabt en erindringsforskydning, og bevirket at min placering af de omtalte forretninger ikke helt er i overensstemmelse med virkeligheden. Hvis det er tilfældet, mine uforbeholdne undskyldninger til de der ved bedre besked.
 
På det lille torv med de toppede brosten, lå nogle af miniaturebyens forretninger. Manufakturhandleren var den største af dem, og gennem flere generationer havde øens befolkning handlet der. KJOLER - LINGERI- SENGETØJ stod der med store bogstaver på facaden, og de to udstillingsvinduer var altid var pyntet med de ting som byens damer satte pris på, og for at være rigtig med på noderne havde den for ganske nylig fået nye moderne svingdøre ind til butikken. Nej, det var sandeligt ikke nødvendigt, at tage færgen helt til Esbjerg for at købe ind, alt kunne købes her, lige fra de nyeste modevarer til synåle og stoppegarn.
 
Købmanden havde for kort tid siden fået et nyt skilt over indgangsdøren, nu kaldte han sig for kolonialhandler, uden at det havde forandret noget på de varer han faldbød. Hvert år i julemåneden havde han udstillet en trækaffemølle i vinduet, som en julenisse drejede rundt og rundt med et stort håndsving. KØB JULEKAFFEN HER, stod der på en papplade ved siden af, hvad der i øvrigt var ret overflødigt, for han var vist den eneste i byen der handlede med den vare. Men ellers var vinduet fyldt op med alle de dejlige ting, der kun kunne købes på den tid af året, figner, appelsiner, nødder og dadler. På vej hjem fra skole kunne vi stå længe og beundre godterne, og glæde os til den tid hvor vi også fik lov til at spise dem.
 
Der fortælles i øvrigt en lille morsom historie om ejerens datter, der var omkring en 10-12 år på det tidspunkt og gik i skole med min storebror. Hun var meget flink til at hjælpe med i forretningen, og lavede aldrig fejl når det drejede sig om hvad kunderne skulle betale for deres varer, så det kom som en stor overraskelse for hendes far, da læreren i skolen beklagede sig til ham, at pigen var meget dårlig til almindelig regning. Ved at gennemse pigens regnehæfte fandt de ud af grunden, for når det drejede sig om noget de solgte i forretningen, som mel, kartofler og gryn, var hendes regnestykker rigtige hver gang, men hvis spørgsmålet for eksempel lød: Hvis et pund cement, fisk, oksekød eller noget de ikke handlede med, koster så og så meget, hvor meget bliver det så for 15 pund. Det kunne pigen ikke klare, så hun gættede sig til løsningen, og resultatet blev naturligvis forkert hver gang.
 
På den modsatte side af torvet, der nu ikke var bredere end en almindelig gade, lå der et fotostudie. Hele året rundt var der udstillet et stort billede i vinduet, der forestillede en ung kone i nationaldragten, ved siden af en djærv sømand med sydvest, lange støvler og islandsk trøje. Det var dog ikke nogle lokale folk, men kun et par dumme "Kjøbenhavnere", der syntes at det kunne være morsomt at blive gift på den lille ø, og foreviget i de dragter som de troede at befolkningen gik med til hverdag. Det var en søndag de var blevet viet, hvor der kun var få mennesker på gaden, så fotografen havde ikke haft det vanskeligt med bilde dem ind, at det var den almindelige påklædning på ugens hverdage.
 
Foruden andre forretninger, hvor folk kunne købe hvad de manglede til den daglige husholdning, lå der nogle få boder der solgte forskelligt flitterstads og rav, men de havde kun åbnet om sommeren, når turisterne invaderede øen.
 
Jo, det var på torvet det foregik, og det var også her hvor hver søgnedag byens udråber stillede sig op. Han var en ret høj person, med en mave som en julemand, men hans hår og skæg var ikke hvidt, det havde nærmest en rødgullig kulør. På hovedet havde han en høj selskabshat der havde kendt bedre dage, og det samme kunne siges om hans øvrige påklædning. Der var ikke en knap i den halvlange frakke han havde på, så den blev holdt sammen med et reb om livet. Efter at han havde ringet med sin store klokke et par minutter for at samle sig tilhørere, forkyndte han med en kraftig stemme, hvor folk kunne købe varerne bedst og billigst. Han var byens turistatraktion, og han nød den store opmærksomhed, som sommeren badegæster udviste ham, de indfødte ignorerede han mere eller mindre på den tid af året. Det var ikke så lidt han tjente ved at stille sig i positur, når de fremmede ønskede at få et billede med hjem til familiealbummet. Hans mund stod ikke stille på ham i to sekunder, og han havde en evne til at halvfornærme folk, uden at nogle tog det fortrydeligt op. Der var ingen tvivl om, at han normalt var loyal over for de handlende der betalte ham for at reklamere for deres varer, men det kunne også godt ske at hvis han af en eller anden grund var fornærmet på dem, eller havde fået for meget fusel om formiddagen, at han kom i drillehjørnet. Det skete flere gange for fiskehandleren nede ved havnen. Når udråberen havde fortalt om alle de dejlige varer man kunne købe dernede, at han med en lavere stemme, halvtgrinende, tilføjede: "I ska'et kjøv dem fisk, for de æ råjne". Men siden den morsomhed blev gentaget den ene gang efter den anden, er det nærliggende at spekulere på, om ikke fiskehandleren havde kendskab til det. Man kan vel oven i købet blive fristet til at tro, at det var en aftale de to i mellem, der er jo mange måder at lave reklame på. Noget i samme retning tillod han sig også, hvis han skulle bekendtgøre om at møde, hvor byens ledelse ville drøfte noget der vedrørte borgerne, og alle i byen var inviteret til at deltage, at han hånligt sagde: "Men A gijer eet å go, fo di gjør jo hva de syn's ali' wel, så de æ båre o spil jens ti"
 
Da han døde pludseligt prøvede de på at finde en afløser, men det viste sig at det var umuligt, der var ingen der kunne erstatte ham til det job.