TRANEBÆR
 
Familien havde tradition for en årlig udflugt. Mor med barnevogn, far på cykel, og vi større børn til fods, og turen gik ind midt på øen, hvor far i forvejen på sine jagtture havde fundet de steder hvor der groede flest tranebær. Vi startede lige efter middag når far kunne forlade mejeriet, os så plukkede vi hele dagen, kun afbrudt af en bid brød og en kaffepause, og det blev til flere fulde kurve som mor lavede gele af dagen efter. Tranebær der er svagt gule på den ene side og rødplettede på den anden, vokser på stilke der ligger hen ad jorden, så de er nemme at komme til, men de er fuldstændigt uspiselige i naturlig stand, prøvede man på det snerpede det munden sammen, så det var der ingen fornøjelse ved.
 
Der var også mange blåbær, og endnu flere revlinger, sorte bær, som vi børn guffede i os når vi så vores snit til det, indtil far med et ganske bestemt blik i øjet, fik os ned på knæ igen, og fortsætte med hvad der var hensigten med turen. Men det at være sammen med sine forældre en hel dag, var så meget af en af en sjældenhed for vi børn, at alene det var nok til at glæde os. Man var jo ikke forvænte den gang. Ikke så mærkeligt, at de ture stadigvæk står så levende for mig, og ved tanken om dem kan jeg næsten fornemme lugten af lyng, og den sure smag af tranebær, for slet ikke at tale om de pundevis af revlinger vi åd i dagens løb.