AFHOLDSPRÆDIKANTEN

Den lille skrutryggede skrædder Enevoldsen var foruden at være en dygtig fagmand også en fremragende taler. Han kunne få forsamlingen i afholdslogen "Håbet" til at svaje i sæderne som om de var hypnotiserede, når han tordnede fra talerstolen imod brugen af spiritus under enhver form. Han lagde ikke skjul på at hans næsten religiøse had til alkohol, skyldtes at han i sin ungdom havde drukket den bondegård op, som han havde arvet efter forældrenes død. "Det er erfaringen der tæller", brølede han til de få nye der var til stede, medens de allerede omvendte jublede i ekstase.

Når han rigtig var i hopla var der ingen grænser for de eksempler han brugte, for at pointere at spiritus var roden til alt ondt og djævlens sande værk. Hvis havnearbejderne strejkede for at få mere i løn, så skyldtes det udelukkende at de var drikfældige, og ikke havde penge nok til alle de øller de drak hver dag. (Der var nok ikke mange havnearbejdere i den forening). Når børnene før og efter jul dansede om juletræet på byens hoteller, og de voksne bagefter fik sig en svingom, så hidsede han sig ganske forfærdeligt op, og beskyldte dem for at prostituere den hellige jul ved at drikke når der var børn til stede, for det var et dårligt eksempel at give dem. Det var ingen undskyldning for at de drak øl fordi de var varme efter dansen, lemonade slukkede tørsten lige så godt.

Når der var letlevende damer der promenerede nede i Borgergade, så havde det kun en årsag, de stærke drikke fik mændene til at bedrive skamfulde gerninger, og dermed trække de unge piger ned i snavset. Han var naturligvis også imod at præsterne serverede altervin om søndagen ved gudstjenesten, og især hvis uskyldige konfirmander på den måde fik smag for den modbydelige vare der ville ødelægge deres tilværelse resten af livet.

Nej, der var ikke kedeligt når han rigtigt rullede sig ud, og forsamlingen elskede det. Til hver mødeaften var den sidste halve time benyttet til at nye medlemmer stod op og forkyndte deres tidligere synder med hensyn til drikkeri. De lovede højt og helligt at de ville forbedre deres liv, og næsten med tårer i øjnene fæstede Enevolsen foreningens emblem på mændenes jakkerevers. (Der var kun ganske få kvinder i den forening).

Hvert møde blev afsluttet med en sang han selv havde digtet, og som havde opnået den ære at blive fundet god nok til at blive optaget i den sangbog som "De Forenede Afholds Foreninger I Danmark" havde udgivet, og den blev altid sunget i en næsten religiøs stemning, som en slags hyldest til deres leder. Det sidste vers blev altid gentaget et par gange, hvorefter alle i salen rejste sig op og jublede, ikke så meget for hans evne til at skrive vers som for den følelse han nærede i kampen mod spiritus.

Vi skyer de stærke Drikke, Til Hverdag og til Fest, Det savner vi slet ikke, Ædruelighed er bedst. På Vagt mod Søleriet, Hold Afholdsfanen højt, Vort hele Liv er viet, Til Kampen mod det Sprøjt.

Nu var der flere afholdsforeninger i byen, og mellem dem var der ingen gnidninger, men for kort tid siden var de dannet en ny sammenslutning, hvor en hel del af medlemmerne var overløbere fra "Håbet". De så mere liberalt på det hele, for de prædikede ikke absolut forbud mod at drikke spiritus, men lagde mere vægt på mådehold. De måtte, for eksempel, godt drikke en lys øl til frokost, for den havde jo kun en spiritusprocent på et par stykker, og de havde også lov til at drikke et enkelt glas vin til maden, uden at løbe den risiko at blive smidt ud af logen.

Socialt stod den en del over "Håbet", for mange af byens velhavende borgere var medlem af den, blandt andet redaktøren af den største avis i byen, og en af de to præster der tilhørte folkekirken. Der var mange der påstod, at den overhovedet ikke var hvad man med ret kunne kalde for en afholdsforening, selv om de havde døbt den med det fine navn "Abstinecus" (kun få vidste hvad det ord betød), og havde som motto: "Mod misbrug". Da kun meget lidt kan skjules i en lille provinsby, var det en kendt sag at mange af medlemmerne i "Abstinecus" havde før i tiden været alt andet end yndere af rød sodavand, så den mest almindelige opfattelse af den nye forening var at den ikke skulle tages alt for højtidelig.

Skrædderen fra "Håbet" var naturligvis dens største modstander. På møde efter møde heglede han dens tilhængere igennem og kaldte dem for drukaber, farisæere og andre pæne ting, og hans flok jublede. Men det blev årsagen til hans nedgang. Han var idealist, men som mange andre i den genre manglede han kendskab til flere elementære ting, blandt andet at man ikke ustraffet laver grin med byens spidser, og særligt ikke hvis en af dem er en indflydelsesrig redaktør.

De havde luret længe på at han skulle dumme sig, og endelig kom dagen. Det drejede sig faktisk kun om nogle få ord, som skrædderen havde sagt på et møde, noget der strengt taget godt kunne misforstås hvis man var ude på det, og at der var nogle der benyttede lejligheden fik han grundigt at føle mange gange. Men her er altså hvad han havde sagt på et møde: "Hver gang jeg ser en ung mand gå ud af et værtshus siger jeg til ham: Unge mand, unge mand, du er på gale veje, vend om, vend om".

Næste dag var der en tegning i avisen af en mand, der stod og skubbede en yngre person ind gennem døren til en restaurant der hed "Den Røde Lygte". At det skulle forestille skrædderen var der ingen tvivl om på grund af den lidt skæve ryg, og det flagrende hår. Nedenunder var der et referat af hvad den arme mand havde sagt på mødet dagen i forvejen, med en sarkastisk bemærkning om at der var drukkenskab nok i byen, uden at nogle behøvede at opfordre unge mennesker til at gå ind og drikke videre.

For avisen var historien for godt stof til kun en dag, så de fortsatte ugen igennem, med flere spidsfindige artikler og lidt mere galde de næste par dage. Læsernes brevkasse fik i den anledning en bunke indlæg, og som det jo altid går var de fleste i avisens favør, for den bestemmer jo selv hvad de vil optage. Skrædderen prøvede på at anlægge sag mod avisen, men dommeren afviste den. (Han var forresten medlem af "Abstenicus").

De ellers så trofaste medlemmer i "Håbet" begyndte kort efter at skumle i krogene, og der var ikke den samme stemning til møderne mere. Jo mere der blev skrevet om ham i aviserne, og sladret om ham på arbejdspladserne, desto flere frafaldne blev der, og det endte med at der kun var få trofaste tilbage der støttede ham.

Enevoldsen kom aldrig over den historie, han blev bitter og menneskefjern, og inden året var gået flyttede han væk fra byen, hvorhen blev der aldrig talt om.

"Abstinecus" voksede sig derimod stor og stærk, og den blev så magtfuld at den ikke alene fik økonomisk, men også politisk indflydelse i byen. Ville en mand, for eksempel, være medlem af byrådet var det en stor fordel for ham hvis han var en af dem i logen. Hvis ikke det var tilfældet, var der store chancer for at synderen blev hånligt omtalt i byens aviser, og beskrevet på den mest utiltalende måde, så det var vanskeligt for ham at blive valgt ind.

Dens indflydelse varede i flere år, indtil den socialistiske arbejderbevægelse og de ærlige afholdsforeninger gik i samarbejde og ændrede billedet. Havde de ikke gjort det ville resultatet måske ikke blevet det samme, for der var ikke stor forskel på stemmerne mellem de borgerlige og de andre.

Den skrutryggede skrædder havde været med til at forandre byen på sin egen, måske mærkelige, måde, men han lærte desværre også at det var vanskeligt at kæmpe mod folk der havde penge og indflydelse, og at der ikke skal meget til før tilhængere forandrer mening og vender ryggen mod en.