GENERALFORSAMLINGEN

Æseldrivernes Fagforening havde deres halvårlige generalforsamling den lørdag, med stor tilslutning for der var mange alvorlige punkter på dagsordenen. Det var i deres første år som selvstændig forening, for indtil forrige sommer havde de været sammensluttet med kamelriderne, men da disse havde følt sig for ophøjede (ikke alene i bogstavelig forstand), måtte driverne danne deres egen afdeling. Nu så det desværre ud til at deres egen faglige sammenhold var truet af interne anliggender, så bølgerne gik højt i den store forsamling. Alene af økonomiske grunde var det nødvendigt at der blev opnået enighed i mange retninger, men det så ikke ud til at bestyrelsen kunne skabe den.

Allerede det første punkt der skulle diskuteres skabte vanskeligheder, men det var kun begyndelsen til et næsten sammenbrud. Møder af den art blev altid afholdt sidst på ugen, men selv om de alle var mere eller mindre gode muhamedanere, så var der opstået flere fraktioner inden for Islam, der ikke kunne blive enige om hvilke dage om ugen der var de mest hellige, og på disse kunne der naturligvis ikke være tale om at beskæftige sig med noget så jordisk som fagforeningsmøder. Da der ingen mulighed var for at gøre dem alle tilfredse, blev der foretaget en afstemning om at fremtidige møder skulle afholdes om onsdagen. Det blev vedtaget med stor majoritet, men det resulterede i at de der havde stemt imod, besluttede at danne deres egen organisation, der dog allerede var kendt under det uofficielle navn "Khomenia". Det tyndede lidt ud i rækkerne.

Men nu opstod der et andet problem, der gav anledning til en ny splittelse. Det kom fra de der var selvejere, det vil sige de drivere der havde tjent så mange penge at de havde været i stand til at købe deres eget æsel. Ganske vist var det på afbetaling hvor renterne var tårnhøje, og den store sum der blev forlangt som udbetaling gjorde det nødvendigt for mange af dem at optage lån i deres telte, ja, flere måtte endda sælge en af deres døtre til en nærboende beduin for at klare det. Det var nu disse der forsøgte at bryde ud, men det var nu ikke så helt ligetil. Foreningen havde nemlig en årelang aftale med oaseejerne (der også var opkøbere), at kun de der var medlemmer af fagforeningen havde lov til at stille op når karavanerne kom langvejs fra med varer. Her blev, efter at der var handlet, det hele ladet om fra kamelerne til æslerne, for det sidste stykke vej ind til de nærmeste byer.

Det var ikke fordi selvejerne nødvendigvis ønskede at forlade foreningen, for der kunne nemt opstå uforudsete vanskeligheder i fremtiden. Deres æsler kunne få trommesyge og i værste fald dø af det, og det var heller ikke altid lige nemt at afholde afdragene, så hvis ikke det kom til at gå så godt var det rart at bibeholde medlemsskabet i fagforeningen, men nu havde de altså stillet visse krav for at blive. De ønskede nedsat kontingent, for de havde større udgifter end de almindelige æseldrivere i form af føde til deres dyr, og rentetabet for deres udlagte penge. Samtidigt med forlangte de også at blive repræsenteret i foreningens bestyrelse med mindst en fjerdedel. Men det ville de andre ikke gå med til, for der blev hævdet at købmændene altid havde betalt dem mere, på grund af de omkostninger de lige selv havde omtalt. Så det blev stemt ned. På papiret så det nu ud til at selvejerne måtte blive hvor de var, men de havde endnu et trumfkort i baghånden, som de havde skjult for de andre. Snu som de var havde de i forvejen aftalt med købmændene, at hvis de forlod fagforeningen ville de få ret til at stille op, imod at de nedsatte transporten af dadler med nogle få dinarer pr.pund under den normale pris, og det samme gjaldt for de fleste andre varer.

Da dette kom frem skabte det oprør i forsamlingen, men da afstemningen havde fundet sted ville man ikke begynde forfra igen, men nu havde solidariteten fået endnu en større revne. Det var ikke så mærkeligt at de almindelige æseldrivere blev gale i hovedet, for der havde allerede været tale om at overenskomsten med deres arbejdsgivere (hvoraf flere af dem ejede omkring hundrede æsler) skulle op for revision senere på året, og de havde håbet på at få en bedre betaling. Men nu da selvejerne havde stukket en kniv i ryggen på dem, var det ikke det rette tidspunkt for dem at tale om lønforhøjelse. Så med spytteklatter, regn af dadelsten og skældsord som: "Fede flæskespisende storkapitalister" blev udbryderne smidt ud af mødesalen, og det varede længe før der blev ro i lokalet.

Alle de uroligheder bevirkede, at nogle af bestyrelsen besluttede at det vist var på tide med en rygepause, før der var andre der fik nogle dårlige ideer. Men det gav kun anledning til mere diskussion senere hen. Det havde altid været sådan at enhver kunne bringe sin egen vandpibe med til møderne, og kvulme løs som hver enkel havde lyst til, men nu var der kommet andre tider og skikke. Under påvirkning fra den vestlige verden, var der ude i landet dannet en forening der hed: F.Ø.L., der stod for: "Frisk Ørken Luft". Den havde også fået indpas i fagforeningen, særligt fordi formanden var valgt som organisator for distriktet. Han havde taget den opgave så alvorlig op, at han simpelthen havde forbudt tobaksrygning ved møderne, og var der nogen der absolut ikke kunne undvære en lille smøg skulle forgå udenfor, til deres egen bedste havde han sagt, men uden at spørge medlemmerne om deres ønsker. Det var der mange der følte sig krænket over, de mente at det var en diktatorisk bestemmelse, som måske var god andre steder i verden, men den passede ikke til arabisk mentalitet.

Det med frisk luft i ørkenen var der også flere der mente var noget forfærdeligt vrøvl, for som mange sagde: "Når man går bag en flok æsler dagen lang, og indånder den stank de udgiver, så er det en kendt sag at der ikke er den samme aroma der, som der er under oliventræerne i oasen, og da der er mange flere æsler end der er oliventræer, så er det noget pjat at kun tobaksrøg forurener luften". Nu var det selvfølgeligt ikke kun rygeforbudet der irriterede medlemmerne, det var mere den næsten hellige indstilling, som de der ønskede et forbud gav udtryk for. Da de samledes efter rygepausen var der flere der havde trodset bestemmelsen, og røg inde i salen. Det drejede sig om en snes stykker, men de blev uden nåde ekskluderet omgående, for formanden hævdede at kun bestyrelsen kunne stemme om det, så nu tyndede det yderligt ud i rækkerne. Nu var der kun en trediedel tilbage af de oprindelige deltagere, og dermed færre til at lave vrøvl, så mange håbede på at de nu kunne beskæftige sig med mere faglige spørgsmål. Men der opstod igen flere problemer.

"Hovedforbundet For De Forenede Æseldrivere" havde for et par måneder siden afholdt deres konvention i den nærmeste storby, med deltagelse fra alle de lokale afdelinger. Det var naturligvis formanden, kassereren og en af deres venner der havde repræsenteret afdelingen her, og flere af de tilstedeværende havde nogle harske ord om den måde de havde opført sig på til møderne. Det seneste distriktsblad af "Drivernes Post" havde refereret om hvad der var foregået, og de kommentarer de var fremkommet med var ikke særlig smigrende for formanden og hans kumpaner. Der blev hævdet at det var meget sparsomt de havde deltaget i de daglige forhandlinger, men i stedet for spildt deres tid (og foreningens penge) på mavedansere og tyrkisk mokka. Der blev endda hentydet til, at det ikke kun var kaffe de havde drukket, men stærkere varer som enhver muslim ved er forbudt ifølge koranen.

Ganske vist skal det indrømmes at måske var bladets beskrivelse ikke helt korrekt, for redaktørens politiske indstilling var kendt af alle. Det var en kendsgerning at han havde deltaget i en turistrejse til Rusland, og ved hjemkomsten talt pænt om den dejlige badestrand ved Sortehavet. De anklagede svor da også, på alle de hellige profeter, at beskyldningerne mod dem ikke passede, det som bladet havde skrevet, men de var villige til at diskutere det senere, efter de resterende punkter på dagsordenen var ovre, og dermed også valget til alle tillidsposter. Men det blev der ikke opnået enighed om.

Oppositionens talsmand der hed Hassan Abdur Jønson (han var af svensk afstamning) blev ellers betragtet som en stilfærdig mand, som i øvrigt aldrig havde udvist særlige lederegenskaber, holdt nu sit livs bedste tale (på arabisk selvfølgeligt) hvor han angreb ledelsen for deres asociale opførsel. Han sluttede sin lange tale med, at hvis de valgte ham som formand ville han varetage æseldrivernes tarv, og sætte idealerne i højsædet. Til slut opfordrede han til ro i salen (der i øvrigt var et gammelt varehus der før var brugt til opbevaring af dadler), så mødet kunne få en anstændig afslutning.

Bestyrelsen der nu følte at deres magt var truet, forsøgte at vende stemningen til deres fordel, ved at appellere til medlemmernes religiøse følelse. Formanden viste dem en artikel der havde stået i B.T. (Beirut Tidende) der omtalte et smædeskrift mod Islam, og den største profet af dem alle. Han beskyldte de rige æselejere og kamelriderne for, at det var dem der havde distribueret den famøse publikation i deres del af landet, og sluttede med at opfordre æseldriverne til at skære haserne over på de dyr der tilhørte disse vantro personer.

Det var lige ved at det lykkedes for ham at skabe en atmosfære, hvor de fleste mente at han havde ret, det kunne man tydeligt se da flere af dem allerede havde taget deres dolke frem, og sad og hvæssede dem med et smørret grin over hele hovedet. Men igen var det Hassan der var den fornuftige. På sin rolige måde fik han vendt billedet, for når han tog ordet blev der lyttet. Han udtalte at selvfølgeligt var det et forbryderisk skrift, der fik enhver rettroende til at væmmes, og at de der havde noget at gøre med det fortjente Allahs vrede. Men at foregribe sig på æslerne og kamelerne ville kun resultere i stigende arbejdsløshed, og det var i alle tilfælde ikke i drivernes interesse. Men hvis de kunne finde den mand der havde fornærmet den sande lære, ville han personlig binde forbryderen på hænder og fødder, og lade et æsel slæbe ham herfra til Beirut, hvor de sikkert ville hænge ham.

Ganske langsomt fik han på sin kloge og stilfærdige måde vendt stemningen, så da forslaget kom op blev det nedstemt. Det var det strå der knækkede kamelens ryg (det er et arabisk ordsprog), så den siddende bestyrelse blev væltet da sagen kom op, og som ventet blev Hassan den nye formand, med hans svoger som næstformand, og hans nevø som kasserer.

Det var lørdag morgen da Suleima, Hassans kone vågnede med et sæt, kiggede på klokken, og råbte til sin endnu sovende mand: "Vågn op, dit snorkende murmeldyr, det er langt op på dagen, og hvis du skal nå at deltage i generalforsamlingen, skal du, ved profetens skæg, skynde dig ud af dynerne". "Hvad taler du om, uduelige kvinde", sagde Hassan, knap nok vågen. "Det møde er forlængst ovre, og nu er jeg formand i foreningen". “Dit dumme drog" svarede konen med sin gnækkende stemme. "Mødet er i dag, så sandt som jeg er mor til alle dine lusede unger. Det du fabler om må være noget du har drømt".