ET MØDE MED FORTIDEN

“ Må jeg se din finger “, sagde en mand jeg lige havde truffet til mig, da vi tilfældigt mødtes i et tog. Min kone og jeg var på besøg i Danmark, og på vej fra Århus til Sindal i et overfyldt tog hvor der krævedes pladsbillet for at få en siddeplads. En sådan kunne vi ikke få i Århus hvor vi steg på toget, så vi søgte ind i baren for i det mindste at forsøde rejsen en smule.

Det var et heldigt valg for der traf vi altså min nye ven, der meget galant overlod sin plads inde i kupeen til min kone, for som han sagde : “ Jeg render jo alligevel frem og tilbage så jeg kan lige så godt blive her “. Han var ikke helt “appelsinfri”, for det havde været en lang rejse helt fra København til midt op i Jylland, hvor han for det meste af tiden havde opholdt sig i baren.

Jo, han var da en gammel maler, og spøgefuld tilføjede : “ Af guds nåde og med ret til at bære sabel “. Det udtryk havde jeg hørt mange gange før, det var så ærkekøbenhavnsk at selv om hans sprog forlængst havde røbet hvor han kom fra, så ville jeg have fundet ud af det da han kom med den morsomhed. Udtrykket stammer helt fra middelalderen hvor håndværkssvende når de blev udlært blev indlemmet i borgerskabet, med ret til at bære våben, hvad der ikke blev tildelt alle og enhver den gang.

Da jeg fortalte ham at jeg også tilhørte det “gudsbenådede fag” var det han spurgte mig om han måtte se fingeren. For udenforstående er det nok nødvendig med en forklaring om hvad der menes med det, så jeg vil lige omtale hvad han hentydede til. Da jeg var i malerlære, og mange år derefter, brugte malerne kun runde pensler, der, modsat de flade der mest bruges i dag, blev placeret mellem den lange finger og den der er nabo til tommeltotten. Nu hvilede den godt i hånden, og samtidig med der blev malet kunne man bevæge tommelen en gang imellem så penslen blev drejet rundt, og alle børsterne ville da på den måde blive slidt ligeligt. Hvis ikke det blev gjort fik den “æselører”, og det var en stor skændsel for en maler hvis det skete.

Efter denne lidt tekniske redegørelse kan enhver se at den lange finger måtte stå for meget i årenes løb, og resultatet udeblev da heller ikke, der dannede sig en skorpe af hård hud på den. Det var det min nye ven ville se, for uden en sådan finger var man bestemt ikke maler. (Jeg har selv brugt den samme metode her i Canada, når nogle hævdede at de var malere “from the old country”). Ganske vist så min finger ikke ud som den gjorde for fyrre år siden da jeg forlod Danmark, men der var dog en anelse tilbage, nok til at overbevise københavneren om at jeg var “god nok”, så vi tilbragte nogle timer sammen med gammel malersnak. Da han fik at vide at jeg boede i Canada skulle jeg naturligvis fortælle lidt om faget i det land, og det gjorde jeg med hensyn til det jeg selv lavede. Dog nævnede jeg ikke at malerne i Canada, stort set, var så langt nede på rangstigen, at de kun lå en enkel grad over hestetyvene, i selskab med ligrøvere, voldtægtsforbrydere og andet skarnsfolk.

Da han og jeg var omtrent lige gamle var det ganske naturligt at vi havde mange fælles bekendte blandt malerne i København, så der var meget at tale om. Det var ikke så meget de forskellige arbejdspladser vi berørte, men mere om tiden fra midt i trediverne til op mod krigen, når vi om vinteren stod i kø uden for malernes hus i Stengade, og ventede på at få et stempel så vi kunne hæve understøttelse om fredagen.

Blandt de to tusinde der mødte op hver søgnedag (der var omkring tre tusinde medlemmer i foreningen) var der selvfølgeligt flere af dem der blev betragtet som originaler, og det var mest dem vi talte om. Fælles for de fleste af de der var “anderledes” var deres trang til de våde varer, og selv på de mest kolde dage, med en bidende vind der gik gennem marv og ben, stod de med blåfrosne fingre og tyllede den ene øl ned efter den anden. Den lille cigarbutik på hjørnet gjorde en ganske god forretning hver dag, men det var vist ikke bajerne alene der fik dem til at holde varmen, mange havde en lille flaske i inderlommen, der efter lugten at dømme indeholdt det som husmødrene normalt brugte til at pudse vinduer med.

Der var mange forskellige skæbner i den gård, om folk nu drak fordi det var gået skævt for dem i livet, eller det var gået skævt for dem fordi de drak er ikke let at svare på.

Der var “Vækkeuret” der havde fået sit tilnavn da han arbejdede ude på B.og W., i øvrigt det eneste sted hvor han kunne få noget at lave som maler, da hans kollegaer havde bildt ham ind at hvis han havde svært ved at komme op om morgenen, kunne han få en rekvisition ovre på kontoret til et vækkeur uden det ville koste ham noget. Der er flere forskellige historier om den modtagelse han havde fået derovre, men øgenavnet hang fast.

“Hurtigmaleren” havde et bestemt arbejde for fagforeningen, der udnyttede hans medfødte evne til at male langsom uden at det virkede påfaldende. Der var ikke noget der hed timeløn den gang, alt malerarbejde blev lavet på akkord, så hvis der kom en ny dørtype, radiator eller andet på markedet, skulle der udregnes en bestemt pris på hvad svenden skulle have for at male den. Det blev til en komisk forestilling der foregik inde på Teknologisk Institut, og her var det at “hurtigmaleren” kom ind i billedet. To ganske ens, radiatorer for eksempel, blev stillet side om side, som nu en svend og en mester skulle male for at finde ud hvor lang tid det tog om arbejdet. Den sidstnævnte mosede selvfølgelig på for at få det færdigt så hurtigt som vel muligt, hvor “hurtigmaleren” tog det mere med ro, uden nogen kunne påstå at han drev den af. Når de begge var færdig blev deres tid lagt sammen og divideret med to, og, hopla, nu kunne akkordprisen fastsættes.

“Den grønne dreng” var en anden særling blandt malerne, men hvordan han bar sig ad med i det hele taget at få understøttelse var lidt af en gåde for mange, for betingelsen for at komme i betragtning bestod i at man arbejdede en gang imellem, vistnok mindst tre måneder om året, og det var flere år siden han havde rørt en malerpensel.

Der var nogle der troede at han havde fået sit øgenavn på grund af at den sorte frakke han gik med, sommer og vinter, havde fået en irgrøn kulør efter mange års brug, men det var nu ikke rigtigt, jeg har det fra en der kendte ham i hans yngre dage. Da han begyndte at gå på valsen gjorde han som mange andre, tog toget til Hamburg i stedet for at vandre gennem Danmark, og da han var den yngste i naverklubben dernede, og han endnu ikke havde fået sit navernavn, kaldte de ham for “Den grønne dreng”.

Men det var mange bajere siden, han var nu fuldstændig ødelagt af sprut, og kunne mange gange få et anfald af delirium tremmens så han rystede over hele kroppen, medens øjnene trillede rundt i hovedet på ham. Det eneste der hjalp når det skete var hvis der var en der stak ham en kold bajer, som han begærligt tyllede i sig uden at spilde en eneste dråbe. Onde tunger påstod ganske vist at meget af det var det rene skuespil, noget han benyttede sig af når han ikke selv havde penge til en øl, men hvis det var tilfældet var han fantastisk god til det.

Jeg husker ham dog af andre grunde. På hjørnet af Stengade og Nørrebrogade lå der den gang en automatcafe, hvor en del af os unge malere mødtes til en kop kaffe af og til efter kontrollen. Det skete at “Den grønne dreng” også kom derind, men kun de dage hvor vi havde fået understøttelse. Han bestilte altid et stykke sildemad, to snapse og to røde Tuborg, som blev stillet på en bakke oppe ved disken, men da han ingen chance havde for at få det bugseret ned til sit eget bord på grund af “mandolinfeber”, bad han en af os at gøre det for ham. Han sad altid på den samme plads, hvis da ikke den var optaget, ved et lille bord ud mod Stengade hvor cafegardinerne mødtes, dem trak han lidt fra hinanden så han nu havde udsigt til hvad der foregik ude på gaden. Først sad han i nogle minutter og stirrede på varerne uden at røre noget, det var sikkert en form for glæde til den store oplevelse, derefter fulgte han et ritual ganske ens hver gang. Med ansigtet helt ned til bordet drak han først de to snapse, så kom turen til bajerne, og til slut sildemaden, hvorefter han rejste sig langsomt op og vinkede til os før han forsvandt ud af døren.

Uden at gå i de samme detaljer som jeg har beskrevet, havde min nye ven og jeg snakket om de omtalte malere, som han naturligvis også kendte, da han stillede mig et spørgsmål. Om jeg kunne huske en hændelse fra den tid hvor en maler faldt ned fra et tag, og blev nægtet erstatning på grund af en klausul i loven, der gav forsikringsselskabet medhold da sagen kom for retten ? Det kunne jeg ikke lige i øjeblikket, men efterhånden den blev fortalt dukkede den frem fra underbevidstheden, sikkert fordi det var en morsom historie der livligt var blevet diskuteret i fagforeningen, da den havde en principiel betydning om hvornår der skulle udbetales erstatning. Men det var første gang jeg havde hørt om hvad der virkelig var foregået.

Det drejede sig om to malere der malede udvendige vinduer på en lille ejendom ude i Brønshøj (i København blev det altid gjort indvendigt fra af en bestemt grund). På en førstesal tjente der en ung pige som begge malerne havde gjort “hanben” til under arbejdet, men som havde svært ved at vælge mellem de to, eller rettere sagt hun kunne godt lide dem begge. At det resulterede i en kappestrid mellem de to brave malersvende er sikkert forståeligt.

Den pågældende dag hvor de tre var alene i lejligheden, havde den ene fået lokket “den skønne” ind på pigeværelset, under det påskud at hun skulle fjerne gardinerne fra vinduerne så han kunne komme til at male dem. At der også foregik andre ting derinde fremgik tydeligt af min vens beskrivelse om hvad der hændte, men min medfødte blufærdighed forhindrer mig i uddybe det nærmere.

Den anden maler havde imidlertid opdaget fidusen, men da nøglen i døren var drejet om måtte han finde en anden udvej for erobre pigen. Han gik hen og åbnede entredøren og smækkede den så hårdt i igen at det gav genlyd i hele huset, for lidt efter at imitere fruens stemme: “MARIE-MARIE” lød det, så det var umuligt andet end at elskerparret kunne høre det. Der blev også travlhed på det lille pigeværelse med en hastig påklædning, og nu var der kun en mulighed for den uheldige elsker, ud gennem vinduet hvor der heldigvis var en bred gesims. Men da han ikke kunne blive stående foran et vindue uden gardiner (han havde hverken pensel eller malerbøtte med), måtte han forsigtig balancere hen til et andet vindue, som han regnede med var åben. Han nåede dog ikke så langt, en løs tagsten fik ham til at miste fodfæstet så han drattede ned i en lille have foran huset.

To brækkede ben og en skade i ryggen blev enden på hans elskovs eventyr, og da spot og skade som bekendt altid følges ad, blev han nægtet erstatning bagefter, for som dommeren sagde: “Det var så absolut selvforskyldt”. Jeg syntes nu at kollegaen, og måske pigen med, også havde deres andel i skylden, men det er sikkert for meget at forlange at en dommer skal tage hensyn til det.

Min malerven nåede lige at afslutte fortællingen da toget gled ind på banegården i Ålborg hvor han skulle af. Jeg så ham gennem vinduet ud til perronen, og kom til at tænke på hvorfra han kendte historien i alle dens enkeltheder, da han en smule skæv i skulderen gik haltende i retning af en ølkiosk. Det kunne godt se ud til at han havde været udsat for en ulykke før i tiden.

Men hvad - der er naturligvis mange måder at komme til skade på.