DEN STORE GEVINST

Det er ikke fordi jeg har noget som helst imod lotterier, nej slet ikke, og det er heller ikke grunden til at jeg meget sjældent køber en lodseddel. Men de enkelte gange jeg har gjort det, har jeg bare glemt at se efter i avisen om der var gevinst, og så er det jo egentligt spild af penge. Men ved nærmere eftertanke burde jeg måske gøre det oftere, for jeg har i mange andre retninger her i livet nydt godt af at jeg var en heldig person, der netop var på rette sted det rigtige øjeblik. Men det er altså en hel anden historie.

Der er mange ansete psykologer der hævder at dagdrømme er skadelige, særligt når der er mindre end en million chancer for at de kan blive til virkelighed. Det er måske også meget rigtigt, men det forandrer alligevel ikke den kendsgerning at mange håber på at få et stort udbytte for en lille indsats. Den følelse ligger slumrende i de fleste menneskers tankeverden, og så kan enhver for den sags skyld være realistisk til hverdag. Men alt det gælder naturligvis alle andre, for her i huset har vi begge ben på jorden, og hengiver os ikke til meningsløse fantasier. Alt hvad vi gør er at tale om tingene på en fornuftig og virkelighedsnær måde.

De få gange jeg har lokket mig selv til at købe en mulighed for et liv i sus og dus, har min livsledsagerske og jeg, meget behersket, diskuteret hvad vi ville gøre hvis vi var så heldige at vinde den store gevinst. Men det skal indrømmes at vi ikke altid var enige om mange ting, hvad der ikke var så mærkeligt taget i betragtning det store beløb der var tale om. Jeg mente for eksempel at hvis vi vandt tre millioner, skulle hver af børnene have en sum af 500.000, det syntes jeg var meget flot, for ikke at sige generøst. Men så blev jeg kaldt for en gammel vranten fedtsyl, der ikke kunne unde sit eget afkom en større del af gevinsten. Min modpart mente at vi skulle dele beløbet i tre ens portioner, men den tanke tiltalte mig ikke.

Jeg havde den opfattelse at det ville spolere de forholdsvis unge mennesker, og ødelægge deres initiativ hvis de pludselig blev velhavende, det har man jo før set gang på gang her i livet. Efter at vi havde talt frem og tilbage i nogen tid om dette emne, blev vi enige om et kompromis. Jeg lagde 100.000 på toppen af min første beslutning, men så heller ikke en eneste skilling mere ville jeg gå med til. Vi havde med vilje ikke indblandet børnene i vores diskussion, da vi ikke mente at de var objektive nok til at tage stilling til et så alvorligt spørgsmål.

Så kom næste punkt på dagsordenen, nemlig om hvor vi skulle flytte hen. At vi ikke, i vores nye velstand, kunne blive boende i det lille hus vi ellers havde været godt tilfreds med, havde vi den samme mening om. Ganske vist var der lidt snak om, at hvis bare stakittet blev malet, og vi eventuelt fik nye garage døre, så var det såmænd ikke det værste sted man kunne bo. - Men alligevel -

Efter at det emne havde været på tapetet nogle dage, kom vi til den konklusion at det bestemt ikke måtte være for storpralende. Men på den anden side skulle der også være en temmelig stor spisestue, med tilstødende gemakker, så vi på en anstændig måde var i stand til at afholde de fine selskaber, sammen med de mange nye bekendte vi regnede med at få. Der skulle også være gæsteværelser nok til den invasion af familien vi forventede ville komme på besøg, for vi havde en svag anelse om at der var mange som var mere end villige nok til at hjælpe os med at bruge pengene. Men vi havde i sinde at komme dem i forkøbet, ved ganske simpelt at sende dem et mindre beløb, der omtrent svarede til hvad et nyt gulvtæppe ville koste. Naturligvis ikke et Smyrna, eller noget i den retning, men et ganske almindelig et der mere passede til deres borgerlige tilværelse. På den måde ville de også få andel i vores rigdom, og samtidigt med få en hentydning om at det var hvad de kunne forvente. Men derfor måtte de da gerne komme og besøge os et par uger.

Men tilbage til huset. Beliggenheden havde vi også talt om, det skulle i alle tilfælde ikke ligge udenfor bygrænsen, for da ville det blive alt for svært at finde en kone til den daglige rengøring, og den nødvendige hjælp til havearbejde og lignende, for det er jo kendt at den arbejdende befolkning altid klumper sig sammen midt inde i byen. Jeg foreslog at vi skulle have en ung pige til stadighed, men det blev stemt ned af en årsag jeg dog ikke tror var nærmere gennemtænkt.

Vi vidste også godt at når vi kom til at bo i et større hus, med en vinterhave hvor vi kunne dyrke tomater året rundt, så ville det blive mere vanskeligt for os at komme på den sejltur som vi så absolut ønskede at opleve. Det var en af grundene til at jeg ville have en fastboende i huset, selvom den tanke også havde strejfet mig hvor dejligt det måtte være at få morgenkaffen serveret på terrassen (med udsigt til rosenhaven), af en chik ung pige i sort kjole med hvid kappe. Men som sagt, det ville min ægtefælle ikke gå med til, og jeg kan stadigvæk ikke forstå grunden til det.

Men hvor var der mange ting der skulle tages bestemmelse om, når det drejede sig om en længere tur. Skulle vi rejse på første eller anden klasse? Den tanke at være nødt til at klæde i aftendress til middagen, og måske blive udsat for at sidde ved kaptajnens bord, i selskab med greve og grevinde Edel von Schnitselburg, og ikke vide hvordan man skulle tiltale dem, var en af de spekulationer der var nødvendig at tage stilling til Nej, det var nok bedre at vælge anden klasse, hvor vi regnede med at møde mere ligefremme mennesker. Fællesklassen var et trin for langt nede, for vi havde hørt at de der havde valgt den billige måde at rejse på, selv skulle pille kartoflerne til middagen, og at alt det vin der blev serveret til maden som regel var blandet med vand.

Jeg syntes ikke at der er nogen grund til at kalde os for snobbede, fordi vi søger det selskab vi syntes passer bedst til vores miljø, for det er nu ikke helt løgn hvad ordsproget siger, om at lige børn leger bedst.

Det viste sig også at det var et godt alternativ vi havde bestemt os til, for selv om kaptajnen ikke kom til middag hos os, så var første styrmanden der i hans sted, og da kun de der havde forstand på de forskellige streger på søuniformerne kunne se hvem der var hvem, så betød det jo ikke noget særligt.

Da vi ankrede op uden for en af de første øer vi besøgte, og skulle med en mindre båd i land, fik vi lov til at komme ind sammen med dem fra første klasse, og det syntes jeg var et pænt træk fra rederiets side. Der blev sagt at de der rejste på tredje klasse havde valget mellem at blive om bord eller svømme derind, men det er jeg nu ikke så helt sikker på var rigtigt, det var alt for farligt med alle de hajer der var i farvandet, for, trods alt, de på den lavere klasse var jo også en slags mennesker.

Alt i alt var det en dejlig tur, som vi sikkert gentager til næste år, hvis vi får tid og lejlighed. Men så må jeg nok hellere få købt en lodseddel, og ikke glemme at se efter om jeg har vundet en af de store gevinster.