DET STORE GILDE

Rasmus med Rotteøjet havde fået sit ikke særligt flatterende øgenavn på grund af et glasøje. Man kunne ikke undgå at lægge mærke til det når han kiggede på en, for da det kunstige naturligvis var stillestående, var det andet til gengæld altid i bevægelse, som om han ikke ville gå glip af noget der foregik omkring ham.

Hvordan eller hvornår han havde mistet det han var født med var en hemmelighed for selv hans bedste bekendte. Det var noget Rasmus aldrig talte om, og han tillod i øvrigt ikke at andre blandede sig ind i hans personlige forhold. "Selv om man er en bums" sagde han tit, "så rager det ikke andre hvorfor."

Denne lørdag morgen var en af hans heldige dage. Han havde bedt en ældre nærsynet dame om en skilling til en kop kaffe, da hun ved en fejltagelse havde stukket ham en guldtikrone, i stedet for den toøre der var hendes hensigt. Om Rasmus ville have gjort hende opmærksom på fejltagelsen er ikke let at sige, men han opdagede det først ti minutter senere da han sad på en bænk oppe ved torvet, og talte sine mønter for at se om han havde de sytten øre, som en flaske kogesprit kostede den gang. Men nu var det altså for sent til at prøve på at finde hende igen.

En guldtikrone, du godeste gode, så mange penge havde han aldrig hverken set eller ejet før. Det svarede til langt mere end en dagløn for en arbejdende mand, så det var næsten umuligt at fatte dens værdi. Nu var det ikke fordi Rasmus absolut forbandt begrebet penge med arbejde, for lige siden da han som barn havde ligget på hospitalet med engelsk syge, og lægen havde advaret mod for meget arbejde når han blev udskrevet, havde han frivilligt undgået den form for adspredelse. At han havde været nødt til det adskillige gange var noget han ikke selv var herre over, for det var sket at han havde fået kost og logi på en tvangsarbejdsanstalt, hvor ingen blev spurgt om hvad man havde lyst til. Der lød parolen: "Ingen arbejde, ingen kartofler", som russerne siger. I nogle kolde dage om vinteren havde også fået lov til at bo på den velgørende institution der hed " Arbejde Adler", hvor han så til gengæld måtte kløve i alenvis af træ til optændingsbrænde. De blev solgt i små bundter med ståltråd omkring for at hjælpe på hjemmets økonomi. Men i det store hele havde Rasmus klaret sig godt i et liv som konstant arbejdsløs. Man kan sagtens vænne sig til det, sagde han ofte, og spøgende tilføjede at de første fyrre år er de værste.

Men nu sad han altså her på en bænk og varmede sig i det begyndende solskin, medens han spekulerede på hvad den nærmeste fremtid nu ville bringe, for at noget skulle ske var han ikke i tvivl om. I smug tog han tikronen frem og kærtegnede den mellem tommel og pegefinger, før han svøbte den ind i et stykke avispapir og puttede den ned i en lomme han vidste ingen huller havde. Nu gjaldt det om at ikke foretage noget overilet, advarede han sig selv i tankerne, og så var det også en skam at ødelægge forventningens glæde ved at tage en bestemmelse i hastværk. Nej, så var det bedre at skubbe det hele lidt i baggrunden, og prøve på at tænke på noget andet.

Han kiggede op på en statue i midten af torvet, der forestillede en eller anden konge til hest. Mon han hed Christian eller Frederik? Nå, hva' fa'en, det ku’da forresten også være rystende ligegyldig. Rasmus havde set at der på sokkelen stod at han var byens grundlægger, men sikke da noget sludder, man grundlagde sgu da overhovedet ikke en by, den eksisterer af andre årsager. Han smålo ved sig selv ved tanken om hvad der kunne have foregået ovre i hovedstaden: Den gamle statsminister havde sagt til kongen: "Deres majestæt, på mandag skal vi have et vigtigt statsrådsmøde angående landets finanser". Hvortil kongen havde svaret: "På mandag, umuligt, for da har jeg lovet at komme over og grundlægge en by der skal ligge ovre ved Vesterhavet."

At de første par huse blev bygget i den daværende konges regeringstid var kun et tilfælde, for han havde sikkert siddet ovre i den anden del af landet, og var beskæftiget med andre alvorlige ting, såsom maskebal og festforestilling i det kongelige teater. Sådan så Rasmus altså på det, og som en slags punktum på sine tanker, sendte han en kraftig sort skråspyt i retning af statuen.

Bygningen for enden af torvet var byens politistation, men den havde han af erfaring ikke alt for høje tanker om. Rasmus syntes ikke at de altid havde behandlet ham efter fortjeneste, som, for eksempel, forrige sommer da han havde forsøgt på at udføre et stykke humanitært arbejde. Den pågældende dag havde Frelsens Hær et friluftsmøde netop på torvet hvor han nu sad, og da han altid havde holdt af musik og sang var han hver gang en ivrigt tilhører når hæren med trommer og hornmusik forsøgte at omvende nogle til den sande lære hver søndag eftermiddag.

Han havde siddet på en bænk tæt ved orkestret ved siden af en frelsersoldat, og nydt den gode stemning der var på pladsen. Da hans sidekammerat havde et ærinde et andet sted, og letsindigt efterlod sin kasket på bænken, tog Rasmus den i for sjov på hovedet og forsvandt ind i mængden. Nu var mødet ved at være slut, og en højtstående frelsergeneral appellerede da til forsamlingen om at støtte hærens arbejde, ved at give rigeligt til de soldater der nu ville gå rundt og samle penge ind i deres kasketter. Det syntes Rasmus var en god idé, så han deltog i indsamlingen, men da han var bange for at der var nogle lovløse personer til stede der ville stjæle pengene fra ham, puttede han dem ned i sin egen lomme, så der var kun et par kobberskillinger i hatten da politiet snuppede ham. Han hævdede at han naturligvis havde til hensigt at aflevere det indsamlede på rette sted, men det troede de mærkværdigvis ikke på. Det kostede ham otte dage i brummen. Nej, de var ikke altid lige forstående ovre i den bygning.

På det modsatte hjørne lå der et lille anlæg med hvidmalede bænke omkring en lille sø, og selv om den så indbydende ud, med blomsterrabatter og rødt grus på havegangene, var det ikke et sted Rasmus kom. Politiet kunne fra deres vinduer se alt hvad der foregik derovre, og da de som bekendt fuldstændig savner den mindste forståelse af at forholdsvis anstændige mennesker af og til kunne føle tørst, og da de tilmed kendte forskel på lugten af sodavand og kogesprit, så var det et sted der var bedst at holde sig fra.

Et lille stykke fra anlæget, og nu hed det Skolegade, lå der et pissoir. Der var dog ingen i byen der brugte den fine franske betegnelse, de tog blot de tre første bogstaver af navnet, og så tilføjede "hus". Det så ud som om der var skåret et stort stykke af et kæmperør af blik, der så var stillet på højkant oven på en cementsokkel, med en indgangsdør der var skjult med en halvcirkel af det samme materiale. Hvis folk ikke havde nogen ærinde derinde, så skyndte de dem hurtigt forbi, og helst på det modsatte fortov, for der lugtede ikke ligefremt af lavendelvand i dets nærhed. Men der kom Rasmus ofte, ikke alene for at forrette sin nødtørft, men det var også et godt sted hvis man ville undgå nysgerrige blikke, når trangen til en lille forfriskning kom op. Ved udgangen sad der et lille porcelænsskilt med påskriften: "BRING DERES KLÆDER I ORDEN FØR DE GÅR". Rasmus var ikke klar over hvad der mentes med det, før en af hans venner fortalte ham, at det betød at man skulle huske at knappe bukserne før man gik ud på gaden.

Rasmus havde med vilje tvunget sig selv til at tænke på noget andet end tikronen en kort stykke tid, men ved synet af et skilt på en bygning lige over for ham, hvor der med store bogstaver stod HANDELSBANKEN, kom han tilbage til virkeligheden. Ja, selvfølgeligt, det næste skridt måtte være at få den byttet til mere gangbar mønt, for det var sikkert ikke klogt af ham hvis han besøgte sin normale forretningsforbindelse, der hvor han plejede at købe det der renser hypofysen for spindelvæv, at han betalte med en guldtikrone. Hvad ville der ikke ske hvis købmanden stjal pengene, fantaserede Rasmus. Det kunne ikke nytte noget at henvende sig til de lokale strissere, for hvem ville de tro på? En fordrukken spritter, eller en solid borger med næringsbrev og god omdømme i kvarteret? Nej, mønten skulle veksles om, for ellers ville det gå ad helvetia til, og det måtte han selv gøre for han stolede ikke på andre.

Med langsomme skridt gik han tværs over torvet og hen til banken, hvor han først kiggede ind af de store vinduer for at se hvor mange der var derinde. Der var næsten tomt, så han tog mod til sig, og listede ind da der var en der gik ud. Men det hele gik smertefrit, manden ved kassen så mere på mønten end på Rasmus, så uden mange ord gav han ham ti røde enkronesedler, og et lille smil oven i købet. Rasmus vidste naturligvis ikke at det var flere år siden den tikrone var blevet møntet, og var allerede nu et samlerobjekt. Det var sikkert derfor bankmanden havde smilet til ham.

Men Rasmus var godt tilfreds, og nu begyndte han at spekulere på hvad der skulle ske. Han blev i godt humør over den gode idé han pludselig havde fået. Her var nu en lejlighed til at afholde en gevaldig fest for kammersjukkerne ude på teglværket, og få en dag ud af det der ikke ville gå i glemmebogen sådan lige med det samme. Det teglværk Rasmus havde i tankerne lå lidt uden for byen, og var et godt tilholdssted for nogle omvandrende bumser, men kun i week-enden for alle de andre dage i ugen var det forbudt område. De der kendte det holdt deres kæft over for andre, for at det ikke skulle blive for overrendt, og måske af den grund forbudt en skønne dag. Der var kun så få steder der var mulighed for at muntre sig to dage i træk, og hvor var det rart at man efter en god fest havde en hel dag til at blive ædru i, uden at være bange for at blive smidt på gaden tidligt om morgenen med en halvbrandert på. Ejeren af virksomheden var "Syvende Dags Alkymist", eller noget i den retning, var Rasmus blevet fortalt, og da tilhængerne af den religion ikke måtte arbejde om Lørdagen, var det grunden til at der ikke blev lavet mursten i de to dage i træk. Ganske vist havde arbejderne fået lov til at komme om søndagen i stedet for, men det havde fagforeningen spændt ben for ved at forlange at de så skulle have dobbelt timeløn, og det ville ejeren ikke gå med til. Der er jo, trods alt, grænser for hvor meget man kan ofre på sin tro.

Fra tanke til handling var der ikke langt, så Rasmus fik travlt med at foretage nogle hastige indkøb. Nede på svineslagteriet købte han en kæmpepose med grisetæer, der røg den første krone, men der var flere hvor den kom fra. For at ikke kosten skulle blive for ensidig, var der også råd til nogle pakker affaldspålæg fra en viktualiehandler som han kendte. Ejeren blev noget forbavset da Rasmus stod med en enkroneseddel i hånden, for normalt plejede han at spørge om de ikke havde noget der skulle smides væk alligevel. Denne gang fik han det for halv pris, og sparede derved 50 ører. Nu manglede han kun sennep, et par rugrød, og i dagens anledning nogle franskbrød, der ikke behøvede at være helt friskbagte.

Hermed var det rent kulinariske (for at bruge et fint ord som han engang havde læst på et spisekort udenfor en fornem restaurant) i orden, så nu var der kun forfriskningerne tilbage. For at være på den helt sikre side, købte han ti sodavandsflasker med kogesprit (han måtte først finde flaskerne i affaldskurvene på torvet), og nu da der skulle være gilde, otte flasker af det bedste pullimut fra Svendborg. Det gjorde et stort indhug på kapitalen, men hva' skidt, bankerne gav jo alligevel ikke så store renter at det kunne betale sig at åbne en konto, og var der en bedre måde at dele sit overflod på end sammen med gamle venner, der ikke var vant til en storstilet fest?

Det tog lang tid for den svært belastede Rasmus at nå ud til byens udkant, men i nærheden af en større gård var han så heldig at finde en firehjulet legevogn der lå i en grøftekant (som nogle børn sikkert ikke gad og lege med mere), og på den læssede han alle sine pakkenelliker, med undtagelsen af en flaske sprit som han stak i inderlommen, for der var stadigvæk lang vej tilbage. Nu havde han også den fordel, med armene fri for pakker, at det blev lettere for ham at væde halsen af og til, og det benyttede han sig af. Men jo flere gange det skete, desto tungere blev benene, og der måtte også være noget i vejen med vognen, for den var til tider helt umulig at styre.

Han nåede dog omsider teglværket, og sikke en velkomst han fik af de andre, da de så noget af det han havde med i godteposerne. De der havde drikkelse nok til dem selv, det vil sige mindst to flasker sprit hver, gik straks i gang med festmiddagen, de der ikke havde været så forsynede, eller ikke havde haft penge til det, fik gavmildt skillingerne af Rasmus til at foretage de nødvendige indkøb. Men de fik dog en alvorlig anmodning om ikke at tyvstarte på vejen tilbage, for der var sandsynlighed for at festen ville trække i langdrag. Der var tre blandt dem der mente at det var nødvendigt for dem at supplere deres beholdning, men de lovede højt og helligt, at de ville komme tilbage i nogenlunde ædru tilstand. Mere end det mente Rasmus heller ikke at man med rimelighed kunne forlange af dem.

Nu vidste Rasmus godt at hans gamle ven, Jens Mulepose, altid slæbte rundt med en primus i rygsækken, for ellers ville han havde købt mere letspisende fødevarer, i stedet for noget der skulle koges. Det gælder om at bruge tænkeren, havde hans far altid sagt, og det råd havde Rasmus fulgt flere gange her i livet. Da primussen kom frem blev der lidt diskussion om hvem der skulle ofre det nødvendige sprit til at varme den op med, så de tre mandfolk der var tilbage måtte trække lod. Som den eneste af kvindekønnet der var til stede, blev Tater Lise fri for at deltage, for man skal jo være galant over for damerne.

Et stort vaskefad, som til dagligt blev brugt af arbejderne når de skulle fjerne det værste skidt af hænder og ansigt ved fyraftenstid, blev fyldt halvt op med vand, og deri plumpede man de dejlige fede grisetæer. Det var næsten ikke til at holde ud med den lange ventetid det tog inden vandet kogte og tæerne blev møre, men festen kunne jo alligevel ikke begynde før alle gæsterne var samlede, det ville have været for uciviliseret. Men lidt efter lidt kom de dumpende ind fra de forskellige købmænd (det var bedre at fordele handelen mellem flere, for det var ikke nødvendigt at snushanerne skulle få færden af noget), og de så heller ikke ud til fejle andet end at de var en smule højrøstet.

Da de nu allesammen var til stede, blev nogle sendt ind i fabrikken for at samle tomme ølflasker sammen. De lå og flød alle vegne, for når de store ovne brændte til hverdag er det let at forstå, at arbejderne trængte til lidt indvendig væde af og til. Der var ingen der havde en anelse om hvad flaskerne skulle bruges til, for de havde ikke set alt hvad Rasmus havde indkøbt til festen. Men nu lød der et jubelskrig da han kom frem med pullimutten, for den fine vare var der ingen der havde råd til at købe til hverdag. Nu fik hver især en ølflaske med vin, og så kunne han eller hun blande det med sprit efter behag, eller lade være. De fleste valgte halvt af hvert for det næsten fjernede smagen af denatureringen, som de ellers måtte døje med normalt, og det resulterede i en gudedrik der ikke kunne overvurderes.

Men grisetæerne var ikke møre endnu, så Rasmus uddelte gavmildt noget af pålægsresterne og et par skiver brød, for det er jo begrænset hvor længe man har lov til at pine sine medmennesker, mente Rasmus.

Det satte liv i selskabet, for sammen med maden havde de naturligvis også smagt på forfriskningerne. Musik, musik, blev der råbt, og så måtte Spille Frederik frem med mundharpen. Til daglig tjente han til livets ophold ved at spille på et gadehjørne, og altid på det samme sted, for han kunne godt lide at prale af at han havde faste kunder. Det gav ham nok til dagen og vejen, og hvis man skulle tro på folkesnak, også til et par håndører i banken. Spille Frederik havde den sygdom der med et fint ord kaldtes for St.Veitsdans, men alle udtalte det som "Samføjdans", og det gjorde jo heller ikke sygdommen hverken værre eller bedre. Det var ikke altid folk lagde mærke til at han fejlede noget, det var kun når han fik et anfald at det var synligt. Når det skete fik han nogle voldsomme trækninger i ansigtet, som det var umuligt for ham at kontrollere, og samtidig med gik hans arme op og ned, frem og tilbage, som om han dirigerede et orkester. Men han kunne holde det nogenlunde i ave, når han spillede på sin mundharpe.

Spille Frederik var ikke hvad man almindeligvis kalder for en spritter, det tillod hans profession ikke, så han afholdt sig fra de stærke drikke til hverdag, og han havde da også en fast bopæl, selv om det kun var et lille værelse bag ved et snedkerværksted, der ikke var meget større end et stort klædeskab. Men han savnede andre menneskers selskab, nogle der ikke lavede grin med hans sygdom, og det var grunden til at han næsten hver lørdag var gæst ude på teglværket.

Men i dag var han rigtig i vælten, så den ene melodi efterfulgte den anden. Det var alle sammen "de go'gamle", som var kendt overalt, "Under den hvide bro" og "Dernede i dalen", og flere af samme skuffe. Det satte så meget fut i fejemøget, at Tater Lise og hendes nuværende favorit, Svenskeren, begyndte at danse, men da de i deres iver kom for nær til "gryden" med grisetæerne, fik de et møgfald af Rasmus, med besked om at holde sig i behørig afstand fra de lækre varer. Lise og Svenskeren gik sammen, altså ikke i den betydning som når unge mennesker er småforelskede, og han efter en biograftur stjæler et kys ved gadedøren, eller hvad ved jeg, men de to gik sammen på landevejen. Deres store fidus var at de sleb knive og sakse for folk, uden at de behøvede at rende rundt med en tung slibebør. Nej, de forenklede det på den måde at Svenskeren havde en lille hvæssesten i lommen, som han spyttede på når han skulle skærpe varerne, men det var bedst det foregik hvis ingen så på det for ikke at skabe mistro om hans kvalitetesarbejde.

De dannede et godt par, og for Svenskeren var Lise helt uundværlig, for det var hende der skaffede kunderne ved at stemme dørklokker, og spørge om fruen ikke havde noget der skulle slibes i dag. Det kunne han ikke selv gøre, for selv om han havde levet i landet i mere end tredive år, talte han dansk med en så stærk svensk accent, at der var ingen der forstod et muk af hvad han sagde, og da slet ikke hvis han var halvfuld, hvad i øvrigt var hans normale tilstand.

Om Lise var tater, hvad hun hævdede, var der lidt tvivl om, selv om hun påstod at hendes forældre var kulsviere ovre på Sjælland, og som barn var hun blevet fortalt at hendes forfædre var kommet til Danmark fra et sted dernede sydpå. Hun var lidt mere mørk i huden end de fleste danskere, men de der ikke troede på hendes historie mente at det var på grund af valnøddesaft og almindelig snavs. De havde den idé, og lagde ikke skjul på det, at hvis hun blev puttet ned i en balje med varmt vand, og skurret godt med grøn sæbe ville hun komme til at ligne alle andre. Når hun blev drillet med det forsvarede hun sig kraftigt, og kaldte dem for nogle lumpne stoddere, der ikke troede på en dames ord. "Bevis, bevis" råbte de så op. "Lad os se din bare røv, og hvis den har den samme farve som dit grimme fjæs, så tror vi på dig" Men det skulle man helst ikke sige hvis Svenskeren hørte på det, for han var meget jaloux og havde et voldsomt temperament, og når han nu mente at Lise så "fortjusende"ud, var det ganske naturligt at han ville beskytte hendes ære. Men alt det kom ikke op den dag, dertil var stemningen for munter, og tanken om det store festmåltid, som de allesammen ventede på, gjorde sit til at de afholdt sig fra unødvendige skænderier.

Flere gange havde Rasmus prikket med sin kniv ned i gryden, for at se om tæerne var blevet møre, da han med en kraftig stemme forkyndte at de nu var færdige. Han hældte det fedtede vand fra over i et andet vaskefad, for at afkøle kødet, og det varede ikke længe før tallerkerne var fyldt op med de lækre grisetæer sammen med en stor klat sennep. Franskbrødet blev skåret i tykke skiver, som de dyppede ned i suppen og spiste sammen med kødet. Det var et måltid hvis lige man skulle lede længe efter, fedtet rendte ud af mundvigene og dannede store drypper på hagen, før det drattede ned på tøjet. Der var ingen der talte sammen under spisningen, alt hvad man hørte var en sugen og smasken, og sommetider et højlydt ræb fra nogle der ikke forstod at opføre sig ordentligt ved bordet i et dannet selskab.

Der var ingen der havde drukket medens spisningen havde stået på, men nu da det var overstået trængte de alle til en alvor gibbernakker, og måske en lille en på øjet bagefter. For en lille times tid herskede der en velsignet stilhed blandt dem, men det blev brutalt afbrudt ved et kævleri mellem dem de kaldte for "Storbonden" og "Lille Peter". Den ene beskyldte den anden for at have drukket af den forkerte flaske, da de havde siddet ved siden af hinanden og småblundet. Jo, Peter havde den ondte knusende set med egne øjne, at Storbonden havde taget en slurk af hans flaske, og det kunne sådan en forbandede lorterøv til møgspreder sgu ikke tillade sig. Til den beskyldning råbte Storbonden, at det var løgn i hans rådne kværk, og at grunden til der var mindre i hans flaske, skyldes bare at han selv havde siddet op pattet på den, i stedet for at holde lidt igen til senere hen på dagen.

Men nu blev Rasmus lynende trekvart gal i hovedet, og bad dem om at holde kæft, hvis de da ikke havde lyst til at fars hammer skulle falde. Men hvis de i øvrigt havde noget de skulle afgøre, så kunne de gå bag om teglværket og ordne de paragraffer, og at han, Rasmus, selv ville komme med for at tørre blod op. Det var der dog ingen der følte trang til, de sad blot og surmulede og gloede ondt på hinanden et stykke tid, men man kunne godt se at de var klare over, at det var forkert at ødelægge den ellers så gode stemning. Men nu blev der optræk til lidt ballade mellem Svenskeren og Jens Mulepose, Den første hævdede at Jens havde været lidt for nærgående over for Tater Lise, der havde siddet imellem dem, men også det fik Rasmus dysset ned.

For at gøre sit til at freden blev genoprettet, trak Spille Frederik mundharpen frem og gav et nummer. Han spillede: "Det var en Lørdag aften", og da de alle kendte det første vers, sang de det seks gange i træk. Det hjalp på stemningen, og nu så det ud til at de to kamphaner, Storbonden og Lille Peter, var blevet gode venner igen, for de skiftede til at tage en slurk af hinandens flasker i en venskabelig ånd. Jens Mulepose var flyttet lidt væk fra elskovsparret, han havde ikke lyst til at få fingrene i maskinen.

Nu rejste Rasmus sig op med besvær, for han havde allerede en lille ansats på, men ved Storbondens hjælp gik det. Vi kan dårlig være bekendt at Frederik skal være ene om at underholde selskabet, sagde han, så med deres tilladelse ville han nu fortælle dem en lille sandfærdig beretning, om den ledeste møgkælling han i sit lange vandretid havde truffet på. Hvis der var nogle der protesterede mod at han tog ordet, så kunne de bare få et par på snotten, advarede han dem spøgefuldt. Så fortalte Rasmus:

Jo, det var på en lille stille villavej i et af byens bedste kvarterer, hvor jeg gik op til et hus for at tigge en madpakke. Jeg ringede på klokken, og for at vise hvor sulten jeg var, gik jeg ned på knæ og plukkede noget af det sparsomme græs der groede mellem havefliserne, og puttede det i munden. I det samme kom madammen og lukkede op, og da hun så mig ligge der, sagde hun: "Åh, nej, min gode mand, det skal du så sandelig ikke nøjes med at spise." Så hun ledte mig gennem hele huset ud til køkkenet, hvor der var en åben altandør til baghaven. "Se her" sagde hun så, "her er der den dejligste plæne, med meget bedre græs end det der vokser foran huset". Den grinede de godt af, selv om de vidste at Rasmus var lige så fuld af løgn som en ko var af skidt, for de regnede med at det var god politik at udvise bifald, hvis det kunne glæde dagens gavmilde giver.

Nu havde de alle sammen noget at fortælle, så de begyndte på at snakke i munden på hinanden, men blev afbrudt af Rasmus der sagde at der skulle system til, og at han som vært var den nærmeste til at bestemme spillets gang. Nu syntes han at de skulle høre Storbondens sørgelige beretning om hvordan det var gået ham i livet, med den sang han selv havde digtet, og som gav udtryk for noget mange kendte til. Det var der almindelig enighed om, for den kendte de godt, og syntes at den blev bedre for hver gang de hørte den. Først spillede Frederik melodien igennem et par gange, for da det jo ikke var en af dem han gav til hverdag på sit gadehjørne var han nødt til at finde den rette rytme så Storbonden kunne følge hans takt, og som den sande kunstner hadede Frederik at spille noget der ikke var helt perfekt. Nu gjorde Rasmus med en håndbevægelse opmærksom på at han regnede med at alle kendte melodien, så nu kunne de godt begynde for alvor. Og så sang Storbonden:

Som barn var øjnene blå og skære, min kind var buttet og nysselig rød. Nu er det bare omvendt desværre, for jeg valgte flasken i min nød.   Da jeg var ung var jeg nok så mandig, og pigerne syntes så godt om mig, for de rendte efter mig bestandig, men når jeg friede fik jeg et Nej.   For jeg var fattig, og skam få den pige, der gifter sig kun for den blanke mønt. Jeg fik dog en ægteviv helt uden lige, men dermed var min trængsel begyndt.   Hun var ikke smuk det skal guderne vide, med en askegrålig og sprukken hud, og en pukkel på skulderens højre side, men ellers så hun da ganske godt ud.   Hun havde en gård og masser af penge, jeg følte mig ret så sikker og tryg, men hun snørrede mig, for inden længe bolede hun med karlen bag om min ryg.   Hun var en arrig ondskabsfuld kvinde, og penge var noget jeg sjældent så, jeg måtte tigge og bønfalde hende, blot for at købe en pakke med skrå.   Nu har jeg forladt den lede taske ensom jeg vandre må, helt for mig sel’. Jeg søger trøst i sprut fra min flaske, og drikker mig sikkert langsomt ihjel.

Der var ingen ende på begejstringen da han var færdig med sangen. De rejste sig op og klappede Storbonden på skulderen, og højlydt gav udtryk for deres lede mod den so, der så skammeligt havde ødelagt tilværelsen for en ung mand i hans bedste alder. Det blev han så rørt over at han sad og småsnøftede, men blev dog hurtigt sig selv igen, da Svenskeren tilbød ham "en liden sup af flasken min". Nu så det ud til at de alle havde det godt, og glæden blev ikke mindre da Rasmus delte resten af pullimutten ud, idet han sagde: "Mon ikke det er på tide at spise resterne op, medens det stadigvæk er lyst, og der er jo heller ingen der har en større brandert på, end de kan nyde glæden af lidt fast føde. Men dermed er ikke sagt at festen er forbi, for der er jo endnu et par stykker, der ikke har gjort noget til at fornøje selskabet, men nu kunne de altså, medens de fik lidt i skrutten, tænke nærmere over det."

Selv om suppen smagte bedre da den var varm, var grisetæerne fede og velsmagende, og da Rasmus, på toppen af det, også diskede op med resterne af affaldspålæget, blev aftensmåltidet næsten lige så god som den midt på dagen.

Om det nu skyldtes mætheden, eller den gavmilde Rasmus med den sidste ration af snaldrevandet er ikke let at sige, men resultatet blev at en mærkbar sløvhed sænkede sig over selskabet. Jens Mulepose forsøgte at bryde den tavse stemning med sit snakketøj, men der var ingen der rigtigt gad at høre på ham. Der var to forskellige forlaringer på hans usædvanlige tilnavn. Den ene gik ud på, at da han som ung mand arbejdede som røgter på en herregård altid havde sørget for at hestene fik rigeligt med havre, når de stod ude på gårdspladsen og ventede på at komme i marken. Den anden var at Jens brugte så meget snus, at hans underskuffe var blevet misformet i årenes løb. Når vennerne godmodigt drillede ham med det, sagde de at han sikkert havde stået i lære hos en tallerkenneger nede i Afrika.

Men nu stod han altså og braldrede op om den gang, lige efter genforeningen, da han havde solgt grænsepælene til nogle dumme sønderjyske bønder. Han havde stjålet en kasket nede på toldkontoret, og med den på hovedet havde han bildt dem ind at det ikke kunne betale sig for regeringen hvis de skulle flytte dem længere sydpå, og så kostede de kun en krone stykket. Men han kunne ikke opretholde kontakten med sine tilhørere, nogle sad og sov åbenlyst, og de andre havde hørt historien så mange gange at de næsten kendte den udenad.

Lille Peter sad og snorkede i en trillebør, og det irriterede Rasmus i høj grad, for han syntes det forstyrrede sommeraftenens idyl, så han kørte ham om bag ved teglværket, skønt det kneb for ham at holde balancen, men nu generede lyden ham ikke mere. En efter en listede de fleste ind i teglværket, nogle sov på briksene hvor ellers de varme mursten lå til afkøling når fabrikken arbejdede. Andre, de mere kuldskære, faldt i søvn oven på ovnene, der stadigvæk var lidt varme. Nu sad Rasmus alene tilbage, og legede med den sidste flaske "Fiona Fina". I en halvdøs så han for sig en ældre nærsynet dame, der stod og fumlede med sin pung.