MIRAKLET

Den lille by i dalen lignede ikke andre i distriktet, for dens torv, eller markedsplads, lå i udkanten, og ikke midt inde i byen som ellers var det normale i den egn af landet. Der var kun lidt spredt bebyggelse mod vest, for selv om jorden der kunne købes til en rimelig pris, var der ikke mange der turde at sætte sig op mod den almindelige mening om at det var farligt at bosætte sig i den retning. Spurgte man de gamle i omegnen om årsagen til den opfattelse, trak de bare på skulderen, pegede op mod det nærmeste bjerg, og mumlede ordet vulcano, medens de gjorde korsets tegn.

Det var nu snart længe siden det pågældende bjerg havde spyttet ild, der da havde resulteret i at en stor del af byen blev nedbrændt. Det var en af grundene til at det stadigt blev betragtet som uklogt at bo vest for byen, for det var den del det var gået mest ud over den gang. Det var også årsagen til at torvets beliggenhed og format var anderledes end i nabobyerne, for det var faktisk kun lidt mere end en halvcirkel af huse, hvor kirken naturligvis var den mest imponerende bygning. På den øvrige del lå der, foruden en hel del mindre boder, en række velholdte ejendomme der alle havde store altaner ud mod pladsen. De fleste af dem stammede fra den gang da alle vinmarkerne og orange plantagerne oppe på sydsiden af bjerget var ejet af enkelte familier, men det var snart længe siden at de havde været nødt til at sælge jorden, på grund af alt for mange hårde vintre hvor frosten havde ødelagt det meste af høsten.

Men de havde åbenbart fået det godt betalt, for de ejede stadigvæk husene, hvor nu de, eller deres efterkommere, boede det meste af sommeren. De der nu var i besiddelse af den mest frugtbare del af bjergsiden var et konsortium inde i hovedstaden, der så havde forpagtet jorden væk til de bønder der nu boede deroppe. Disse havde nu i mange år ført et godt liv, avlen havde været god og afsætningen garanteret, men nu trak der skyer op.

Et af de største huse på torvet var lavet om til et hotel, med et osteri i stueetagen hvor der blev serveret den herlige krydrede landvin der var karakteristisk for egnen, og på denne søndag var der propfuldt derinde, for der blev afholdt et vigtigt møde der vedrørte alle i omegnen. Af praktiske grunde havde arrangørerne lavet det på en søndag, hvor bønderne oppe på bjerget alligevel skulle ned i dalen for at deltage i gudstjenesten hen imod aften, for det var netop disse vinbønders fremtid det drejede sig mest om.

Sagen var nemlig at det bjerg de boede på var begyndt at blive levende igen efter mange års passivitet. I lang tid havde man kunne høre en svag tordenagtig lyd inde fra det, efterfulgt af små hvide skyer oppe fra det gamle krater. Men det betød ikke noget, sagde de ældste af bønderne, det kom med mellemrum og sådan havde det altid været.

Men om det nu var farligt eller ej, så havde regeringen udsendt nogle videnskabsmænd fra landets største universitet, for at undersøge om der var mulighed for et udbrud i den nærmeste fremtid, og det havde nu stået på et halv års tid, med opmålinger af forskellig art, som for eksempel om der var store temperatursvingninger oppe ved krateret, og ved hjælp af udspændte kobbertråde prøve på at konstatere hvor meget bjerget vibrerede. Resultatet som de lærde personer var kommet til var der ingen delte meninger om blandt dem selv, et udbrud kunne komme når som helst, og de anmodede derfor bønderne om at tage visse forholdsregler.

Nogle af forslagene var i og for sig rimelige nok, mente de deroppe fra bjerget, der var bare det ved dem at der var dårligt tid til at udføre alt det arbejde på grund af almindelig travlhed med det de levede af. Det var særligt vejforholdene, som de der gav gode råd var bekymret over, da alt hvad der fandtes kun var nogle elendige hjulspor og kun få af dem. Hvis det gik galt ville det udvikle sig til et kaos, med alle de vogne og mennesker der ville søge ned i dalen, og ganske særligt hvis det skulle ske om natten. Så de appellerede indtrængende bønderne om at gøre noget ved at prøve på at lave vejene bredere, og i stedet for at brænde de gamle vinstokke, som man altid havde gjort, fylde de værste huller ud med dem.

Det der gjorde det hele vanskeligt var at vinrankerne, ligesom alle andre steder, var plantet i terrasser, så det var faktisk kun vejene der var farbare. Men det var lidt af en dilemma for beboerne, da den eneste tid de havde til deres rådighed, hvis der skulle laves noget der ikke vedrørte deres avl, var søndage og helligdage, og på disse havde det altid været en tradition gennem mange generationer, at da var det først og fremmest deres religion og kirken det drejede sig om.

Det var derfor heller ikke så mærkeligt at byens præst var imod den tankegang, og han havde da også med stærke ord advaret sin flok imod at svigte kirken til fordel for vejarbejde. Det måtte ikke ske, havde han sagt, så var det bedre at de styrkede deres tro ved at gå endnu mere i kirke end forhen, bede flere inderlige bønner, og købe vokslys hver gang de kom derind, for så var han sikker på at de ville være beskyttet i alle retninger.

Der var også andre forslag som bønderne blev bedt om at overveje, blandt andet blev der sagt at det sikkert var det bedste hvis børnene, i alle tilfælde de yngste, blev nede i dalen et stykke tid fremover, og det samme var tilfældet for mødre med småbørn. Villaejerne havde allerede tilbudt at deres huse stod til rådighed, og der ville heller ikke blive problemer med pasning af børn og mad, det skulle de også nok sørge for. Men det var præsten ligeledes imod. For det første betød det at hans menighed ikke havde absolut tiltro til hvad han havde prædiket for dem, og det med at sende børnene ned i dalen, uden forældrenes opsigt, kunne kun resultere i lediggang med mange andre følger. Absolut imod var han for at sende unge koner med småbørn ned i byen, når det ikke var absolut nødvendigt, og det mente han altså ikke det var. Det med at skille mand og hustru fra hinanden var imod naturens orden, for der kunne ske så meget, advarede han dem.

Således stod altså sagen den søndag mødet blev afholdt, og det lod ikke til at der var nogen særlig enighed til stede. Foruden universitetsfolkene, som nu havde afsluttet deres undersøgelser, og skulle rejse hjem dagen efter, var der også repræsentanter fra regeringen, såvel som talsmænd fra de der ejede jorden. Politikerne holdt delvis med de lærde fagfolk om at det måske nok var det bedste at foretage visse foranstaltninger, men de vidste også godt, at kom der ikke et udbrud, og de havde været med til at opfordre bønderne til at at gøre noget der senere viste sig at være unødvendigt, ville det ikke gavne deres politiske fremtid. De mente derfor at der skulle oprettes en komite, der skulle have til opgave at udarbejde en plan, som så regeringen inde i hovedstaden kunne tage stilling til senere.

Det blev så resultatet, selv om de fra universitetet havde protesteret imod det da de mente, at faren var overhængende lige nu, og der ikke var tid til at spilde på mere snak og forhandlinger. Bønderne havde ikke deltaget meget i de forskellige diskussioner, for hvad skulle de sige? De var forvirret over alle de forskellige udtalelser de havde hørt, og det var ikke nemt at tage en fornuftig stilling til hvad der var rigtigt eller forkert, når selv de kloge hoveder ikke var helt enige. Måske var de mest tilbøjelige til at tro på hvad de der ejede deres jord og de store vinfabrikanter havde sagt på mødet, at der ingen grund var til at tage forhastede beslutninger, der nemt kunne udvikle sig til at de forsømte deres arbejde med avlen, og dermed ikke være i stand til at overholde deres forpligtelser med hensyn til afdrag og andre udgifter.

Så var mødet i og for sig forbi, men de fleste af mændene blev siddende, og drak endnu et par glas af den vin der stammede fra deres egne druer. Kvinderne og børnene gik ud på pladsen, hvor de ængsteligt kiggede op mod bjerget, medens de talte dæmpet sammen. Det var som om de kun ventede på at gudstjenesten skulle begynde, så deres bange anelser kunne blive overvundet af præstens optimisme og tro.

Alle pladserne i kirken var besat, selv i midtergangen var der opstillet stole, og det havde aldrig været tilfældet så længe nogen kunne huske tilbage. Præsten, der naturligvis havde hørt om hvad der var foregået inde i salen, havde en lidt selvsikker mine på da han efter salmesangen begyndte på prædiken. Han var stolt af menigheden, udtalte han, at de havde modstået den påvirkning ude fra, og igen forsikrede han dem at når bare de lagde alt i en højere magts hånd, og flittigt passede deres kirkegang, ville der ikke ske dem noget af det de "fremmede" havde spået. Da bjergets beboere senere kørte eller gik tilbage til deres hjem herskede der en lys stemning blandt dem. Der var ingen af dem der tvivlede på at der ventede dem en god fremtid, og det til trods for at der af og til kom en svag rumlen inde fra bjergets midte.

Vulkanens udbrud kom uden forvarsel. En sen nat lød der nogle dundrende brag oppe fra krateret, efterfulgt af en regn af sort aske, og lidt senere gled der en bred flod af lava ned af bjergsiden, der som en gloende slange bevægede sig i retning af dalen. På ganske kort tid var det meste af bjerget et lysende flammehav, hvor desperate mennesker forsøgte at komme i sikkerhed. Der herskede et frygtelig kaos overalt, familiemedlemmer kom fra hinanden, og der lød råben og skrigeri alle vegne fra. Nogle havde fået tid til at spænde heste for deres vogne, men det var umuligt at holde styr på de rasende bæster, med det resultat at de stejlede nedad, kun for at vælte kort efter så heste, vogne og mennesker lå i et sørgeligt virvar indflettet i seletøj. Folk styrtede afsted, og de der ikke kunne følge med blev overladt til deres egen skæbne. Selve udbrudet varede kun halv time, og lavafloden der styrede mod byens torv standsede som et under et par hundrede meter inden den nåede helt derned. Det reddede mange menneskeliv, men alt for mange klarede det ikke så tabet var stort.

Ved den store mindegudstjeneste en god måned efter tragedien, var der igen fuldt hus, og folk lyttede opmærksomt til de mange taler og prædiker der blev afholdt. Regeringens repræsentanter lovede at erstatte det tab bønderne havde lidt, ganske vist kunne det ikke gøres lige nu på grund af pengemangel, men de mente at i løbet af få år ville alt blive som det havde været før. Mange præster og biskopper fra omegnen var til stede, og de gav alle udtryk for en dyb medfølelse med de der havde mistet deres pårørende, og de lovede at for de næste ti søndage ville alle kirkerne i distriktet bede en speciel bøn for dem.

Men at der lå en mening bag det hele var ganske klart, sagde byens præst, for havde ikke lavastrømmen standset hvor den gjorde, ville der være sket en katastrofe med byen, og dermed også kirken. Det var et MIRAKEL, udtalte han, og det kunne kun betyde at alle deres bønner ikke havde været forgæves. Så sluttede han gudstjenesten med at appellere til befolkningen om at de skulle bevare deres tro.