NATMANDSFOLK

Det var en mørk og kold efterårsdag i 1831 hen imod aften, da den lille familie stred imod den hårde blæst for at nå toppen af bakken. Det var ikke fordi at denne var særlig stejl, men da vejen var fulde af store og mindre sten var det vanskeligt at trække den lílle legevogn, så de to større piger måtte af og til hjælpe deres mor med at skubbe den. Bedre var det naturligvis heller ikke at et af hjulene havde den kedelige tendens til at sidde fast, som så resulterede i at at vognen skred ud til siden med stor risiko for at vælte, og når det skete måtte manden, der ellers gik en halv snes skridt foran dem, gå tilbage for med et stort spark at bringe hjulet i den rigtige retning igen. I vognen lå der, dybt begravet i tæpper og dyner en to måneders gammel dreng, og de var på vej op til en ganske bestemt præst i egnen for at få den nyfødte døbt, for det var ikke enhver af guds tjenere, der den gang var villige til at foretage den handling for alle i samfundet.

Den lille familie hørte til natmandsfolkene eller rakkerne som de også blev kaldt, og de mennesker blev der set ned på af alle fastboende overalt hvor de kom frem. De fleste havde ingen rigtig bopæl, men vandrede rundt fra sogn til sogn, mange af dem midt i hedeområderne i det nordlige Jylland, hvor de tilbød deres arbejdskraft. Det var dog ikke som hjælpere i landbruget, for det var utænkeligt at bønderne havde så meget tiltro til dem at det kunne lade sig gøre, men med det mest utiltalende arbejde der fandtes, noget som de stedlige helst ville være fri for at udføre, som for eksempel at flå skindene af selvdøde kreaturer, og sørge for at ligene bagefter blev begravet i rakkerkulen, som var det eneste sted hvor det var tilladt. Der var også nogle der tømte latriner i de mindre byer, og da dette arbejde skulle ske om natten, menes det at det var derfra natmændene fik deres navn. Hvor andre, og det var sædvanligvis kvinderne, tjente lidt ved at kastrere smågrise for bønderne.

Ikke alene betragtede bønderne dem med mistro, de stjal hvor de kom frem blev der sagt, men man var også samtidigt med lidt bange for dem, da det blev hentydet at de stod i pagt med de onde ånder, dem som præsten advarede imod hver søndag i kirken, men de fik dog alligevel næsten altid lov til at sove i deres lader eller udhuse om natten, for rygterne havde også fortalt, at nogle steder hvor det var blevet dem nægtet, var der sket uforklarlige ildebrande nogen tid senere nær ved deres ejendomme.

Manden hed Iver Sivertsen, og han var ud af en gammel natmandsslægt, hans bedstefar havde opnået den ære at blive kåret til stodderkonge for en del år siden på et møde i Herning, så familien var velkendt i deres egne kredse, men, desværre også for dem, af politiet, for mange med det efternavn havde i tidens løb været gæster i forskellige arrester i den del af Jylland, de fleste anklaget for betleri hvad der jo var strengt forbudt. Han var vel omkring et par og tyve år, helt nøjagtigt vidste han ikke selv for alt hvad han havde af papirer i den retning var en konfirmationsattest, hvor præsten havde måtte døbe ham umiddelbart forinden, for at skabe en smule af fornuft ud af det hele. Noget i den samme retning var det med hende der var mor til deres tre børn, hans kone kan man vel ikke kalde hende, for de var aldrig blevet lovformeligt gift, men da hun fuldstændigt manglede beviser. attester eller noget andet i den retning, kunne man kun gætte sig til hendes alder. Hun mente dog selv at hun var omkring femten år da hun fik den første, og da hun havde født regelmæssigt derefter hvert år var hun velsagtens atten nu. Det navn som hendes forældre havde givet hende blev ikke brugt mere efter hun havde fået børnene, nu kaldte alle hende for Mutti, og hendes forældre havde naturligvis også tilhørt natmændenes skare.

Da betleri jo var strafbart dækkede mange af natmandsfolkene sig ved at hævde at de havde et legitimt fag, hvor glarmester var et af de foretrukne. De der kaldte sig det havde en stor tornyster eller kasse på ryggen med de remedier der var nødvendige for faget, som vinduesglas i flere størrelser, kridt og linolie så de selv kunne lave deres kit, en lille æske med stifter, en miniaturehammer, og så naturligvis det vigtigste, en diamant så han kunne skære glasset i den rette størrelse. Kisten var tung at slæbe rundt med, så det var derfor med et lettet suk at Iver tog den ned fra ryggen da familien nåede bakkens top for at holde en lille pause. Efter at de havde spist lidt brød og den lille i vognen var ammet, blev de enige om at da de ikke var i stand til at nå deres bestemmelsessteds den dag, kunne de lige så godt hvile dem en times tid inden de fortsatte turen.

Det var allerede blevet hen imod aften før de var klar til at drage videre, så nu gjaldt det om at finde et sted for natten, men da det nu gik nedad bakken var det lettere for dem at komme hurtigt videre. Et sted hvor vejen slog et lille sving lå der en mindre ejendom med lys i et enkelt vindue, som Iver nu besluttede at undersøge lidt nærmere, så han sneg sig bag om huset hvor han opdagede at markerne ikke var opdyrkede, heller ikke var der nogle kreaturer at se, og at der i laden kun lå nogle få bunker af strå. Det gjorde Iver lidt nysgerrig, og da han nu heller ikke regnede med at de havde en hund på gården, for den ville sikkert havde sporet ham og givet hals, mente han at de ganske roligt kunne gå op til gården. En snes skridt fra huset hørte de et barn der græd, som da de nåede indgangsdøren nærmest lød det som et skri­g, og efter at de havde banket på døren blev de meget forbavset over at blive budt inden­for med det samme, for det var imod sædvane, af en yngre mand og en ung kvin­de der tudede næsten lige så ubehersket som barnet. “Vor­es barn er meget syg” fik manden sagt, og uden at det blev spurgt direkte forstod Mutti og Iver at deres hjælp var velkommen selvom de var natmandsfolk. Inde i soveværelset, hvor det eneste møbel var en dobbeltseng og to faldefærdige stole, lå der et lille spædbarn og skreg ganske ubehersket, hendes ansigt var så opsvulmet at man dårligt kunne skelne hvad der var næse, øjne eller mund, og af og til så man hendes små knyttede næver der bevægede sig hen over ansigtet.

Hvad det nu enten var sygdom eller noget andet der var årsagen til det lille barns vedvarende skrigeri, havde hverken Mutti eller Iver nogen anelse om, men en ting var ganske klart for dem, at uden at ungen fik næring hurtigt mente de at der var chance for at den ville dø af sult inden længe, så de måtte gøre noget for at det ikke skulle ske. Men hvordan få den til at holde op med at vræle så det kunne lade sig gøre? Forældrene sad i hver deres stol, og det så nu næsten ud til at de havde overladt gæsterne om at klare det hele. Den næste halve time gik med at prøve på at berolige den lille ved at stryge den forsigtigt over panden, og endda ved at knibe den kraftigt i bagdelen, men uden resultat, den standsede ikke den voldsomme gråd. Nu fik Iver manden til at gå ud og finde noget brænde, og konen til at koge en stor kedel vand, og da de var ude af stuen bad han Mutti om at hente en lille pose med rugmel fra vognen, og så i øvrigt se efter hvordan børnene skikkede sig. Da der var gået hen ved en fire fem minutter, og han hørte at manden var ved at komme tilbage, råbte han højt: “ Kom ind, kom ind, hurtigt, se det onde er ved at forlade hende”, og nu så de at der sivede en rød-brun stribe ud af munden på ungen, samtidigt med at hun næsten holdt op med at brøle, nu hørtes kun nogle gispelyde og spæde småklynk, medens Iver forsigtigt tørrede hende om munden med sin lommeklud flere gange indtil det “onde” hørte op af sig selv. Uden at Iver havde behøvet at sige noget til Mutti, var denne klar over klar over hvad der skulle gøres, så hun gik hurtigt ud i køkkenet, og kom tilbage få minutter efter med en lille skål med lunken rugvælling, som hun så prøvede på at få ind i barnet mund ved at dyppe pegefingeren i det, og så lade barnet sutte det i sig. Dette lykkedes med tilsyneladende tilfredshed for den lille, for efter en kort tid gylbede den næsten begærligt vællingen i sig. Efter en halv times tid faldt barnet i en sund søvn.

Grunden til at den unge bonde i det hele omtalte dette til Iver, var sikkert at de så sandeligt ikke skulle tro at selvom der hverken var kreaturer eller avl på markerne, og så godt som ingen møbler i stuerne, var de ikke af den grund nogle fattige stympere, for det var nemlig slet ikke tilfældet. Nej, ejendommen var slet ikke deres, sagde den unge bonde, men en der var for salg, og som de sammen med konens mor var ankommet til dagen i forvejen, for at se om det kunne betale sig at købe den. Ganske vist var den unge kone gravid, men da hun havde hævdet at der mindst var en måned til at hun skulle nedkomme, havde de ingen betænkeligheder haft ved at tage turen. Om det nu var besværligheden med den bumpede landevej, eller at hun havde haft svært med at tælle til ni, var skylden, så havde den nye borger altså valgt at komme til verden en time efter de var ankommet til gården. Selve fødslen var gået nemt, den nye bedstemor havde prøvet det før, men mente dog alligevel at det var bedst at finde en doktor, eller i det mindste en jordmoder, for at være helt sikker, så hun havde kørt afsted med det samme, efter at have lovet at komme hurtigt tilbage, medbringende, foruden hjælpen, også nogle madvarer, for da de kun havde regnet med at være på gården nogle få timer, havde de overhovedet ikke medbragt noget som helst spiseligt. Resten af dagen i går var gået ret godt, og selv om de efterhånden var blevet lidt småsultne, så glædede det dem at se når den nye mor ammede den lille næsten hver gang den vågnede. Men her til morgen skete der en ændring. Ganske vist blev den lagt ved brystet hver gang den begyndte at klynke, men det var tydeligt for forældrene at se, at den ikke fandt nogen næring der. Nu begyndte den at græde, først ganske stille, men lidt efter helt hysterisk, og sådan blev det ved hele dagen igennem, som Mutti og Iver jo selv havde observeret.

“Ja, naturligvis, måtte de gerne overnatte i laden” sagde manden, da Iver have spurgt ham om det, men der var lige en ting til han ville spørge om, og det var angående resten af det Mutti havde lavet vællingen af. “Om han ville sælge det til ham?”. “Det kan jeg desværre ikke” svarede Iver. “Det er en hemmelighed som kun natmandsfolkene må have kendskab til”. Men da manden i det samme lagde en sølvmønt på bordet, sagde Iver at han i dette bestemte tilfælde var villig til at gå udenom den uskrevne lov, og stak mønten ned i vestlommen. Snart derefter var familien på vej over til laden.

Efter at de havde skrabet den smule halm sammen til et leje, og spist nogle rugbrøds­hunpler, lagde de dem til at sove, men søvnen ville ikke rigtig komme for Mutti, så hun lagde en hånd blidt på Ivers skulder og spurgte ham: ” Hvordan fik du standset det blod der kom ud af munden på den lille”?. “Blod, det var ikke blod, din lille tosse, medens du hentede rugmelet da manden sørgede for brænde og konen kogte vand, fik jeg mulighed til at at proppe et stykke skrå ned i gabet på den lille, klemme det lidt så saften kom ud, og ved at holde ungen om munden nogle få sekunder sørgede jeg for at den kom til at sluge noget af det. Jeg fjernede så skrået lige inden I kom ind”

“Du er dygtig”, sagde Mutti. “Hvad må jeg købe for sølvmønten”?. Det svarede Iver slet ikke på.