SØLLE - SØREN

Sølle-Søren eller Synge-Søren, som der var nogle der kaldte ham, var selvfølgelig ikke den eneste omvandrende musikant der kom til "vores gård" da jeg var barn, men vi syntes at han var den mest spændende. Vi følte at der var en fornemmelse af mystik forbundet med hans person, noget der sikkert havde meget med at gøre med alle de rygter der gik om ham.

Dette skulle være et billede af Sølle Søren, sikkert fotograferet i et af de første år af besættelsen, for, hvad man ikke ser her, er han omgivet af en hel del tyske soldater. Han er nok på det tidspunkt holdt op med at synge i gårdene, men man ser tydeligt den mistede højre arm, og mon ikke den medalje han har på frakken er dannebrogsordenen?

Alle de andre der sang og spillede i gårdene og gader var vi naturligvis også glade for at se og høre på, og vi samlede da også de nedkastede småpenge op, der som regel var pakket ind i avispapir, og puttede dem i deres lommer. Men det var som om vi mistede den helt store interesse for dem, når de flyttede ind i nabogården.

Men det var ikke tilfældet med Sølle-Søren, ham fulgte vi trofast fra gård til gård, selv om han truede af os, skældte os ud, og højlydt gav udtryk for at han ikke brød sig om når en flok snottede unger rendte efter ham fra sted til sted.

At vi betragtede ham anderledes and andre skyldtes bestemt ikke hans musik eller sang, for det var ikke meget bevendt. Hans lille mundharpe var så falsk at selv vi børn der intet kendskab havde til musik kunne høre det, og sang i egentlig forstand var der heller ikke tale om. Han nærmest mumlede ordene frem, og hans repertoire var begrænset til en tre-fire stykker som vi overhovedet ikke kendte. Han sang blandt noget der for os lød som: "Har du ikke set min lille kone", der egentlig hed: "Har du ikke set den lille Cohen", og var en dengang kendt revyvise der handlede om en københavnsk forretningsmand, som havde bedraget en hel masse mennesker, og var nu efterlyst af politiet men sporløst forsvundet.

Mindst en gang i hver gård gav han sit store nummer, og den blev vi aldrig træt af at høre. Det var en flok vrøvleord der blev liret frem med en monoton stemme, og når han var færdig med den holdt han en lille pause på ti sekunder, hvorefter han med høj stemme sagde: "Det var russisk", idet han kiggede op og ned af husfacaderne som om han ventede et stort bifald, og bukkede dybt til dem der stod i vinduerne.

Jeg er sikker at vi børn troede fuldt og fast på at det var rigtigt russisk, for havde vi ikke hørt mange gange at det var de samme ord han brugte i hver eneste gård.

Sølle-Søren var en lille lurvet person, der godt kunne skræmme mindre børn. Hans lange grå hår hang langt ned over skulderen, og på toppen af en fyldig paryk sad der noget der så ud til at være en gammel selskabshat der havde været brugt til hovedpude, den var dog ikke helt fladtrykt så den lignede mest en harmonika. Med store buskede øjenbryn og et vildt fuldskæg var det så godt som umuligt at se noget af ansigtet, undtagen en blårød næse og et par plirede øjne. Men selv om han så temmelig frygtindgydende ud, så forskrækkede han dog ikke os lidt ældre børn, for der var mange andre originaler i byen.

Hans brogede frakke der gik helt ned over knæene, var på den højre side broderet med forskelligt tingeltangel, der skulle forestille ordner, dem som militærpersoner og andre højtstillede civile hængte på tøjet når de skulle fotograferes. Men på den venstre side (hjertesiden), hang der en rigtig medalje, nemlig Dannebrogsordenen. Hans højre ærme på frakken hang slapt ned, så enhver kunne se at han havde mistet den ene arm, og det gjorde ham selvfølgeligt ikke mindre interessant.

Der var ganske vist nogle der fortalte, at det med armen var det rene bluff, for de havde med egne øjne set at Søren havde siddet nede på en billig havneknejpe, og spist med kniv og gaffel. Men sådan noget pjat kunne ingen voksne bilde os ind.

Den manglende arm og medaljen gav anledning til et rygte, som vi børn, og også mange voksne, troede blindt og fast på. Jo, Søren var veteran fra treårskrigen, hvor en tysk granat havde ramt ham den sjette Juli, 1849, da han stod side om side med generalmajor Olaf Rye under slaget ved Fredericia. Generalen faldt som bekendt, men Søren klarede delvis frisag, omend han blev hårdt såret.

Nu burde vi vel egentligt havde vidst at den historie ikke kunne passe, for vi havde da lært lidt regning i skolen, og da det var mindst 75 år siden de krigshandlinger var foregået, så skulle Søren have været mindst omkring de hundrede år, og så gammel var han altså ikke. Men alt det så vi åbenbart stort på, og det er jo heller ikke noget nyt, selv blandt voksne mennesker, at ligegyldigt om fornuft og kendsgerninger taler deres tydelige sprog, så forhindrer det ikke at man mister tiltroen til noget vrøvl af den grund.

Der var også nogle der fortalte at Søren havde mistet armen da han som ung mand arbejdede som røgter på en herregård, hvor han havde været så uheldig at få den i en hakkelses maskine, men det var sikkert noget vrøvl mente vi.

Hvad der var årsagen til at Sørens besøg i byen altid var tidligt om sommeren, havde vi børn også talt om, og i samme forbindelse blev det også diskuteret hvor han opholdt sig om vinteren. Igen kom de sandfærdige rygter os til hjælp, men da disse var modsigende, valgte vi at tro på den mest romantiske beretning.

Den lød på at en ældre præsteenke oppe i Nordjylland hvert efterår forbarmede sig over ham, og gav ham kost og logi vinteren igennem i det lille hus hun boede i efter gemalens død da hun måtte fraflytte præstegården. Grunden til at hun ham var venligt stemt havde naturligvis sin årsag, og den vidste man også besked med. Fra en ganske sandfærdig kilde blev det fortalt, at han og præsteenken var ungdomskærester, men da han kom hjem fra krigen som invalid, havde hun svigtet ham til fordel for en hjælpepræst i nabosognet.

Der var ganske vist nogle skumlere der påstod, at det var det rene løgn, for de havde hørt fra nogle bekendte i den modsatte part af landsdelen, at Søren boede i nogle kreaturstalde hele vinteren igennem, og tiggede sig til føden indtil foråret kom. Men den første historie var naturligvis den mest sandsynligste, og det var i alle tilfælde den vi troede på.

Alle i byen kendte Sølle-Søren, for han nåede at dække alle gårdene flere gange i de par måneder han var der. Men da der ikke var nogen der rigtigt vidste besked om hvem han virkelig var, så gik med ham, som det næsten altid går med personligheder af den ene eller anden art, at mangel på viden bliver erstattet med folkesnak og vilde rygter. I stedet for at slå sig til tåls med at han var en ganske almindelig landevejsbums, der slog plat på folks medlidenhed, og havde, som de fleste farende folk, en ulykkelig hang til kogesprit, blev der snakket om hans nutid og fortid. Når det drejede sig om noget der lå tilbage i tiden, blev han altid sat et par trin op på den sociale rangstige, og om hans store fald nedad viste man også besked med.

Men hvad vedkom det os børn, vi vidste at han var noget særligt, med den mistede arm og Dannebrogsmedaljen, så vi behøvede ikke at bekymre os med hvad der ellers blev fortalt. Vi så op til ham trods det vi var klar over, at han ikke kunne fordrage os børn, for det havde vi fået mange beviser på, for os var han en krigshelt så alt det voksensnak kom ikke os ved.

Men et år kom Sølle-Søren ikke til vores by, og vi så ham heller ikke senere. Om vi savnede ham? Det tror jeg såmænd ikke, for den normale sans for flygtig tankegang, som de fleste børn er i besiddelse af, får dem til at glemme meget hurtigt.

Men senere hen i livet kan man godt komme til at tænke på en person, der så tappert havde forsvaret Danmarks ære, og som oven i købet var i stand til at synge næsten fejlfri russisk.