SVENSKEREN

Den let rullende bevægelse i skibet fik manden i hjørnesofaen til at holde på sit snapseglas med begge hænder, som om han var bange for at spilde nogle af de kostbare dråber.

Min ven og jeg var denne lørdag eftermiddag på vej til København fra Malmø hvor vi arbejdede. Det var en tur vi tog næsten hver uge, for Sverige var et så kedeligt land om søndagen, at det var vanskeligt for unge mennesker at foretage sig andet end blive hjemme på værelset og kede sig. På grund af en mærkelig spirituslovgivning, og andre stive bestemmelser, var næsten enhver form for morskab og forlystelsesliv ukendt ovre i broderlandet på denne dag.

At det ikke alene var os der syntes at Sverige var trist om søndagen, kunne man tydelig se på den invasion af tørstige Skåninger der hver weekend indtog København. Da den svenske krone var femten procent mere værd end den danske, var de velsete gæster på de mange restauranter omkring Kongens Nytorv, og i Nyhavn, hvor tjenerne og servitricerne aldrig regnede med forskellen i valutaen. I særdeleshed glædede de også de mange smukke unge damer, der drev den yndede sport der hed: "At rulle en svensker". Der var dog andre steder hvor man ikke brød sig særligt meget om deres besøg, på grund af en ret ofte brovtede opførsel når de var halvfulde (og det blev de meget hurtigt), hvad et skilt over en tatoverings etablissement i Nyhavn tydeligt fortalte. Der stod nemlig: INGEN ADGANG FOR BØRN FULDE FOLK OG SVENSKERE.

Men man tjente godt derovre, og som håndværkere beundrede vi det kvalitetsarbejde vi fik lov til at udføre, og da arbejdsløsheden i Danmark var stor var der mange fagfolk, særligt blandt de unge, der arbejdede på den anden side af sundet.

Vi sad et par borde væk fra manden i sofaen, og havde forlængst dømt ham til at være en Svensker der var på vej over til at opleve lidt muntert glæde, og for os var det forståeligt nok. Hans påklædning var, efter unge mennesker begreber, meget gammeldags, med stivet kravetøj og manchetter der var et par tommer længere end jakkeærmerne, og som han med nervøse bevægelser sad og trak i. Da han løftede sit glas imod os, som for at sige skål, så vi at han havde et sort sørgebind om den ene arm, der ellers var vanskeligt at få øje på for tøjet havde omtrent den samme farve. Vi hilste naturligvis på ham igen med vore glas, og lidt efter kom tjeneren med en omgang som vi ikke havde bestilt. Det var vores nye ven der havde købt den, og meningen var ikke til at tage fejl af, han ville gerne i forbindelse med os. Så vi vinkede ham over til os, hvor han meget stilfuldt præsenterede sig som Ivar Jønson, og at han var "landhandlere" (købmand) i Lund. Han fortalte også at hans kone var død for kort tid siden, og af den grund tog han af og til en tur til København for, som han sagde, "at lune nerverne mine." Men denne dag havde han en særlig anledning til turen, og om vi havde lyst til at høre historien.

Det havde vi selvfølgeligt, og da særligt da han med en galant håndbevægelse bad tjeneren om at fylde glassene op. Jo, fortalte han, for et par uger siden havde han været en tur derovre, og hele dagen havde han været i selskab med en virkelig "skøna flicka", som han kun omtalte med pæne ord. Men desværre var tiden løbet fra ham, så han nåede ikke den sidste båd der gik til Malmø, men det var dog ikke så slemt for pigen tilbød at han kunne sove i hendes lejlighed, og så skulle hun nok sørge for at han kom med den første båd næste morgen. Svenskeren trak vejret meget dybt inden han fortsatte med fortællingen (sikkert ved tanken om hans oplevelse.) "Men kan I tænke jer, danska venner, da jeg vågnede næste morgen opdagede jeg at jeg havde tabt min tegnebog, og der stod jeg, uden penge og uden billet til hjemrejsen, så jeg var i en rigtig kedelig situation. Men den "skøna" var en flink pige, for hun lånte mig tyve kroner så jeg kunne komme hjem igen".

Min ven og jeg havde det svært med at holde ansigtet i de rigtige folder, men vi beherskede os selv om vi havde oplevet en naivitet i første klasse. Men historien var ikke færdig endnu. Efter at Svenskeren havde bestilt en anden omgang, fortsatte han: "Og det er de penge pigen lånte mig, som jeg skal over og betale tilbage til hende". Senere kan jeg ikke forstå at vi reagerede på den måde, eller rettere sagt slet ikke lod os mærke med noget, da vi hørte Jønsons beretning og planer, men vi måtte have følt en form for medlidenhed med ham og hans kolossale dumhed, for vi sad bare og kiggede på hinanden uden at foretrække en mine.

Da vi ankom til København, spurgte han, om vi havde tid til at hilse på hans danske veninde, og da vi ingen hastværk havde, og tilmed var lidt nysgerrige, tog vi imod tilbudet. Hun var servitrice på et værtshus i frihavnen, og det lod til at Svenskeren kendte vejen. Stedet hed "Capello", og indenfor på den længste væg var der malet et naturmotiv af et dansk landskab, hvor en lille dreng stod og tissede ned i en bæk. Neden under var der et stort skilt hvor der stod: DRIK ALDRIG VAND.

Servitricen modtog Jønson med åbne arme, og det allerførste han foretog sig var at give hende to svenske tikronesedler, som hun nonchalant stak ned i den store lomme foran på sit forklæde. I vore øjne var hun bestemt ikke køn, men hvad forstår unge mennesker sig på en moden kvindes udseende?

Efter at vi alle fire havde fået en øl og en snaps sammen, var min ven og jeg på vej til Nørrebro. Konduktøren i sporvognen kunne sikkert ikke forstå, hvorfor vi morede os højlydt hver gang vi så på hinanden. Vi gættede på at "Farbror" sikkert ikke kom hjem til Sverige den dag, men vi havde da fået en sjov historie at fortælle dem hjemme på pensionatet, selv om der var flere der mente at det var noget opspind, for så dumme mennesker fandtes der ikke gav de fleste højlydt udtryk for.