FABELEN OM EN MISLYKKET KRIG

(ELLER FRÆNDE ER FRÆNDE VÆRST)

Den store halvø der i almindelig tale bliver kaldt for Hovedlandet, er en del af et kongerige der, foruden det omtalte område, også består af mange større og mindre øer. Men da disse ikke vedrører denne historie, vil det være tidsspilde at beskæftige sig med dem.

Hovedlandet kan på en måde deles i tre dele, Nordland, Sydland og Mellemland. Nordland har en naturlig grænse sydpå der hedder Slimfjorden, men Sydland har ikke noget i den retning nordpå. Det gør dog ikke noget som helst, beboerne dernede vidste omtrent hvor den lå (den havde i øvrigt forandret sig meget, frem og tilbage, i årenes løb), men heller ikke det har nogen særlig betydning i denne forbindelse.

De tre områder havde ellers i mange år levet i fred og fordragelige forhold, men nu så det ud til at ændre sig, og først troede man at det kun var på grund af nogle dumme ikke gennemtænkte uoverensstemmelser, der burde have været løst på en anden og bedre måde, men senere blev det klart for den ene af parterne, at der lå dybe årsager bagved. Begyndelsen var kun et trivielt spørgsmål om at sælge og købe varer, men det udartede sig til fjendskab og åben krigsførelse.

I det sidste halve år havde der været mange forhandlinger mellem Nordland og Sydland angående handelsesforbindelse, hvor mange bitre ord var blevet talt fra begge sider. Men en af de største vanskeligheder bestod i, at de to parter havde svært ved at forstå hinanden med hensyn til sproget, og så var det naturligvis ikke let at blive enige om noget. Der havde været forslag fremme om, at det måske var bedst at finde en tolk der forstod begge landsdelenes sprog, og samtidigt med også havde kendskab til det der blev talt andre steder i riget, for det var næsten nødvendigt så der ikke senere skulle forekomme tvivlsspørgsmål. Men indtil nu havde de ikke kunnet finde en sådan lærd person, hverken i indland eller udland, så forhandlingerne fortsatte på bedste beskub.

Hoveddiskussionen handlede om fisk, en vare Nordland som bekendt havde i overflod af, medens beboerne i Sydland hver dag gik og sukkede efter den lækkerbisken. De ville gerne købe dem af de andre på deres egne betingelser, men disse ville Nordland overhovedet ikke gå med til. Sydland havde tilbudt at de ville underskrive en kontrakt på at de ville aftage de fleste af hvad de nordlandske fiskere kunne fange (de regnede med at fryse hovedparten af dem og vidresælge dem til deres naboland sydpå), men de ville dog godt garantere at Nordland fik lov til at beholde nok til hjemmeforbrug. Som betaling for alt det gode mad fra havet, lovede de at udvide honningkagebagerierne i Frederiksfeld, så alle nordboerne kunne få glæde af de dejlige kager til hverdag. og det ville ikke dreje sig om overskudslagre, men dagfriske varer blev de garanteret. Men det forslag blev afslået med ikke så få hånlige bemærkninger, som gik ud på at husmødrenes bag deroppe var lige så lækre som andre steder i landet. Dog ville de gerne købe nogle af honningkagerne, hvis de kunne betale dem med tørrede bakskuld (som de selv var trætte af at æde). Men den spise, som sydboerne kaldte for proletarmad, mente de ikke var noget for deres forfinede ganer, det var i alle tilfælde ikke nogen delikatesse for dem. ("Forfinede ganer" mumlede en af Nordboerne halvhøjt. "Folk der spiser kanel på stuvet hvidkål, hvor andre civiliserede mennesker bruger salt og peber, skulle ikke snakke så højt om gode spisevaner og finere madlavning"). For at pynte på handelen foreslog Sydland nu, at de på toppen af det andet tilbud, tilmed ville levere alt det grønkål de kunne guffe i sig deroppe, for de kendte godt den mærkelige skik de havde nord for Slimfjorden, med at frådse i grønlangkål hele december måned, så det sommetider kneb med at avle nok af det oppe i det barske vindblæste land. Men heller ikke det fandt Nordland var et godt nok tilbud, hvad de i virkeligheden ønskede var ganske almindelige menneskemønter, noget der klirrede i pengekassen, og så kunne de forresten selv bage de småkager de havde brug for, og med hensyn til grønkål, så havde de allerede planer om at opdyrke noget hedejord til det brug.

Nu var der en smart fyr dernede sydfra, som mente at have forstand på fisk og hele dette spørgsmål, der begyndte at gabe op med at de behøvede slet ikke at forhandle med dem om den vare, for han vidste at fiskerne fra byen Blæsbjerg, der oven i købet lå dem nærmere, ville sælge dem alt hvad de behøvede i den retning. Men sikken en latter de slog op, dem nordfra, idet de skreg højt: "Fiskerne i Blæsbjerg, alt hvad de fanger er skidtfisk, som bliver brugt til gødning, der kommer sgu ikke så meget spisefisk på deres auktion at der er nok til at byens katte kan blive mætte. Nej, kom ikke med den historie", og så lo de igen så de næsten fik tårer i øjnene.

Da det nu ikke så ud til at forhandlingerne førte til noget, skiftede Sydlandet taktik. og nu blev det klart for de andre, at de i øvrigt kun havde brugt den komedie som et påskud for den plan de hele tiden havde haft i tankerne. Uden skrupler af nogen art foreslog de at de to landsdele skulle slå deres pjalter sammen og erobre hele Mellemlandet, som de så kunne deles om bagefter. Ganske vist havde mange stoute nordboere i årevis været ret utilfredse med den behandling de havde fået andre steder i landet, for de hævdede at det var vanskeligt for dem at forstå det sprog de talte søndenfjords, for slet ikke at tale om det flade københavnske, og da det samme var tilfældet i omvendt orden, folk fra det øvrige land havde også vanskelighed med at tyde deres dialekt, så de følte sig på en måde afsondret deroppe. Men derfra, og så til at stikke en kniv i ryggen på deres landsmænd var der et for stort spring, som de slet ikke ville høre tale om. De brugte mange hårde ord om de andres hensigt, og sagde til sidst, at de ikke havde nogen større lyst til at melde sig ud af det gamle land, for at blive naboer til de falske sydboere.

Denne grove tale og indstilling fandt de dernede fra at det var et angreb på deres følelser overfor deres fælles fædreland, og henviste til de store afsavn de havde måttet gennemgå i tidernes løb, så ingen havde ret til at tvivle på deres loyalitet. De mente i øvrigt at de nordpå fuldstændig havde misforstået det de havde foreslået, hvad de havde talt om var ikke at løsrive sig fra landet, men at det kun var en praktisk foranstaltning der ville blive til gavn og glæde, ikke alene for Nordland og Sydland, men for riget i sin helhed. Men hvis ikke de ville være med til det fællesskab, skulle de ikke en gang vente på nogen krigserklæring fra dem, de marcherede når det passede dem, og så ville det ikke vare længe før de selv bestemte hvor mange fisk de ønskede, men når den tid kom skulle de ikke forvente nogen byttehandel, for de ville ikke bringe hverken grønkål eller honningkager med dem.

Så var snakken egentlig forbi, og nordboerne betragtede det som en tilsløret krigserklæring, da de spændte studene for vognene og langsomt kørte hjem igen. Overalt hvor de kom frem blev de spurgt om der var chancer for ufred, men det svarede de med at det troede de ikke, for de falske vendekåber dernede brugte munden mere end den smule forstand de havde. Men selvfølgeligt, man kunne jo aldrig vide, så det var måske klogt hvis de gravede alle deres værdigenstande ned i jorden, for hvor krigsfolk er på færde kan alting ske.

Da de langt om længe nåede deres egen landsdel aflagde de rapport til myndighederne, som dog allerede fra udsendte spioner havde hørt at de ikke skulle føle sig helt sikre, for stemningen i Sydland var i det store hele for at gennemføre deres planer, selv om det skulle føre til våbenhandlinger. De var allerede i færd med at flytte kanonerne fra de gamle skanser et stykke mod nord, for at være i stand til at forsvare deres landsdel.

For en sikkerheds skyld blev der nu foretaget nogle kloge foranstaltninger oppe i Nordland, og det første skridt de gjorde var at udnævne en øverstkommanderende for både hær, flåde og hjemmeværn. Valgt til dette vanskelige hverv blev den berømte borger fra den store by syd for Slimfjorden, Hr.Clemmensen, for de fleste mente at han var den rigtige mand til det job, og han fik titlen "Overskipper." Der var dog nogle få der var imod at han skulle lede dem, for han var jo nede søndenfjords fra, men da det blev oplyst at han havde et sommerhus oppe ved Klokhus, kunne de på en måde godt betragte ham som en af deres egne.

Hans første handling bestod i at han beordrede en af sine bedste officerer, Svend Syssel, til at løsne gangplankerne på broen der forbandt Mellemland og Nordland, så disse nemt kunne sparkes ud i Slimfjorden hvis det skulle blive nødvendigt. Men ellers kneb det med at gennemføre nogle af de planer som Overskipperen havde, for mange mente at han handlede overilet i flere retninger. I det hele taget var det svært, at få nordboerne til at blive enige om noget som helst på så kort en tid, for de var vant til at tage mindst et halvt år om en beslutning, og selv efter den tid havde de vanskelighed med at gennemføre den. Som for eksempel den gang de af turistmæssige grunde, ville have deres træer til at ligne andre i landet (som bekendt hælder de allesammen mod øst), og helt ærligt så syntes de også selv at det så pænere ud. Derfor bestemte de så at de ville prøve på at tvinge dem i en anden retning, ved at sætte en støtte til dem. Der var også forslag fremme om at grave dem op, dreje dem rundt en halv omgang, og så lade vinden om resten, men det blev stemt ned. Så man valgte altså den første metode, men da de inden længe rendte ud af kosteskafter i Brugsen løb hele ideen ud i sandet.

Men nu var der fare for krig, så noget måtte der gøres, og det hurtigt. Overskipperen mobiliserede alle ugifte, uforlovede og fraskilte mænd mellem 18 og 28 år (han ønskede ingen sørgende enker, børn eller kærester der skulle have pengehjælp efter krigen), og befalede dem til at møde op på Stinkested Hede, medbringende alle de våben de kunne finde, høtyve, møggrebe, roejern, økser, og for fiskernes vedkommende, filetknive og harpuner. (Der var mange af dem der tog på hvalfangst). De skulle også tage alle de bøsser med de havde, selv om der ingen ammunition fandtes til dem, for Overskipperen mente at alene synet af skydevåben, ville gøre modstanderne så bange at de blev våde i bukserne af bare skræk, og flygtede med det samme. Han havde ikke stor tiltro til sydboernes mod og mandshjerte, og da slet ikke til deres intelligens. (Det er det man med et fint ord kalder for psykologisk krigsførelse). Til slut fik alle soldaterne tre skonrokker i en plastikpose, som de kun måtte åbne i tilfælde af krighandlinger hvis feltkøkkenet ikke kunne komme ud til dem. Hvis der var chance for at blive taget til fange inden de havde ædt dem, skulle de prøve på at at gøre dem uspiselige, ved for eksempel at tisse på dem, så provianten ikke faldt i fjendehånd. Nu mente nordboerne at de havde gjort hvad de kunne, for at modstå de trængsler og vanskeligheder der muligvis kunne opstå for deres landsdel.

Kongen og regeringen ovre i den anden ende af landet var naturligvis meget bekymret over udviklingen, for de var bange for at miste størstedelen af riget, så de fordømte Sydlandets aggressive opførsel, og var villige til at yde de andre hjælp i form af våben og ammunition. Men da hele den kongelige flåde lå nede i Storlandsfarvandet, og bekæmpede cigaretsmuglerne sydfra, så måtte de selv deroppe afhente hvad de havde brug for. Fra det lille fiskerleje, Hirtsnakke, afgik da også halvdelen af deres trawlere nordpå for at runde pegefingeren, og for byens borgere var det et stolt øjeblik da de to store skibe stod til havs. Men de rendte desværre ind i en storm og hinkede hjem til havnen igen. Det havde naturligvis været bedre, hvis de fra den by der lå på østsiden af Nordland, havde været i stand til at hente hjælpen, men alle deres skibe lå på sildefiskeri ude i"æ Gat", så det kunne ikke lade sig gøre.

Nede i Sydland var begejstringen på dets højdepunkt. Mange tusinde af landsdelens beboerne strømmede mod den store mølle (der symboliserede deres frihedskamp) hvor et folkemøde fandt sted. De sang med begejstring deres nationalhymne, den der jo handler om "regnen og bladene der dryppede", og derefter blev der holdt opgejlende taler, som fik tilhørerne til at juble i ekstase. Senere marcherede skyttebrødrene frem foran møllen med piber og trommer i spidsen, for at vise deres skydefærdigheder. Men i stedet for lerduer, som de ellers altid prøvede at knalde ned, blev der nu kastet rødspætter op i luften, og hver gang der var en fuldtræffer lød der et jubelbelskrig fra forsamlingen. Det var deres måde at forhåne de "flyndere" deroppe nordpå, og fortælle dem at de mente det alvorligt nede i Sydland. (De vidste at der var spioner til stede). Der blev nedsat et "krigsgerat" (som de kaldte det) for at tilrettelægge afstrafelsen af de formastelige, der havde haft den gemene frækhed at kaste skarn på deres ærlige sindelag. og allerede ugen efter afgik de første troppestyrker nordpå.

Hovedstyrken fulgte den gamle hærvej, og et lidt mindre antal soldater tog toget til byen Olding, for at fortsætte nordpå langs østsiden af Mellemlandet, de skulle beskytte hærens højre flanke. Men der kom mange vanskeligheder for de der ledede begge hærafdelinger, det var som om soldaterne mistede en del af den ildhu de havde haft da de meldte sig som frivillige. Bedre blev det ikke da det blev befalet at de skulle marchere efter deres nationalsang, som jo er temmelig treven til det brug, og teksten lød heller ikke nær så inspirerende på dem som den gang foran møllen, og det bevirkede at soldaterne næsten slæbte benene efter sig, medens de mumlede ordene frem om "regnen der gav grøde." Da hovedhæren nåede nogle beboede landsbyer læste soldaterne i de lokale aviser, at man søgte arbejdere på sildemelsfabrikkerne i Blæsbjerg, og da mange allerede på dette tidlige tidspunkt var lede og kede af at spille krigsfolk mere, forlod de bare styrken og vandrede vest på. Men da en del af dem nåede udkanten af Blæsbjerg fortrød de det hele, for der kom en ubehagelig stank fra de virksomheder hvor de ville søge beskæftigelse, så de vendte hjem i stedet for. De mere modige af dem fortsatte ind til byen, men da de tilbød deres arbejdskraft på en af fabrikkerne, blev de fortalt at her antog de kun folk der var medlemmer af en fagforening. Nu var det begreb ikke helt ukendt der hvor de kom fra, men det havde aldrig rigtigt slået rod dernede, så der var kun enkelte af dem der kunne opfylde den forpligtelse, de andre daskede ligeledes i retning af de hjemlige kødgryder.

Resten af hovedstyrken fortsatte imidlertid mod nord, men nu begyndte forskellige sygdomme at melde sig. Fodtudserne var ikke vandt til at gå så langt hver dag, så fødderne svulmede op og de blev hudløse mellem tæerne som var en lidelse for de fleste. Det viste sig også at beklædnings mesteren havde gjort sig skyldig i en næsten forbryderisk fejltagelse, da han iklædte soldaterne til den lange tur, for han havde givet dem nylonsokker, og det burde han have vidst var noget af det værste materiale til det brug. Han blev da også dømt til døden efter felttoget, der dog senere blev nedsat til livsvårigt fængsel på vand og årgamle honningkager. Men skaden var sket så soldaterne hinkede afsted i store smerter. Feltlægerne havde forlængst opbrugt den smule medbragte fodsalve der fandtes, og besluttede derfor at bruge svinefedt i stedet for, men da det eneste de havde af den vare var noget der var beregnet til soldaternes brødhumpler, blev basserne beordret til at fjerne hvad der var af fedtegrever og stegte løg, og så smøre fødderne med det. Der var nogle der var for dovne til at fjerne alle klumperne, men det kom de til at fortryde senere hen.

Bortset fra enkelte desertører hver dag, var der ingen der forsvandt i store flokke, men det blev ikke ved med at gå så godt senere. Da de nåede op i nærheden af en international kendt legetøjsfabrik, der havde specialiseret sig i byggeklodser, var officerene så letsindige at de gav soldaterne lov til at indtage den. Det skulle de aldrig have gjort, for krigerne blev helt ellevilde af begejstring over alle de sjove ting, så de legede med dem hele dagen, og udfordrede hinanden om hvem der kunne bygge de flotteste bygninger. Selv under trussel af standret (hvor dødsstraf kunne idømmes), og advarsel om at de ikke fik nogen aftensmad var det ikke nok til at de forlod deres legetøj, så de fik lov til at blive der til næste dag. Der var også mange der fik tilbudt fast arbejde på fabrikken, og det lokkede så store flokke gemte sig ude i en nærliggende granplantage, for at vente på at styrken skulle forlade området. Da den ekstra dag var gået gik soldaterne kun med til at marchere videre, hvis de kunne få lov til at tage byggeklodserne med, og at der blev afsat en times legetid hver dag efter frokost. Det blev generalerne nødt til at gå med til for de var bange for at miste flere endnu, og der var stadigvæk langt til vejs ende.

Da toget med øststyrken nåede Olding, blev der lidt ballade mellem togpersonalet og nogle af soldaterne, for konduktøren havde opdaget at flere af dem havde opholdt sig inde i nogle første klasses kupeer, og da de kun havde billet til fællesklassen blev der nu forlangt en ekstrabetaling, og en bøde oven i købet, før de fik lov til at forlade toget. Den vagthavende officer måtte så op med skillingerne, men da han havde et kreditkort i lommen klarede han det uden besvær. Nu vidste han godt nok at den bank, der havde udstedt kortet var gået fallit for længe siden, men i krig og kærlighed gælder som bekendt alle kneb.

Omsider kunne styrken nu forlade banegårdspladsen, og i høj stemning marcherede de nordpå. De gik i en stor bue udenom de største af byerne, med deres diskoteker og letlevende kvinder, det mente ledelsen var bedst for soldaternes moral. Da de efter en dagsmarch på fem kilometer (de gik efter den samme musik som hovedhæren), blev der indkaldt til stabsmøde hos den øverste general. Grunden til det var at der gik rygter om, at et luftsværnsbatteri var stationeret ikke langt fra hvor de opholdt sig, så nu skulle der tages en strategisk stilling til det. Det kom som en overraskelse for dem, for de havde hørt at kongen og alle partierne i regeringen havde bestemt, at der overhovedet ikke skulle være nogle tropper i Mellemland, på grund af økonomiske vanskeligheder, men nu måtte de altså undersøge det. En afdeling af spejdere blev sendt afsted, med besked om at komme tilbage senest næste dags aften og afgive rapport. Da de ikke kom til den aftalte tid, men først dagen efter igen om eftermiddagen, havde staben allerede sat lejren i fuld krigsberedskab, soldaterne havde fået udleveret deres nødsforplejning, og der var lavet skyttegrave om hele stillingen, for ikke at løbe den risiko at blive overfaldet, men arbejdet blev aflyst da rapporten indkom. Det viste sig at der rigtigt nok var et batteri, men at der kun var en pensioneret korporal var på vagt, og da alle kanonerne pegede op mod skyerne, var der ikke noget at være bange for. Hele skytset var stillet op for et halvt år siden af forsvarsministeriet ovre i hovedstaden, men da mandskabet skulle afprøve kanonerne viste det sig at de godt kunne få dem til at pege opad, men på grund af en mekanisk fejl var de ikke til at få ned igen. Da det havde taget en måned for de høje herrer ovre i den anden ende af riget at sende kyndige folk derover, havde regnen imidlertid silet ned i løbene og rustet hel pibetøjet, så der var ikke andet at gøre end at efterlade batteriet, sende soldaterne hjem til deres kaserner, og nøjes med at ansætte den omtalte korporal som vagtpost, så ingen skulle sælge det hele som skrot. Der gik et lettelses suk gennem lejren, da det blev fortalt at faren var forbi, og mange følte at de på en måde havde vundet den første sejr i krigen. Korporalen der skulle vogte over statens ejendom blev som krigsfange ført ned i Sydlandet for at få sin straf, men Røde Kors greb ind og fortalte dommeren, at soldaten havde kone og syv børn hjemme i Mellemland, så han slap med en betinget dom. Som en belønning for at være trofast under hårde vilkår, fik han senere af kongen en af rigets højeste udmærkelser da han kom hjem.

Da der ikke havde været nogle seværdigheder på den lange tur der kunne opmuntre de lidt trætte soldater, og ingen krigshandlinger, fik en afdeling lov til at erobre et stort fængsel der lå i nærheden af en større by. De stormede de firelængede bygninger, under protest fra inspektøren der meddelte dem at det var forbudt at bryde ind i et fængsel, og at straffen for det var den samme som blev idømt for de der brød ud derfra. Men da det var en stats - institution, og soldaterne ikke mente at de var medlemmer af den forening mere, brød de dem pokker om hans protester.

Det første de gjorde var at løslade alle fangerne, undtagen de der arbejdede i køkkenet, for at nedbryde moralen ude blandt befolkningen, og derigennem formindske modstanden mod dem når de skulle marchere videre. Nu blev køkkenpersonalet beordret til at lave den bedste mad de var i stand til, og da der i alle de tomme celler befandt sig et farve T.V. (som sydboerne ikke var kendt med), forlangte soldaterne at få middagsmaden serveret inde i dem. De syntes også at det var sjovt at jage med betjentene, der før havde opført sig som nogle små paver i det store hus, ved at forlange af dem at de skulle åbne og lukke celledørene for dem, og bukke dybt bare de så skyggen af en kriger. (Som bekendt har mange soldater en mærkelig humoristisk sans). Men de vidste ikke at overinspektøren, i al hemmelighed, var på nordboernes side (han havde en halvonkel der var medlem af et sogneråd deroppe), så han havde fået fangerne i køkkenet til at blande et sovemiddel i maden. Det resulterede i at soldaterne faldt i en dyb søvn efter måltidet, og først vågnede op sent på eftermiddagen, for at finde ud at alle nøglerne i celledørene var drejet om. De ruskede i tremmerne og bankede på dørene med deres geværkolper, medens de højlydt forlangte at komme ud. De henviste til et cirkulære i loven om statens fængsler, nummer 17 paragraf 11, der sagde at fangerne havde ret til en times gårdtur hver dag. Men inspektøren var ubønhørlig, han mente ikke at det gjaldt for de der frivilligt var gået i fængsel, så de fik lov til at blive der natten over. Da de blev afvæbnet og løsladt næste morgen var alle deres kammerater væk, uden at efterlade besked om i hvilken retning de var gået, og da det var umuligt at efterspore dem i det store land, var soldaterne tvunget til at vende snotten hjemad, så også for dem var krigen forbi.

De resterende styrker af østhæren gik videre mod nord, i retning af Hovedlandets største by, men den havde de ikke nogen interesse i at besøge, for de havde hørt så mange historier om beboernes langsomme opfattelsesevne, sagt med et mildt ord, at de fleste følte det var under deres værdighed at spilde tid på dem. Der var dog en snes stykker, der var blevet træt af hærens hårde disciplin, og nysgerrige efter at se en storby med sporvogne og høje huse, at de bare stak af.

Resten forlod hovedvejen, og fulgte en mindre bivej der skulle føre dem op til domkirkebyen, hvor de efter planerne skulle støde til den styrke der kom sydfra, for så i fællesskab at angribe fjenden senere med fuld styrke. Men de mødte alvorlige vanskeligheder ikke længe efter. Da de kom til en korsvej som de bare skulle krydse, mødte de en ubehagelig forhindring, i form af en afspærring af vejen med bomme, og skilte hvorpå der med store bogstaver stod advarende:

ADGANG FORBUDT VEJEN BLIVER TJÆRET.

Det var beboerne i en nærliggende landsby der hed Forum, der havde fået den geniale ide, der aldrig før havde været brugt andre steder under en krig, og som også senere blev indlemmet i bøger om krigsstrategi, under betegnelsen: "Forum Manøvren".

Det var en slem tilbagegang for øststyrken, for nu måtte de dreje skarpt til venstre, i vestlig retning, og følge en landevej der ville føre dem til de store søer, hvor Skimmelbjerget lå majestætisk og ragede op over de mindre bakker. Men det varede flere dage inden styrken nåede så langt, så soldaterne trængte til et hvil da de endeligt ankom, men da alle hotellerne meldte optaget, måtte de tage til takke med en pløjemark, og det var de lidt misfornøjede med. Næste dag var en søndag, og det vrimlede med besøgene i omegnen, for Svimmelbjerget var et kendt udflugtssted for skoler af enhver art, husholdningsforeninger, syklubber og ganske specielt de organisationer der beskæftigede sig med bjergbestigning.

Alle soldaterne fik om morgenen udbetalt 25 øre, som belønning for udståede strabadser, til at købe en isvaffel for i nogle af de mange boder der fandtes ved foden af bjerget, og det var lige noget der passede dem. Der var nogle der købte en lakridsstang i stedet for, begge dele var noget de ikke var vant til, og det satte stemningen og humøret op blandt de trætte krigere. Ude ved en af søerne afholdt "Omegnens Kvindelige Ungdom" deres normale sommermøde, med en berømt kvinde fra hovestaden der talte om emnet: "Forskellen mellem seksuel og platonisk kærlighed". Om det nu var dette bestemte tema der interesserede soldaterne, eller det snarere var synet af alle de kønne piger der var til stede, er i og for sig ganske ligegyldigt, men fakta var at der var utroligt mange af dem der deltog i mødet. Nu er det jo ikke aldeles ukendt at soldateruniformer (selv om de i dette tilfælde var selvopfundne og lasede) altid har haft en dragende magt på kvindekønnet, og det var også tilfældet her, til trods for pigernes tilsyneladende ærbarhed. Da mørket kom kunne man også se mange soldater der skulle følge pigerne hjem, og det var heller ikke så mærkeligt at de foretrak pigernes sengehalm, i stedet for at sove på en åben mark. Der var andre der deltog i en jitterbug-konkurrence, som fandt sted på en estrade der var bygget ud i søen. Når man nu ved hvor uhøvisk denne såkaldte dans er, og hvor frivole de piger der deltager i den opfører sig, er det ikke så underligt at mange af de brave krigere blev lokket ind i deres net, og glemte alt om de heltegerninger de skulle udføre.

Næste morgen da der blev blæst til afmarch manglede der så mange mænd, at den øverste hærledelse besluttede at vente til den påfølgende dag med at drage videre, i håbet om at nogle af de der havde begået faneflugt skamfulde ville vende tilbage til folden. Men det blev ikke tilfældet, tværtimod, endnu flere forsvandt, så der var ikke andet at gøre end at indrømme, at der altid er en vis tabsprocent i en krig, men uanset det blev det forventet at de resterende ville kæmpe videre.

Da resten af styrken nåede domkirkebyen, hvor hovedhæren havde ventet på dem i en uges tid, blev de til straf for deres sene ankomst, nægtet adgang til at bese de berømte freskomalerier inde i den store kirke, og det var soldaterne gale over, for de havde glædet sig til den store oplevelse. Men ikke nok med det, da staben mente at styrkens officerer havde udvist pligtforsømmelse, ved at lade trefjerdedelen af mandskabet desertere, forlangte den allerøverste general (der var en forhenværende højskolelærer) at de formastelige skulle dømmes efter krigslovens strengeste bogstaver og skydes ved daggry. Men det var kun en tom trussel, for de havde selv mistet så mange af deres egne at der ikke var grundlag for at dømme de andre, og så havde de i øvrigt heller ikke råd til at miste flere af deres tapre soldater.

Den sidste strækning op til Slimfjorden var en sand lidelse for hæren. Jo nærmere de nåede det strategiske punkt, hvor de alle skulle angribe og erobre Nordland, desto større modstand mødte de overalt hvor de kom frem. Bønderne havde forlængst fjernet alle kreatuerne fra de marker der stødte op til landevejen, så der blev, ikke alene mangel på mælk som de plejede at få på deres Corn Flakes om morgenen, men også på kød. Deres moral led også den alvorlige skade ved, at de nu stank så meget af skidt, at ingen af egnens piger ville have noget med dem at gøre, men i stedet for råbte skældsord til dem, medens de demonstrativt holdt hænderne op for næserne. Da vejret samtidigt med blev elendigt, med regn næsten døgnet rundt, var de nødt til at søge ind i de ladebygninger de kunne finde for at få nattelogi. Men også der var alt andet end behageligt, for bønderne havde strøet peber på den smule halm og hø der var derinde, så det var umuligt for soldaterne at få en god nats søvn. (Bønderne løb naturligvis den risiko, at den smule korn de måske havde liggende, på den måde også blev forurenet, men de regnede med at melet nok kunne bruges til pebernødder).

Nu var beboerne deroppe jo ikke hadefulde personer, så de mange hundrede af soldater, der ikke kunne tage strabadserne mere, og blev efterladt ude i grøftekanterne, blev pænt behandlet senere hen. Mange af dem fik civilt tøj, mad og, hvad der måske var det vigtigste, et bad, og der fortælles endda, at da de først kom til at lugte som andre mennesker, havde pigerne ikke noget imod at kissemisse lidt med dem. Flere af sydboerne bosatte sig på egnen, og der siges at de, trods deres afstamning, blev til pæne fornuftige borgere, som man vanskeligt kunne se forskel på sammenlignet med andre.

Havde slimfjordbyens borgere vidst, at det kun var en parodi af en hær, der kom haltende gennem byens gader, havde de ikke behøvet at flygte i angst, men var blevet hjemme, for byens brandvæsen alene ville have været tilstrækkelig til at nedkæmpe hele banden, men nu var der mennesketomt overalt. Hvad krigens udfald var blevet, hvis ikke sydhærens generaler havde lavet den største fadæse i hele felttoget, har senere været diskuteret blandt mange forskere af krigshistorie. Men hvad der skete var at soldaterne fik lov til at indtage de store brændevinsfabrikker som byen er kendt for, med det resultat at der var døddrukne krigere overalt i byen. Nede i deres hjemegn var de vant til at drikke nabolandets kummel snaps, der havde otte ni procent alkohol, og nu troede de at de kunne drikke det samme kvantum af denne bys akvavit, der som bekendt er så stærk at det faktisk kun burde bruges til vinduespudsning. (Det er der i alle tilfælde nogle der mener).

Da nordhærens leder, Overskipperen, fik færden af hvad der foregik dernede, fik de travlt med at gøre broen farbar igen. og med Svend Syssel som leder, han var nu var blevet oberst og næstkommanderende, blev det ordnet den samme dag. Desværre skete det ikke uden tab for nordhæren, for en halv snes stykker styrtede under arbejdet ned i Slimfjorden. Men den slags ting sker jo i en krig.

Med flyvende faner, og pigegarden fra Hirtsnakke i spidsen, drog de jublende soldater ned og befriede byen ved at afvæbne de få modstandere der var ædru.

Således afsluttede et sørgeligt kapitel i rigets historie.