DJÆVLEN OG BILLY MARKHAM |
En fri oversættelse fra engelsk efter Shel Silverstein: The Devil and Billy Markham |
Djævlen kom ind til "Linebaugh" en trist og regnfuld efterårsdag, Hvor de tabte sjæle søbede suppe uden hverken kraft eller smag. Der sad de omkring et aflangt bord, alle de spildte talenter, I et dødssygt gulligt neonlys der strejfede klaverets tangenter. Og djævlen spurgte rundt omkring: "Er der nogen her monstro, Blandt den hele flok der er modige nok til at trille en terning eller to?" Red han stemte sin guitar, og lod som om han var døv og stum. Eddy stirrede kun ned i sit glas, og tog så en slurk af dets skum. Vince han sagde: "Ikke hos mig så længe jeg selv da kan vælge," Og fortsatte med at skrive en sang som han troede på kunne sælge. Ronny sad og hviskede ømt til en tøs hvis tale var både grov og rå, Nogle hostede, og djævlen svor da han vendte sig om for at gå. "Vent lidt" lød en stemme fra det bagerste bord, "før du går ud af den dør, Er gevinsten god, tror jeg har mod, for jeg har trillet med terninger før." Og der stod poeten Billy Markman, som enhver kendte allerbedst, For de mange vovede viser han sang, dem byen havde hadet som pest. Han var trampet på mangfoldige gange, men hans øjne var kloge bedrøvet, Hans poesi var gadens sang, men hans held var som blæst væk med støvet. "Jeg kender dig" sagde han til djævlen," på de mærker du bærer i panden, Selv om du taler med tusinde stemmer, og lader som du er en anden. Jeg har spillet hasard her på Music Row med kæltringer, tyve og skarn, Så jeg er parat skønt jeg kender den måde du spinder dit djævelske garn." "Fint" sagde djævlen, " så gå ned på knæ, som om du vil bede en bøn, To terninger har du at spille med, men reglerne er mine, min søn, Du ruller en gang, en eneste gang, kommer tretten op er du vinder, Og så er det dit alt guld på jord, plus alle dens dejlige kvinder. Men triller du ikke det rigtige tal, Bill, kan du kysse din røv farvel, Og give din rådne krop til gud, men sjælen den beholder jeg selv." "Tretten", siger Billy Markham, "jeg har spillet en langt værre hasard, Jeg har elsket mange begærlige kvinder, og sprunget ned fra toge i fart. Så giv mig lidt plads på gulvet her, og flyt din brede stinkende bag, Der er ingen der før har slået en tretten, men måske er jeg heldig i dag." Billy Markham griber en terning og drejer den rundt, men den er bar, Helt uden sorte prikker, men djævlen ler. "Det er den eneste jeg har." "Nå, skidt" siger Billy lidt skuffet, “uden at jeg vil kritisere er det klart, At det kun er en drømmende tåbe som jeg der spiller den slags hasard." "Så gå," sagde djævlen, "der er slet ingen tvang, og du skylder mig ingen ting". "Gå hvor," svarer Billy, "der er bare ikke en spillebule milevis omkring, Men skulle jeg tabe spillet i dag, og djævlens min sjæl tage til fange, Da arver den ven min gamle guitar der tør spille nogle ærlige sange, Og ikke er bange for at bruge ord, som fandens, pisse og noget lort, Og som ikke skyer hverken spot eller spe, og er angst for hån eller tort. Men spiller han den sødsuppesødt, og synger kun om gudelige gerninger, Da vent til vi mødes ved helvedets port, og gi' mig så de forbandende terninger." Billy han ryster dem i sin hule hånd, og brøler: "Kom så tretten for tåber" Men op kom de blanke og i det samme sekund, "du tabte" djævlen råber. "Men jeg må sige før vi sammen går vores vej, at jeg har beundret din stil, Af alle de dårer der har spillet mod mig er du den første der har tabt med en smil" "Lad mig så fortælle dig noget," siger Bill, "og hold inde med din ros og dit saft, I fjorten år på Music Row, er det nok den bedste chance jeg har haft." Arm i arm går Billy og djævlen sammen ud gennem "Linebaughs" dør, Op imod væggen står Billys guitar, der hvor han stillede den før. Og hvis du går ind til "Linebaugh" nu, på en væg der er grumset og grå, Hænger der en guitar på en rusten søm, som slet ingen tør spille på. |