BILLY MARKHAM OG FLUEN

Billy Markham drejer langsomt rundt over fyret der        lige er tændt, Hans skind er sprækket som en ristet gris, og kødet det        lugter brændt. Svovlstank fylder hans næsebor, og han fodres med        mudder i klatter, Af en håret smådjævel der danser omkring, og griner med        skurrende latter. Hans øjeæbler koger i hans pandeskal, og hans blod er        som lavastrømme, Han sover en søvn af en brændende død, og drømmer        uforklarlige drømme. Helvedetsporten åbnes på klem, og ind lister djævlen,        "Den Lede", Og siger til Bill med et hæsligt grin: "Hvordan går det        ellers hernede, Desværre havde vi ingen vinduesplads, du fik den bedste        vi har, Men så snart vi er færdig med "Atilla the Hun", flytter vi        dig hen hvor han var. Hjælp er så vanskelig at finde i dag, skønt lønnen er god        vil jeg mene. - Nej, drej den horekarl langsomt rundt, skal jeg klare det        hele alene -? Jeg kan fortælle dig Bill det er et heldagsjob at få folk til        at stege og vræle, Men kontorvrøvl og slid gir' mig dårlig tid til at samle på        nye sjæle. Det bringer mig til hensigten med mit visit, for du er jo en        spilleglad svend, Og jeg tør næsten vædde at du vil gi' alt for at trille en        terning igen. Så i stedet for at svømme i mudder og slim, i stank der er        værre end pest, Kan jeg ofre noget rart, en smule hasard, for sjæle du        elskede bedst. "Spille om sjæle af dem jeg elskede mest, nej faneme Nej        om jeg vil" "Talt som en helt,” sagde djævlen besk, "mere kul på        henne hos Bill." "Du kan bage mig langsomt og riste min krop, hvis du        gider ha 'al den besvær, En kryster der er bange, dør tusinde gange, men en brav        mand kender sit værd." "Hej, Bill, det er poetisk" djævlen ler, "men livet er nu        hverken rim eller sange, Og jeg kender veje hvor en brav mand vil stege, og dø        millioner af gange" "Så gør det din satan," Billy Markham skreg, "jeg købslår        ikke om dem" "Det siger de alle," er djævlens svar, "men løfter kan tit        gå i glem." Og flammerne ætser sig ind i hans krop, rødglødende er        anklernes lænke, En stor rotte gnaver i hans næsebor - og da begynder Billy        Markham at tænke - Han tænker på sin allerkæreste der har elsket ham uden        at klage, Han tænker på sin gamle grå morlil der alligevel ikke har        langt tilbage, Han tænker på sin eneste datter med det krøllede hår        ned i panden. Så gjorde djævlen djævelske ting, og Bill skreg: "Så        tag dem for fanden" Vupti, han er tilbage hos "Linebaugh" påny, spilleglad        og ør. Djævlen knæler ned ved siden af, han er parat til at spille        som før. Og Bill rører blidt ved det gamle gulv der er grumset af        årgammelt skidt, Alle han kender af de gamle venner kommer daskende        lidt efter lidt. Han hører en jukebox skærende højt, og fornemmer        svedlugt af mænd, Og han indånder duft af den røgfulde luft og tænker:        Jeg er hjemme igen. "Er du snart parat til at tabe igen," han hører at djævlen        spår, "Eller vil du hellere sidde og klappe det gulv som du        stryger en ung piges lår?" Billy Markham tager terningerne, og skotter til        djævlen hen, Hvis jeg vinder i dag var helvede en drøm, og sjælen         er min egen igen. "Jeg går ud fra at sagen stadig er tretten?" Billy Markham        stilfærdig spør, "Ja, og indsatsen er din stinkende sjæl nøjagtigt det        samme som før". "Man kan aldrig rigtigt vide," svarer Bill, "om hvornår        lykken smiler til en mand, Og hvis ikke en forkullet stymper kan gøre det,        hvem så i helvedet kan." Der var dødsens stille i rummet nu, hvor der før var larm        og spektakel, Og Billy ruller en seks og en seks - men så sker der et        sandt mirakel. En spyflue, sikkert fra himlen sendt, hen over gulvet        flyver, Og skider en klat, et mægtigt skvat, og laver en sekser        om til en syver. "Tretten," råber Billy Markham, "Djævlen er kommet        til kort" "Nej, gu er han ej," siger djævlen vredt og blæser        skidtet bort. "Så nu, Billy Markham," djævlen ler, "står du atter        til helvedet i gæld, Når du spille hasard om din rådne sjæl gælder ikke        dit flueskidt held." "Sådan er livet," siger Bill med et suk, "der kommer        altid noget på tværs, Men om flueskidt, skønt det hjalp mig så lidt, kan jeg        skrive et brandgodt vers." "Ja, du er en sanger og en drømmer, Bill, og du tror på        en hellig pligt, At bare fordi du ikke går fuldstændig fri skal du skrive        et luset digt, Der er meget mere til liv og død end alle de ord du        kan prente, Hver latterlig nar kan spille guitar, - men kan du også        betale din rente? Og vips vågner Billy Markham op igen, lænket og        helt uden klær, Ristende over den samme ovn, og hans hud er som        flæskesvær. Hans mund er som fyldt med smeltet bly, og stanken        er ubeskrivelig fæl, Ved siden af sidder djævlen og ler, og tørrer sin røv        med hans sjæl. Og han hører skrig fra sin gamle mor da djævlen åbner        et spjæld, Og han hører gråd fra sin datterlil, der nu betaler hans        spillegæld, Han hører stemmen af sin elskede viv, der ler som et        barn i leg, Da hun suger djævlens hjerne ud, på sin hel egen        kærlige vej. Billy Markham drømmer og fantaserer i helvedets        brændende lue, At noget kryber op i hans næsebor, det er den grinende        "Linebaugh" flue.