NEDSTIGNINGEN |
Billy Markham sidder på en renvasket sky, gusten, fed og forpustet, Hans støvede vinger er kastet bort, og hans harpestrenge er rustet. Der er snavs under hans fingernegle, og med et tåget udtryk i sine øjne, Ligner han mest en brændt ud narkoman, der er fyldt med tusinde løgne. De havde vasket hans krop med myrra og mælk, og sat ham på en mægtig trone, Givet ham sølverglinsende tøj, og på hans hoved en gylden krone. Han havde fået det bedste af bordets glæder, og var badet i kundskabens kilde, Men hans tanker var nede i helvedets hede, hos hans elskede mor og den lille. Hans tanker var nede i det dybe hul, der er oplyst af svovlende kærter, Bare han kunne læske deres munde, og lindre dem for de pinende smerter. Og han tænker med suk på sin datterlil, hans dyrebare øjesten, Og på sin kvinde med skam det skulde glæde ham at brække hendes arme og ben. Så sent på natten medens harperne spiller: "Mød mig i salighed" Får Billy fat i den silkesnor der hænger slapt fra himlen ned. Han havde smidt sin gyldne krone, og hele den pralende dragt, I sit gamle tøj glider han ned uden støj, for Gabriel selv er på vagt. Ned går det gennem den parfumerede luft, der er plettet af snehvide skyer, Og han standser et sekund for at se sig rundt på bjerge marker og byer. Videre går det gennem en snavset kloak hvor alting er stille og tyst, Og han møder en ubeskrivelig stank da han lander på helvedets kyst. Han kommer til den rustne indgangsport, og gir' den vagtsomme hund noget æde, Vader over Styx med det rådne vand (færgemanden var ikke til stede), Ned forbi frådsernes og alfonsernes flok der ligger på gloende rister, Til børnemolesterer og krigsprofiterer, og pengegriske evangelister, Forbi menedere, mordere, pyromaner og mange af de forskellige forkyndere, Til et skilt han når hvorpå der skrevet står: "Denne vej til de skyldsløse syndere." Der fandt han sin mor hvor hun lå og led, og varsomt løftede hende op, Og sin datterlil der lå på en grill med sin halvforbrændte krop. Da han fandt den grube hvor hans kvinde sov spyttede han på ilden hvor hun lå, Og han kaldte hende hore og helvedets skøge da han vendte sig om for at gå. Fra denne stund, Billy Markham bander, tror jeg kun på barn og mor, Nej, aldrig i evighed tro’r jeg mere på kærlighed, og på en tæves tvetydige ord. Tilbage opad rebet klatrer han rapt, bort fra den dræbende varme, Gennem et helvede med gråd og skrig, med de elskede i sine arme. Nu mangler han bare et eneste nøk, et eneste, så frihed i evighed, Men det var for sent, for foran ham stod djævlen sort og led. Nu var han klædt i sin røde dragt, med perler og diamanter besat, Hans horn var poleret, hans hud illumineret, han lyste op i den bælgmørke nat. Hans hale var snoet som en slange slesk, og hans øjne var kolde som is, På to store sten med skrævende ben, blokkede han vejen til paradis. "Men hvad har vi her," siger djævlen koldt, og gnubber sin skæggede kind. "I alle mine år som mørkets prins er der ingen der før har brudt ind. Og af alle de dristige tåber der er -hvem skal være helt - Hva'behar - Selvfølgeligt min gamle ven, Billy her, der før har holdt mig for nar. Jeg havde hørt du var oppe i himlen, Billy, og digtede viser dagen lang, Hvad er der i vejen, ville himlens kor slet ikke synge din snavsede sang? Eller er det tanken om dine kære du solgte, og den skam du bærer på. Eller, nu må jeg le, noget andet måske, syndsforladelse du håber at få? Du skrev viser og sange om at stå stærk, og om at blive fuldstændig fri, Men hvad er der tilbage, kun jammer og klage, følg, Billy din egen poesi. Du har gjort mig til skue for latter, og verden har leet med dig, Nu kommer du brasende herned som en rasende, hvem er så djævlen du eller jeg Har jeg sendt dig en invitation, Billy, er der nogen der har drejet din arm, Men nu er du hernede i den dejlige hede som nok skal holde dig varm. Så ikke flere terninger, og ikke mere spil, eller vinding naturligvis, Det er Billy og den Fæle samt stjålne sjæle mellem helvede og paradis." "Men hvad er nu det," fortsatte djævlen med hån,"Var der kun to blandt dine kære, Jeg mener bestemt at en er glemt, og hvem mon den ene kan være? Kan det være din egen elskede, Billy, med englesmil om mund, Som du ikke sætter fri, og det bare fordi hun har leget med djævlen en stund, Og du kalder dig selv for frigjort, din snerpede falske starut, Hun skal blive hernede i helvedets hede, for et harmløst elskovs minut. Men hvad skulle hun ellers ha' gjort, Billy, ende op som en brændende sten, Og det bare fordi hun i din fantasi var en engel trofast og ren, Hun reddede sig selv på pigemaner, og du forbander hendes navn, For pokker, Bill, du har gjort som du vil hver gang du følte et savn." "Du snakker som en bog, " Billy Markham udbrød, "at tilgive er nemt nok, men, Når skammen brænder som helvedets ild, hvordan kan man fjerne den?" "Skam," ler djævlen, "Hun er kun en kvinde der gav hvad havde, og frit, Rigtigt eller forkert, men hun skal ikke dømmes af en mangelfuld hypokrit. Hun skal regere med mig i helvedets dyb, og eje alt hvad der er mit, Og du skal leve med den smerte at djævlens hjerte havde mere medynk end dit." "Hej, vent et minut, "svarede Billy, "Jeg begynder først nu at forstå, At din skidne filosofi er bare fordi den måde hun gjorde det på, Din romantiske bastard hvis det er dig klart, at hun gjorde det for at redde sit liv, Så vent bare og se hvad der vil ske, når engang hun bliver din viv." "Pladder," råber djævlen, "det er blasfemi, du sku’ brændes til sten hvor du står, Men den gift der nager i din rådne kadaver, skal pine dig i tusinde år. Så let din røv, Bill, her er dit reb, kravl kun op til den hellige ånd, Og hold illusionen af datter og mor fast i din svedige hånd, Og når du bliver skuffet senere hen vil du råbe og tage på vej, Men skrig til englene for helvedets port er for evigt lukket for dig." Billy Markham kryster sine kære to, og kravler op som i drømme, Er det den skarpe vestenvind der får tårerne til at strømme, Eller er det stanken af svovl, eller måske solens stærke hede, Eller er det lyden af bryllupsfest, som dæmonerne har startet dernede? Medens djævlen og hans trolovede danser op i en vild can-can, Fortoner lyden sig mere og mere for Bill, nu hører han englenes sang. |