NEDSTIGNINGEN
 
Billy Markham sidder på en renvasket sky, gusten, fed
       og forpustet,
Hans støvede vinger er kastet bort, og hans harpestrenge
       er rustet.
Der er snavs under hans fingernegle, og med et tåget
       udtryk i sine øjne,
Ligner han mest en brændt ud narkoman, der er fyldt
       med tusinde løgne.
De havde vasket hans krop med myrra og mælk, og
       sat ham på en mægtig trone,
Givet ham sølverglinsende tøj, og på hans hoved en
       gylden krone.
Han havde fået det bedste af bordets glæder, og var
       badet i kundskabens kilde,
Men hans tanker var nede i helvedets hede, hos hans
       elskede mor og den lille.
Hans tanker var nede i det dybe hul, der er oplyst af
       svovlende kærter,
Bare han kunne læske deres munde, og lindre dem for
       de pinende smerter.
Og han tænker med suk på sin datterlil, hans dyrebare
       øjesten,
Og på sin kvinde med skam det skulde glæde ham at
       brække hendes arme og ben.
Så sent på natten medens harperne spiller: "Mød mig
       i salighed"
Får Billy fat i den silkesnor der hænger slapt fra himlen
       ned.
Han havde smidt sin gyldne krone, og hele den pralende
       dragt,
I sit gamle tøj glider han ned uden støj, for Gabriel selv
       er på vagt.
Ned går det gennem den parfumerede luft, der er plettet
       af snehvide skyer,
Og han standser et sekund for at se sig rundt på bjerge
       marker og byer.
Videre går det gennem en snavset kloak hvor alting er
       stille og tyst,
Og han møder en ubeskrivelig stank da han lander på
       helvedets kyst.
Han kommer til den rustne indgangsport, og gir' den
       vagtsomme hund noget æde,
Vader over Styx med det rådne vand (færgemanden
       var ikke til stede),
Ned forbi frådsernes og alfonsernes flok der ligger på
       gloende rister,
Til børnemolesterer og krigsprofiterer, og pengegriske
       evangelister,
Forbi menedere, mordere, pyromaner og mange af de
       forskellige forkyndere,
Til et skilt han når hvorpå der skrevet står: "Denne vej
       til de skyldsløse syndere."
Der fandt han sin mor hvor hun lå og led, og varsomt
       løftede hende op,
Og sin datterlil der lå på en grill med sin halvforbrændte
       krop.
Da han fandt den grube hvor hans kvinde sov spyttede
       han på ilden hvor hun lå,
Og han kaldte hende hore og helvedets skøge da han
       vendte sig om for at gå.
Fra denne stund, Billy Markham bander, tror jeg kun på
       barn og mor,
Nej, aldrig i evighed tro’r jeg mere på kærlighed, og på
       en tæves tvetydige ord.
Tilbage opad rebet klatrer han rapt, bort fra den dræbende
       varme,
Gennem et helvede med gråd og skrig, med de elskede i
       sine arme.
Nu mangler han bare et eneste nøk, et eneste, så frihed i
       evighed,
Men det var for sent, for foran ham stod djævlen sort og
       led.
Nu var han klædt i sin røde dragt, med perler og diamanter
       besat,
Hans horn var poleret, hans hud illumineret, han lyste op i
       den bælgmørke nat.
Hans hale var snoet som en slange slesk, og hans øjne var
       kolde som is,
På to store sten med skrævende ben, blokkede han vejen til
       paradis.
"Men hvad har vi her," siger djævlen koldt, og gnubber sin
       skæggede kind.
"I alle mine år som mørkets prins er der ingen der før har
       brudt ind.
Og af alle de dristige tåber der er -hvem skal være helt -
       Hva'behar -
Selvfølgeligt min gamle ven, Billy her, der før har holdt
       mig for nar.
Jeg havde hørt du var oppe i himlen, Billy, og digtede viser
       dagen lang,
Hvad er der i vejen, ville himlens kor slet ikke synge
        din snavsede sang?
Eller er det tanken om dine kære du solgte, og den skam
       du bærer på.
Eller, nu må jeg le, noget andet måske, syndsforladelse
       du håber at få?
Du skrev viser og sange om at stå stærk, og om at blive
       fuldstændig fri,
Men hvad er der tilbage, kun jammer og klage, følg,
       Billy din egen poesi.
Du har gjort mig til skue for latter, og verden har leet
       med dig,
Nu kommer du brasende herned som en rasende, hvem er
       så djævlen du eller jeg
Har jeg sendt dig en invitation, Billy, er der nogen der har
       drejet din arm,
Men nu er du hernede i den dejlige hede som nok skal
       holde dig varm.
Så ikke flere terninger, og ikke mere spil, eller vinding
       naturligvis,
Det er Billy og den Fæle samt stjålne sjæle mellem helvede
       og paradis."
"Men hvad er nu det," fortsatte djævlen med hån,"Var der kun
       to blandt dine kære,
Jeg mener bestemt at en er glemt, og hvem mon den ene
       kan være?
Kan det være din egen elskede, Billy, med englesmil
       om mund,
Som du ikke sætter fri, og det bare fordi hun har leget
       med djævlen en stund,
Og du kalder dig selv for frigjort, din snerpede falske
       starut,
Hun skal blive hernede i helvedets hede, for et harmløst
       elskovs minut.
Men hvad skulle hun ellers ha' gjort, Billy, ende op som
       en brændende sten,
Og det bare fordi hun i din fantasi var en engel trofast
       og ren,
Hun reddede sig selv på pigemaner, og du forbander
       hendes navn,
For pokker, Bill, du har gjort som du vil hver gang
       du følte et savn."
"Du snakker som en bog, " Billy Markham udbrød,
       "at tilgive er nemt nok, men,
Når skammen brænder som helvedets ild, hvordan
       kan man fjerne den?"
"Skam," ler djævlen, "Hun er kun en kvinde der gav
       hvad havde, og frit,
Rigtigt eller forkert, men hun skal ikke dømmes af
       en mangelfuld hypokrit.
Hun skal regere med mig i helvedets dyb, og eje alt
       hvad der er mit,
Og du skal leve med den smerte at djævlens hjerte
       havde mere medynk end dit."
"Hej, vent et minut, "svarede Billy, "Jeg begynder
       først nu at forstå,
At din skidne filosofi er bare fordi den måde hun
       gjorde det på,
Din romantiske bastard hvis det er dig klart, at hun
       gjorde det for at redde sit liv,
Så vent bare og se hvad der vil ske, når engang hun
       bliver din viv."
"Pladder," råber djævlen, "det er blasfemi, du sku’
       brændes til sten hvor du står,
Men den gift der nager i din rådne kadaver, skal pine dig
       i tusinde år.
Så let din røv, Bill, her er dit reb, kravl kun op til den
       hellige ånd,
Og hold illusionen af datter og mor fast i din svedige
       hånd,
Og når du bliver skuffet senere hen vil du råbe og
       tage på vej,
Men skrig til englene for helvedets port er for evigt
       lukket for dig."
Billy Markham kryster sine kære to, og kravler op
       som i drømme,
Er det den skarpe vestenvind der får tårerne til at
       strømme,
Eller er det stanken af svovl, eller måske solens
       stærke hede,
Eller er det lyden af bryllupsfest, som dæmonerne
       har startet dernede?
Medens djævlen og hans trolovede danser op i en
       vild can-can,
Fortoner lyden sig mere og mere for Bill, nu hører
       han englenes sang.