BRYLLUPSFESTEN

Helvedets trompeter har givet signal, og lyden var høj        og skær, Helvedets trompeter har givet signal, og de høres af alle        og enhver, Helvedets trompeter har givet signal, og til himlen lyder        dets bud, Kom engle, kom alle, hør djævlen kalde, for djævlen tar'        sig en brud. Og ud af perleporten vandrede mange i lange rækker og        geled, For når djævlen byder til giftemål så vil de fleste i himlen        med. Abraham og Moses går allerførst i toget, i deres pæneste        søndagstøj, Med Martin Luther på venstre, og alle paverne på den højre        fløj. Ned stiger de samlede til bryllupsfest, nedad fra paradisets        have, Som faldne stjerner der fra himlen sig fjerner, og hver med en        bryllupsgave. De stærke og svage, de lamme og døve, uden hensyn til fødsel        og rang, Og til allersidst Billy Markham, der bander godt fordi vejen den        er for lang. Hallen var smukt pyntet med røde strimler og bånd og forgyldte        fyrretræs kogler, Djævlen og han kone sad på en trone der var lavet af lavet af        menneskeknogler. En efter en kom de bukkende ind, alle de mange himmelske        gæster, Og djævlen grinte et flækket grin, for her var ham der var herre        og mester. Han hviskede en tak til alle og enhver, og brystede sig i sit        skrud, Med megen palaver lagde de gaver ned for foden af djævlens        brud. Lucrezia Borgia havde lavet en punch af påskebryg, whisky og        vin, Plus vanen tro en snaps eller to af skarntydesaft blandet med        stryknin. Festmåltidet var grillstegt slangekød, smagt til med unævnelige        ting, Hekse, smådjævle og andet kravl dansede lystigt omkring bordet        i ring, Enhver drikker godt af det stærke bryg, glemmer alt om dyder        og synder. Djævlen stråler og med glasset skåler til dem alle da festen rigtig        begynder. Væggene der adskiller de mange rum slår revner og smuldrer i        kvas. Djævlen byder til dans, og snor sin svans da musikken spiller        Orleans-Jazz. Det er englen Gabriel der blæser sit horn, til takten af Neros        fiol, Og Armstrong der svedende spiller trompet stående op på en        stol. Tribini rumler med sin rumlestang og Lenny Bruce han spiller        guitar, Elvis og Bing synger sammen en duet, og gir'den alt hvad de        har. Marilyn Monroe begynder at strippe, og der høres hurra og        applaus, Undtaget fra Lady Macbeth der er smadder forelsket i gamle        Santa Claus. Amelia Erhard i sin gamle læderjakke og Jessei James bytter        uartige fotos, Richard den Tredie sammenligner sin lille pukkel med den af        Quasimodos. Ulykkelig og splitternøgen i en lænestol sidder Edgar Allan        Poe, Levende model til et billede i karikatur, af Monet, Degas og        Michelangelo. Henrik den Ottende larmer og råber op om mad om vin og        kvinder, Gandhi sidder alene ved sin gamle rok og spinder, spinder        og spinder. Katherine den Store og Grigory Rasputin danner et nydeligt        par, Ludvig den Fromme forsøger at komme i bukserne på Sara        Bernhard. Florence Nigtingale danser og vrikker rundt med arme ben        og lænder, Stalin og Hitler får sammen en drink for at vise at nu er de        venner. Charlotte Corday og Jean Paul Marat sludrer sammen i fryd og        i gammen, Abel og Kain, og enken fra Nain, forsøger at klare en trekant        sammen. Og djævlen, der nu er godt plørefuld, sidder og kigger fra side        til side, Først mistænksomt på Billy Markham, derefter på bruden den        hvide. Han stopper musikken med løftet hånd, som havde han en sjette        sans, Da Billy nærmer sig tronen og spørger "Må jeg ha' den næste        dans" "Kan det være Billy, der elsker det rene, " djævlen foragtelig        fnøs, "Nej, ingensinde vil han røre den kvinde han førhen har kaldt        for en tøs." "Men hvem det end er," siger djævlen besk, "denne stakkels        ensomme fyr, Vi har bryllupsglæde så stig ned fra dit sæde, og dans med ham        uden postyr." Djævlen griner og befaler musikken at spille med ynde og        varme, Og bruden går villig hen imod Billy, og smyger sig ind i hans        arme. Helvedets gæster fniser og skotter, og nysgerrigt vogter de        dansendes øjne, Medens de tæt sammen hvirvler rundt og rundt imellem sandhed        og løgne. "Oh, min dukke, " Billy Markham hvisker ømt, "jeg har gjort dig        fortræd og skam, Da jeg kaldte dig hore for det som du gjorde da du legede kærligt        med ham, Men er der en himmelsk eller helvedets vej, jeg kan bøde for uret,        min skat, Vil jeg, koste hvad det vil, min sjæl stå på spil, få dig ud af helvede        i nat." Og kvinden smiler et flagrende smil, da hun smigrende hvisker        i Billys øre, Medens de dansede rundt: "Det gør mig så ondt, men der er noget        Bill, du kan gøre." Nu er hallen tom, gæsterne gået, og helt alene på den gamle        trone, Sidder hånd i hånd, i kærlighedsånd, djævlen og hans nye        kone. Fanden strækker sig, griner og gaber,og spørger med djævelsk        jargon: "Nå, skal vi, min smykke, forsegle vor lykke på ganske almindelig        menneskefacon?" Han stiller sin trefork i det fjerneste hjørne, og smider sit højrøde        skrud, Fletter sin todelte halestump, og venter nu kun på at tage sin        brud. Hans elskede løfter sin brudedragt, og fjerner alle bændler og        bånd, I retning af djævlens ungkarleseng vandrer de ganske stille hånd        i hånd. Som flammende ild i den mørke nat gløder hendes opvendte        bryst, Og for første gang i over tusinde lange år får djævlen rigtig        lyst. "Nu kommer timen," djævlen hvisker, "Hvor vi bare skal elske        og glemme." "Jeg elsker også dig, din gamle bastard, " sagde hun med Billys        stemme. Djævlen sprang op, men af bare anger mistede han komplet sit        mæle. "Vi har narret den Slemme, "lød Billys stemme, "da vi dansede        byttede vi sjæle, Nu er hun i himlen, synger mine sange, og glemmer alt om plage        og pine, Forevig tryg i armene af Gud, medens lille jeg er hernede i        dine." "Din stinkende lus, "skriger djævlen, "jeg skal lære dig at lege        med mit hjerte, Når jeg gir' dig, dit skarn, et tyvepunds barn, så fortæl mig noget        om smerte." "Hold inde et minut, din gamle starut, til det siger jeg afgjort        stop, Hvis du kommer mig nær med dit skidne gevær, vil jeg flå den        ud af din krop." "Ikke så højt," hvisker djævlen angst, "hvis helvede får rigtigt        besked, Vil de grine og spotte, smiske og skotte, og forbande mig i        evighed. Du har gi'et mig kroppen af min elskede brud, med en spillefugls        sjæl derinde, Du giver mere pine end djævlen og mine, så du er værdig til at        blive min kvinde,” “ Tag det nu ikke så tungt" siger Billy," det var da værre hvis det        var noget andet, Hendes sjæl i min krop - Hva'behar - ville det ikke havde været        forbandet”? "Og noget har vi til fælles," trøster Billy "vi begge to elsker        hasard, Vi kan snyde hinanden som bare fanden, så mon ikke vi kan få        det rart? Det er et ganske godt grundlag for et ægteskab så enhver skal        nok bli' tilfreds. Så lad os begynde, da vi ikke kan synde, med et enkelt spil        seksogtres." Nu er der gået snart mere end hundrede år siden den bryllupsfest        og nat, Ansigt til ansigt sidder de endnu, og spiller mausel, poker og        skat. Sommetider snupper djævlen en pot, sommetider hans lady        vinder, Sommetider råber og larmer de op, og skændtes med blussende        kinder, Men sommetider er de så stille og tavse når tankerne drager på        flugt. Midt på gulvet står der en opredt brudeseng der aldrig er blevet        brugt.