JEG ER BANGE FOR DET HELE

EFTER: I'M SCARED OF IT ALL

Jeg er bange for det hele, for alt hvad jeg ser, Den er for stor og for brutal til mig, Mine nerver er rå, og det rager mig en fjer, Med de "hurraråb" jeg hører på min vej. Jeg er klemt inde mellem toge der rumler afsted, Og osende bilstøj der larmer mod sky. Åh, kunne jeg gå tilbage til naturens fred, Jeg er bange for den forfærdelige by.

Jeg ønsker at gå tilbage til den flade slette, Mine floder der med skum flyder langsomt hen, Hvor en ensom sjæl kan finde sig til rette, Den vej til Fort Churchill vil jeg trave igen. Mine skove fuld af lyde med dunkel mystik, Min gletscher der flimrer i de takkede toppe. Byen er dødsens farlig med dens røg og trafik, Jeg ved jeg er mere sikker deroppe.

Blege, gustne ansigter overalt hvor jeg ser, Af alle slags klasser i samfundets lag, Men aldrig fra en million, eller fler' Et kammeratligt smil eller muntert goddag, Kun udmattet gisp som hunde i en flok, Der sammenbidte søger sig et status-symbol. Åh gud, jeg er ensom, har snart fået nok, Var jeg bare nær ved den snehvide pol.

Jeg ønsker jeg var tilbage til "Hunger Plateaus" Og opsporer dyr der har forvildet sig, Hvor Coppermine floden glider med stille ro, Der hvor min kano ligger og venter på mig. Jeg vil undgå at søge det farlige terræn, Hvor snestormene raser og isbjørne bor. Åh, jeg ønsker jeg var oppe i det arktiske igen, Jeg ved jeg er mere sikker mod nord.

Jeg lusker rundt i dale i angstfuld skræk, Jeg kryber sammen - jeg er for lille og svag, Jeg kan ikke finde min vej, bliver altid væk, I den travlhed der bortødsler hver eneste dag. Lønslaverne, de tossede, begærlighed og sved, Jeg ser frygt og bekymring i et hvert kontrafej, Det at skaffe sig og spendere kan gøre mig led, Det er forbandet grusomt for mig.

Jeg føler det forkert at skal leve i en by, Paladserne, skuret der er min nabos hus, De uforskammede tårne der frækt rager mod sky, Trængsel og travlhed med dens brølende brus. Fanget som en ræv angst for hvad der skal ske, Jeg dukker mig bange for det blændende skær. Åh, jeg ønsker mig oppe ved lavinernes sne, For jeg ved jeg er i sikkerhed der.

Jeg er bange for det hele, men nu hører jeg et kald, Det er stemmen af mit ensomme liv jeg mindes. Er vi andet end vilde dyr, camoufleret i en skal? Naturen er alligevel det bedste der findes. Der er tumulter og terror, der rammer ond som god, Der er gemene trusler imod alle og enhver. Jeg vil gå tilbage til steder jeg engang forlod, Til de store områder der ligger åben for min fod, Har man først levet der går landet nemt i ens blod.             Farvel, jeg er mere sikker oppe der.

At forme gode vaner, deroppe,             I de rigtige baner, deroppe,             At være godt tilfreds,             Selv i minus halvtres.             Åh,jeg er mere sikker deroppe