PIGTRÅD-BILL

EFTER: BARB-WIRE BILL

Den morgen lå den hvide jord øde hen, gruelig, stor og grim, Da Bill Mc'Gee sagde til mig: "Vi er nødt til at gøre det, Jim, Vi skal nå Fort Liard hurtigt, selv om floden den løber grassat, For ak, min lille kvinde er syg, det forstår du vel nok kammerat". Og for mig, det skal indrømmes, var det tydeligt nok at se, At den lille familiegruppe på to var højt på vej til være tre. Uden en smule betænkning og helt uden at tøve, svarede jeg: "Er det andet end en smule bæk? Hvad du siger gælder for mig".

En rigtig mandfolk var Pigtråd-Bill, hans indre var galvaniseret, For "Pigtråd" var hans ynglingsdrik, i dunkevis blev det leveret. Han var kendt af mange, hans hytte lå ved Kittiegaquit strand, De vidste hvem han var i alle de stammer fra det golde land, Fra Koyokuk til Kuskaquin hans berømmelse var velkendt der, Han var godheden selv, mest elskede han den lille Julie Claire, Den lille hvide slavepige han købte for syv hundrede gode skind, Og tog hende hjem til sin lune hytte, og bar hende varsomt ind.

Svage kravlede vi ned til floden, og det var en besværlig vej, Det var Julie Claire, fra gud-ved-hvor, Pigtråd-Bill og så jeg. Fra hver en kant hørte vi lyden af stønnende isfladers støj, Men vi satte alligevel tømmerflåden ud, og rask afsted den fløj. Floden larmede og sydede, og det brasede i fartøjets spanter, Og vi blev slynget ud i en verden med pres fra alle kanter. Med en dyster larm gav banken efter, vandet styrtede som en fos, De nøgne isflader, som onde spøgelser, drev i retning mod os.

Vi så mørke figurer der kom krybende fra den modsatte bred, Og dag og nat vi kløvede vores vej, som en pil for vi afsted. Men "hurtigere endnu" skreg Pigtråd-Bill, da forknyt han så At Julie Claire bange, bundfortvivlet, og hvid som i døden lå. Sommetider så han ud til at bede, sommetider bandede han, Når han bøjede sig kærligt over hende med øjne der løb i vand, Medens vi rokkede og gyngede, hendes ansigt var fuld af skræk, Og jeg kunne se at hans nerver af stål var ved at få et knæk.

Om natten vækkede han mig hårdt, da jeg stadig i søvnen lå: "Floden sparker som en vredladen okse, så nu må vi passe på, Vi er nær ved Hell-gate Canyon med dens hvide hvirvlende vand, Forbandet med alt det skrueis, vi er nødt til at søge mod land" Med et spring greb jeg fast om masten før den kunne gøre os harm, Is-flåden knagede og brasede, og bedøvede os med dens larm. Højere og højere og klarere og klarere vi hørte vi vandfaldets sang, Og hurtigere og hurtigere bevægede vi os, imod vores undergang.

Med rædsel og skræk så jeg for mig hvad der ventede os der, Og min eneste tanke i det øjeblik var om den lille Julie Claire. Så, som en dæmon, gal af frygt, jeg kraftigt med åren stred, Alen efter alen, tomme efter tomme kom vi nærmere til flodens bred. Bredden var høj med stakke af is, da vi skrabende stødte imod, Der var nu kun en eneste vej, for flåden stod hvor den stod. Da jeg famlede med at finde et reb, lød Bills stemme med en ed: "Det er mit job jeg skal klare det, om jeg så mister livet derved”

Og jeg så ham kravle, så ham springe, indtil han nåede land, Så ham stride og løbe med rebet, en stærk og en modig mand. Men nu skjulte mørkningen ham helt så det var svært at orientere, Nærmere skrueisen kom, vi kunne høre den mere og mere. Oh gud, alt er tabt . . Fra Julie Claire lød der jammer igen, Da med et - - rebet blev stramt, og dirrede ved dets spænd, Det blev slapt påny, så stramt igen, og hvor jeg holdt mit vejr, Og der hang vi, og der svang vi, medens dødens time var nær.

Et lille stykke af hampereb, der var vort eneste og spinkle håb, Rundt omkring en brølende lyd, og i mørket et angstfuldt råb. Et lille stykke hampereb, og jeg kendte godt dets fulde værd, Og bagved mig hørte jeg en stille klagen fra lille Julie Claire. Fra et eller andet sted lød der en kalden som gennem mørket for, Så blev det ganske stille igen, jeg hørte kun mine egne ord, Og så en gang til fra flodens bred lød der høje skrig igen, En lyd som fra en frygtelig smerte, men så døde stemmen hen.

Natten var lang, frygtelig med rædsel, og i solopgangens ild Så jeg et bart og øde landskab, men der var ikke et tegn af Bill. Jeg så et fladt. hårdt, og tilfrossent land i morgenens tågedis, Og jeg så et stykke hampereb, der forsvandt under flodens is. På den træløse og stenløse bred havde Bill slået sig selv ihjel, Der var ingen steder at forankre rebet, så han ofrede sig selv. Med rebet bundet om sit liv, og med sine sidste krampagtige tag Tvang han sig til at dykke ned under isen, under det tykke lag,

Og der holdt han os tilbage fra døden, selv lå han frossen stiv. Jeg er ikke nogen hellig mand, men bad for første gang i mit liv. Jeg kiggede hen på Julie Claire, og forlegen, men fuld af glæde, Hørte jeg fra alt det tøj hun bar, et barn der begyndte at græde. Det var kærlighed der vandt over døden, liv bliver til liv igen. Bill var ikke en helgen, men himlen åbner sig nok op for min ven.