BESSIES BYLD
 
EFTER: BESSIE'S BOIL
 
Sa 'jeg til min bedre halvdel; “Der er no'et der piner dig i dag”
Sa'hun: “Det har du ret i, Sam, og det har noget at gøre med min bag,
Jeg har fået en byld der snart er moden, og det gør ondt når jeg sitter mig ned”
Sa' jeg: “Så må du hel're hitte et hospital, med den slags ved de besked”
Sa'hun: “Jeg hader at vise min bagdel frem til andre her fra byen”.
Sa' jeg: "Vær ikke så pæredum, Bess, dem doktors der har alle set værre syn”
 
A'sted går min viv, i sit bedste tøj, og henne ved det hospital,
Bliver hun henvist til dør nummer toogtyve, og den ligger på anden sal.
Hun fandt det omsider. "Kom ind blev der sagt", da hun nølende banker på,
Og der stod en ny'lig yngre mand, klædt i hvidt fra top og til tå.
"Jeg har fået mig en byld, får hun endeligt sagt, den nu er en mægtig bule,
Så Sam, det er min mand, mente at du måske kan hjælpe mig en smule".
 
Rødmende viser hun ham hvor den er, og han kikker på den uden hast.
"Ja" udbryder han. "Det kan man da kalde for en ganske gevaldig knast,
Eller, som de siger hvor jeg kommer fra, en ikke hel almindelig prås,
Så du må hellere konsultere en anden en der hedder Professor Maas.
Han er ekspert i bylder og filipenser, og du kan finde ham i nummer halvtreds.
Nej, der er ingen betaling det har været en fornøjelse, og med det er jeg tilfreds"
 
Så mor Bessie takker ham grundigt, og ikke mindre spændt end før,
Vader hun besværligt op af trappen, og finder hans navn på en dør.
Da den står på klem, går hun lige ind i en stor og grønmalet stue,
Hvor en hvidklædt mand venligst spørger: "Kan jeg hjælpe med noget, frue"?
"Ja, det håber jeg san'ligt, for ham din kollega nede på anden sal,
Sa' du er doktor i bylder, og jeg har en der er temmelig gal”.
 
Rask viser hun ham sin halvrunde bare, idet hun drejer sig rundt,
"Ja, det tror jeg" sagde Professor Maas, "Det må gøre forfærdeligt ondt"
Han tager brillerne på, undersøger igen, og siger med medfølende stemme:
"Det er vist den værste jeg har set, den hører sågu til de slemme.
Men det er vist bedst du henvender dig til en der har kendskab til kirurgi,
Han har to værelser oppe på femte sal, med numrene otte og ni"
 
Igen op af trappen, det gør voldsomt ondt, men hun klarer det med besvær,
Hans navn står med guld, og da hun banker på lyder det: "Hvem er der"
"Det er mig" sagde Bessie, og træder ind med små forsagte skridt,
Hvor en ældre mand hilser pænt på hende, og også han er klædt i hvidt.
Mon det er rummet hvor de snitter i en, tænker Bess, og ryster af skræk,
"Jeg har en stor byld" får hun endeligt sagt, "og den skal vist skæres væk.
 
Men det er nok bedst at du ser den selv, inden du fatter din kniv,
Du har sikkert nok aldrig set en lige så slem i hele dit doktorliv".
Hun tænker det er bedst at få det overstået, så hun viser ham sin podex.
Overraskende stirrer han, rød i hovedet, og tydeligt nok lidt perpleks.
Men han kigger alligevel på den, fra hver en vinkel og kant,
“Jeg har medlidenhed med dig når du siger det gør ondt, for det er sikkert sandt.
 
Så det er nok bedst den kommer væk, der er nok ingen anden vej,
Men hvorfor går du ikke hen til hospitalet, hvor lægerne befinder sig ?
For ser du, denne del af komplekset er lukket, vi er færd med at renovere,
Og vi er kun nogle malere der snart får travlt med at male og tapetsere”.