BALLADEN OM FRELSER-BILL

EFTER: THE BALLAD OF SALVATION-BILL

Det var midt i den arktiske nat, koldt med en isnende vind, Jeg var ensom som en loon, så jeg tænker at I kan Forestille min store forbavselse, og glæden i mit sind, Da jeg bumpede ind til ham denne evangelist-mand. Han lå helt fortabt i sneen, i månens matte skær, Forfrossen og på vej mod dødens stund, Omringet af hylende ulve, men det tog han sig ikke nær, Han pressede en iset bibel mod en blødende mund.

Det var ved enden af mit gebet med hytten langt mod vest, Og hvert et eneste skridt var pinefuldt derhen, Jeg plejede ham som en baby, som jeg nu kunne bedst, Til han var omtrent så god som ny igen. Nu boede vi altså sammen på dette gudsforladte sted, Og det burde have været godt, for han var smart og klog, Men han var alt for stærk bekymret for min indre sjælefred, Og læste alenlange stykker op til mig fra "Den store bog".

Se her var jeg, en ung og kraftig fyr, hvis gud var nikotin, Med en "kistesøm" i munden dagen lang, Jeg rullede dem fra siderne af et billigt magasin, Så gjorde de jo nytte endnu en ekstra gang. Den dulmende virkning af tobak kan gøre livet let og glad, I et land hvor folk når de er ensomme ofte går amok, Men til min rædsel opdagede jeg at hvert eneste blad, Var tygget ind til pulver af hyttens museflok.

En elendig uge gik langsomt hen, helt uden en eneste smøg, Mig der var vant til fyrre af dem i træk. Jeg sukkede og svor, vandrede rundt og gjorde støj, Medens prædikanten så på mig med skræk. Med svedig pande skar jeg tænder, mine nerver var blodige rå, Men han forstod slet ikke min elendige lyst, Jeg var bundfortvivlet af mismod, da i et øjeblik jeg så, At han holdt sin kære bibel op imod sit bryst.

Der var noget der klikkede i hjernen så jeg blev ond og vred, Vilddyret i mig kom frem, og rasende sagde jeg: "Jeg har reddet dit stinkende liv så vis lidt medlidenhed, Og riv blot en enkelt side af den ud til mig". Han stod som lammet ved mine ord med et ansigt hvidt som sne, Det var som havde jeg givet ham et stød, Han brystede sig som ville han lige lukt ind i himlen se, Og med et kraftigt "NEJ" hans stemme lød.

Jeg greb min ladte bøsse, sigtede på ham med rystende hænder: "Din elendige splejs giv mig den bog" sagde jeg, Men skønt han var præst var han hård som de bedste jeg kender, Og hans stive standhaftige tro - den forbavsede mig. "Hvis jeg lod dig vanhellige skriften ord" fik han sagt, "Vil min sjæl være tabt fra nu og til evighed, Du kan fylde mig med bly, hvis det er din bestemmelse og agt, Og rane den - men først må du så skyde mig ned".

Nu har jeg aldrig været en morder, andre synder jeg begik, Og at han havde vundet stort jeg nu forstod, Jeg følte mig sært til mode ved hans gudelige blik, Så jeg smed den dumme riffel for hans fod. Udmattet drejede jeg omkring, og lagde mig på køjen ned, Og der lå jeg gispende og stønnede af gråd, "Tilgiv mig partner" sagde jeg så "For min nederdrægtighed, Men skjul den forbandede bøsse". Han fulgte mit gode råd.

Han gemte også sin bibel, og det var kun godt det blev gjort, For jeg tålte ikke synet af alt det dejlige papir. Der var øjeblikke jeg følte at selv helvedets mørke port, Var langt bedre end at mangle livets eliksir. Og sådan lå jeg nat og dag, og forbandede mit behov, Til jeg besluttede at gøre det forbi, Groft vækkede jeg evangelisten der lod som om han sov, Og foregav at han var aldeles ansvarsfri.

"Hør her min fromme mand" sagde jeg."Nu ved jeg hvad jeg vil, Jeg har blandet noget stryknin her i min kop, Nok til at dræbe ti kraftige mænd, og det er ikke komediespil, Læg mærke til når jeg drikker det hele op. Du har set mig gennem lang tid som en lidende person, Nu skal du se når jeg slår mig selv ihjel, Det er ikke din skyld, præst, du har kun fulgt din religion, Men hvad ville Jesus havde gjort? - Nå - farvel".

Med dette løftede jeg min kop, men i det samme sekund Sprang han på mig som en tiger når den til angreb går, Og medens vi omslynget i brydertag vaklede rundt og rundt, Faldt koppen ned på gulvet og gik i mange skår. "Gør det ikke" skreg han. "Måske har jeg opført mig slet, Se, her er min bibel, brug den som du vil, Men lov mig du vil læse lidt før du ruller en cigaret, Så tag den, bror, jeg håber på at den slår til".

Nu kvulmede jeg fra "Skabelsen" til "Den fortabte søn" Imedens jeg læste hver en salig sætning. Han lå indesluttet på sin køje, og mumlede en bøn, Men så skete der noget mærkeligt i en anden retning. Jeg læste mere og mere, og min trang til tobak svandt hen, Så den dag da hans hjerte var ved at blive brudt, Sagde jeg: "Nu har jeg fået nok, her har du den igen, Papiret giver en dårlig smøg, så nu kalder jeg det slut".

Nu kæmpede han med bønner at min sjæl blev frelst og fri, Undskyldninger og beklagelser forsøgte jeg at finde, Men gud var god, for se, dagen efter en patrulje kom forbi, Med cigaretpapir til tusinde hvide pinde. Nu kalder de mig for Frelser-Bill, og jeg prædiker med glød, Biblen er nu blevet min glædelige trøst, Hvis en fyr ikke vil lytte får han blot et kæbestød, Og så forkynder jeg for ham siddende på hans bryst.