BALLADEN OM BLASFEMISKE BILL

EFTER: THE BALLAD OF BLASPHEMOUS BILL

Jeg havde underskrevet på jeg ville begrave "Blasfemisk Bill         Mac Kie", Ligegyldigt hvorhenne det var når han havde sagt sit sidste         Good-By. Om han døde i det klare dagslys, eller under månens matte         skær, I hytte, på slette, dansebule eller lejr, under alle omstændigheder         og vejr. På tundraens fløjl, bjergets top og i laviner, under rovdyrs tand         eller klo, Under hundeglam, i dalens dyb, eller på gletschernes mystiske         ro, I kamp med mord, i pludselig velstand, eller fordrukken i yderste         nød, Jeg svor på bibelen jeg ville at finde ham når han engang var         død.

Bill, der var en standhaftig person, havde halvfuld sagt disse         ord: At han ønskede en grav med blomster på i civiliseret kirkegårds -         jord. Hvor han døde eller hvordan han døde, det ragede faktisk ikke         ham Så længe han havde et nydeligt sted, og en gravsten med et         epigram. Så jeg lovede ham det, og han betalte prisen med sit sidste         guld, (Som jeg samme aften spenderede inde i byen hvor jeg blev         mægtig fuld). Nu malede jeg på et gammelt brædt: "Her ligger stakkels         Bill Mac Kie", Og hang det op på en væg, og ventede nu kun på hans sidste         Good-By.

Årene gik, men en dag kom en squaw med en historie hun sagde         var sand, Om en forlængst forladt fangstlinje der lå helt oppe ved bjergenes         rand, Om en lille hytte med en hvid mand, stivfrossen, og død som en         sild, Så jeg sagde til mig selv at det godt kunne være min gamle ven         Bill. Da tænkte jeg naturligvis på den kontrakt som jeg havde med         ham, Og fandt en kiste han havde efterladt, der havde en sølvplade med         et monogram. Den fyldte jeg op med føde og sprut til den lange tur, og smed den på         slæden op, Tidligt næste morgen spændte jeg hundene for, og var på vej i         fuld galop.

Du ved måske hvordan det er i Yukon når der er minus tres i         temperatur, Når isormene vrimler frem gennem sneen efter deres lange,         lange lur, Hvor grantræerne brager som skud af gevær i skoven og på         slette, Og istapperne hænger ned som spidse syle under parkaens         hætte. Når røgen fra ovnens skorsten pludselig stopper, og der ikke en         eneste sky, Når de uforsigtige føler at kulden smerter som om de rørte på         gloende bly, Når kviksølvet er som en frossen bold, og de skøre sætter livet         på spil, Sådan var vejret nøjagtigt den dag jeg tog ud for at lede efter         Bill.

Med en gruelig fart, der syntes at knuse både mig og min         forstand, Tumlede jeg næsten i blinde for at finde vej i det store bitre         land, Halvt omtåget, halvt forrykt, hvor den hjertesløse frost bider         og brænder Med en dødsens pinende smerte, som kun de helt gamle pionerer         kender. Nord på ved hjælp af et kompas, nord på gennem skove, tundra         og strøm, Alting passerer mig som i tåge, jeg sover og vågner igen efter en         urolig drøm, Floder og lavland og bjergenes toppe, åh, hvor så det velsignet         fredfyldt ud, Når tinderne ligger i stråleglans er det som at stå foran tronen         hos gud

Nord, ja, det store nord, gennemstrejfet af mænd helt frie for skændsel         og skam. Alt hvad jeg hørte var kun er mine egne ord, og så slædehundenes         glam. Til langt om længe jeg kom til en hytte der omtrent var sneet         til, Jeg sparkede døren op, og inde på gulvet lå stivfrossen liget af         Bill. Is, hvid is, som et liglagen der beklædte hver en røgsværtet         væg, Is på ovn og skorstensrør, is i sengen, og is i Billys røde         skæg, Glimtende is på den døde mands bryst, og is i hans lange         hår, Is på hans hånd og fingre, is i hans hjerte og is overalt hvor         jeg går.

Hård som en bjælke, og kroget som en frø, lå han som ramt af         et lyn, Jeg kiggede på kisten jeg havde med, og gyste ved det grusomme         syn. Til sidst sagde jeg: "Bill elskede en spas, men det er for meget til         mit humør, For en mand burde tænke på sin kammerat når han afgør hvordan         han dør”. Har du nogensinde stået i en arktisk hytte ensom med kulde og         sne, Med en sorg der er svær at skjule, og en ligkiste seks alen gange         tre? Har du prøvet at sidde ved et frossent lig, der glor på dig med grin         på kind, Som om den vil sige: "Du kan prøve hele dagen lang, men du får mig         ikke ind”.

Jeg er ikke en mand der plejer at give op, det passer ikke rigtigt på         mig, Men jeg sad og kiggede på den stive Bill, og prøvede på at finde en         vej. Nu rejste jeg mig op og gav hundene et spark, de snuste og drev         deres spil, Og så tændte jeg en brølende ild i ovnen, og forsøgte på at tø min         gamle ven Bill. Jeg tøede og tøede i flere dage, men det virkede ikke på det stakkels         kræ, Hans arme og ben stak stadigvæk ud som stave, som om de var lavet         af træ. Til sidst sagde jeg: "Det er til ingen nytte nu har jeg puklet som en         slave, Men han er obsternasig, han vil ikke ligge lige, så jeg bliver nødt til         at save.

Så jeg savede hans ben og arme af, for på den måde at få has på         ham, Og lagde ham ned i hans sorte kiste, den med sølvplade og hans         monogram. Jeg vil indrømme at jeg fældede en enkel tåre da det hele var         tilendebragt, Så kørte jeg ham hjem på min Yukon-slæde for at overholde         min kontrakt. Jeg lagde ham til hvile, som kontrakten lød, i en lille men hyggelig         grav. Og der venter han nu på den store dag der skal dømme høj og         lav. Jeg ryger på min pibe medens jeg mediterer i solnedgangens         skær, Og tænker på om det var noget frygteligt noget, det som gjorde         der.

Da jeg sad ganske stille og hørte på præstens tale om død, synd         og nådegave, Tænkte jeg på min gamle ven Bill, og hvor vanskelig han var at         save.