BALLADEN OM BLASFEMISKE BILL |
EFTER: THE BALLAD OF BLASPHEMOUS BILL |
Jeg havde underskrevet på jeg ville begrave "Blasfemisk Bill Mac Kie", Ligegyldigt hvorhenne det var når han havde sagt sit sidste Good-By. Om han døde i det klare dagslys, eller under månens matte skær, I hytte, på slette, dansebule eller lejr, under alle omstændigheder og vejr. På tundraens fløjl, bjergets top og i laviner, under rovdyrs tand eller klo, Under hundeglam, i dalens dyb, eller på gletschernes mystiske ro, I kamp med mord, i pludselig velstand, eller fordrukken i yderste nød, Jeg svor på bibelen jeg ville at finde ham når han engang var død. |
Bill, der var en standhaftig person, havde halvfuld sagt disse ord: At han ønskede en grav med blomster på i civiliseret kirkegårds - jord. Hvor han døde eller hvordan han døde, det ragede faktisk ikke ham Så længe han havde et nydeligt sted, og en gravsten med et epigram. Så jeg lovede ham det, og han betalte prisen med sit sidste guld, (Som jeg samme aften spenderede inde i byen hvor jeg blev mægtig fuld). Nu malede jeg på et gammelt brædt: "Her ligger stakkels Bill Mac Kie", Og hang det op på en væg, og ventede nu kun på hans sidste Good-By. |
Årene gik, men en dag kom en squaw med en historie hun sagde var sand, Om en forlængst forladt fangstlinje der lå helt oppe ved bjergenes rand, Om en lille hytte med en hvid mand, stivfrossen, og død som en sild, Så jeg sagde til mig selv at det godt kunne være min gamle ven Bill. Da tænkte jeg naturligvis på den kontrakt som jeg havde med ham, Og fandt en kiste han havde efterladt, der havde en sølvplade med et monogram. Den fyldte jeg op med føde og sprut til den lange tur, og smed den på slæden op, Tidligt næste morgen spændte jeg hundene for, og var på vej i fuld galop. |
Du ved måske hvordan det er i Yukon når der er minus tres i temperatur, Når isormene vrimler frem gennem sneen efter deres lange, lange lur, Hvor grantræerne brager som skud af gevær i skoven og på slette, Og istapperne hænger ned som spidse syle under parkaens hætte. Når røgen fra ovnens skorsten pludselig stopper, og der ikke en eneste sky, Når de uforsigtige føler at kulden smerter som om de rørte på gloende bly, Når kviksølvet er som en frossen bold, og de skøre sætter livet på spil, Sådan var vejret nøjagtigt den dag jeg tog ud for at lede efter Bill. |
Med en gruelig fart, der syntes at knuse både mig og min forstand, Tumlede jeg næsten i blinde for at finde vej i det store bitre land, Halvt omtåget, halvt forrykt, hvor den hjertesløse frost bider og brænder Med en dødsens pinende smerte, som kun de helt gamle pionerer kender. Nord på ved hjælp af et kompas, nord på gennem skove, tundra og strøm, Alting passerer mig som i tåge, jeg sover og vågner igen efter en urolig drøm, Floder og lavland og bjergenes toppe, åh, hvor så det velsignet fredfyldt ud, Når tinderne ligger i stråleglans er det som at stå foran tronen hos gud |
Nord, ja, det store nord, gennemstrejfet af mænd helt frie for skændsel og skam. Alt hvad jeg hørte var kun er mine egne ord, og så slædehundenes glam. Til langt om længe jeg kom til en hytte der omtrent var sneet til, Jeg sparkede døren op, og inde på gulvet lå stivfrossen liget af Bill. Is, hvid is, som et liglagen der beklædte hver en røgsværtet væg, Is på ovn og skorstensrør, is i sengen, og is i Billys røde skæg, Glimtende is på den døde mands bryst, og is i hans lange hår, Is på hans hånd og fingre, is i hans hjerte og is overalt hvor jeg går. |
Hård som en bjælke, og kroget som en frø, lå han som ramt af et lyn, Jeg kiggede på kisten jeg havde med, og gyste ved det grusomme syn. Til sidst sagde jeg: "Bill elskede en spas, men det er for meget til mit humør, For en mand burde tænke på sin kammerat når han afgør hvordan han dør”. Har du nogensinde stået i en arktisk hytte ensom med kulde og sne, Med en sorg der er svær at skjule, og en ligkiste seks alen gange tre? Har du prøvet at sidde ved et frossent lig, der glor på dig med grin på kind, Som om den vil sige: "Du kan prøve hele dagen lang, men du får mig ikke ind”. |
Jeg er ikke en mand der plejer at give op, det passer ikke rigtigt på mig, Men jeg sad og kiggede på den stive Bill, og prøvede på at finde en vej. Nu rejste jeg mig op og gav hundene et spark, de snuste og drev deres spil, Og så tændte jeg en brølende ild i ovnen, og forsøgte på at tø min gamle ven Bill. Jeg tøede og tøede i flere dage, men det virkede ikke på det stakkels kræ, Hans arme og ben stak stadigvæk ud som stave, som om de var lavet af træ. Til sidst sagde jeg: "Det er til ingen nytte nu har jeg puklet som en slave, Men han er obsternasig, han vil ikke ligge lige, så jeg bliver nødt til at save. |
Så jeg savede hans ben og arme af, for på den måde at få has på ham, Og lagde ham ned i hans sorte kiste, den med sølvplade og hans monogram. Jeg vil indrømme at jeg fældede en enkel tåre da det hele var tilendebragt, Så kørte jeg ham hjem på min Yukon-slæde for at overholde min kontrakt. Jeg lagde ham til hvile, som kontrakten lød, i en lille men hyggelig grav. Og der venter han nu på den store dag der skal dømme høj og lav. Jeg ryger på min pibe medens jeg mediterer i solnedgangens skær, Og tænker på om det var noget frygteligt noget, det som gjorde der. |
Da jeg sad ganske stille og hørte på præstens tale om død, synd og nådegave, Tænkte jeg på min gamle ven Bill, og hvor vanskelig han var at save. |