BALLADEN OM EN IS-ORM COCKTAIL

EFTER: THE BALLAD OF THE ICE-WORM COCKTAIL

Til Dawson Town kom Percy Brown, fra London med Themsen flod, Med en monokel for hans ene øje, og viklers fra knæ og til fod. På skulderen af hans tweed frakke var der syet en lap af læder, Som hans riffel kunne hvile på når han jagede de mange steder, Og af dem må der har været ikke så få, for Percy Brown, Major, Var, ifølge hans egen udsagn, en jægersmand drabelig stor, Der blandt andet i det vilde Murrumbidgee havde kænguruer skudt, Og på stepperne ved Timbuctoo på Kasur spildt en hel del krudt. Nu ville han skyde den arktiske ræv, som jo var en sjældenhed, Og ligeledes den hvide snehare ville han forsøge at knalde ned. Disse faktorer om Brown nævner jeg for at gøre sagen fuldstændig klar, I det tilfælde nogle ikke vidste hvilken tapper jæger han var.

Nu Skipper Grey og Deacon White sad og fik sig den daglige snak, Medens de smagte på noget Whiskey, der tilhørte Sheriff Black. Sagde Skipper Grey: "Hvis jeg må sige et par ord om ham Major Brown, Så bryster han sig som om han ejer hele byen, den forblæste klovn". Sagde Sheriff Black: "Nej, han har ikke en eneste skam i sin dumme krop, Han kaldte sig selv for en pioner ugen efter at han dukkede op". Sagde Deacon White: "Rigtigt, men jeg har en idé som jeg tror der er god, Så vi kan få lidt mere at vide om Major Brown, og om hans sande mod. Mød mig nede i The Saloon i aften, og selv om planen måske er lidt grov, Vil vi lave en rigtig pioner af ham, og jeg tror at den aften blir sjov".

Inde i The Malamute saloon var de alle samlet, hele det store kor, Stemningen var høj med masser af sprut både ved bar og hvert bord. Midt i aftenens glade muntre snak, med dens sang, fjas og ramasjang, Kom Major Percy Brown derind, og som sædvanligt blaser’t nonchalant, Som en anden gejst med monokel i øjet, og de store plusfours på, Fra halvtreds alkoholiske struber blev han hyldet som kun var sket for få, Råb af begejstring steg imod ham for at vise at han var all right. Og de stimlede sammen om ham, og den første var Deacon White. "Vi byder dig velkommen" sagde han højt. "Til dette store land, Det arktiske broderskab er stolt over et besøg af sådan en jægersmand, Sportsmand af bulldog-afstamning, fra stier så langt herfra, For Yukonerne er det en mærkedag, så vi hilser dig med et hurra.

Vi mangler de ord der dækker vor glæde, men det er bare sprogets fejl, Drenge, heil den store berømte jæger. og alle til stede råbte heil. "Og her" fortsatte Deacon White til den blussende Major Brown, "Er nu foramlet den hele elite af dem der lever i Dawson Town, Med en ambition i hjertet, og jeg tør sige at det gælder enhver, Vi ønsker, højstærede Sir, at gøre dig til en rigtig pioner. Det siges at være en der har set når Yukonisen smelter i vandet, Medens andre autoriteter fortæller og hævder noget ganske andet. Men nu kommer vi til sagens kerne, min gode Major Percy Brown, Den der drikker en isorm cocktail er en pioner her i Dawson Town.

"Fortrinligt svarede Major Brown, “det er storartet alt det der, Jeg har altid ønsket at blive erklæret for at være en rigtig pioner, Det er nok også rigtigt at dine vintre er gode for sjæl og for krop, Men "Mayfair" vil nok savne mig, skal jeg vente til din is bryder op. Dog, (undskyld min uvidenhed men der er vist noget der ikke er sandt), En cocktail ved jeg nok hvad er, men det med isormene er vel bare tant?" Sagde Deacon White: " Selv en klogelig mand ved ikke alt naturligvis, For isormene lever kun deroppe ved The Blue Mountains sne og is. Bjerget ligger nær ved polarkredsen, og rager op som et enligt spir, Der i disen af det tidlige forår glimter som en fuldendt safir, Som et lys der springer op overalt, hvor alting før var gråt, Og selv om dets tinding er hvid af sne, så er foden lysende blåt.

Alting er smukt når du kommer den nær, og se, koket af jordens skød Dukker der i millioner af isorme frem, med en snude der indigorød. Og da de ingen ernæring kan finde, der er bart efter de kolde vinterdage, Tygger de på hinandens haler, så kun de stærkeste bliver tilbage. Men med selv med denne mest spartanske føde kan det udmærket ske, At nogle bliver op til seks tommer lange i den smeltende forårs sne. Når tundraens grønne begynder at visne, og det mod vinter går, Graver de sig selv ned i jorden igen, og kommer først frem til næste år”.

"En drabelig skipperløgn" lo Major Brown, “tror du jeg er en gammel nar, Jeg kunne godt lide at se en af de bæster som du hævder at du har". "Det er nemt gjort" sagde Deacon White, "Barmand bring mig nogle få Af de syltede isorme fra i forrige år, men helst ikke af de ganske små". "Det er trist" sagde Barmand Bill. "Men jeg må desværre beklage, Der har været et run efter isorme i år så der er ikke flere tilbage. Men vent! - nu husker jeg - der var nogle få jeg havde gemt hen, Til at vise et par videnskabs-fyre der havde lovet at komme igen". Nede i en skuffe søgte han, og kom frem med et syltetøjsglas, Som han med udsøgt stolthed satte på disken foran Deacons plads. Og inden i det lå der, nogle snoet som en bold, og andre mere frit, En snes der så ud som noget snavset kravl der lå druknet i kogesprit. Deres maver var nærmest grumsede blå, deres øjne stikkende røde, Ryggen var grå, de så levende ud selv om de naturligvis var døde.

Med velbehag og ved hjælp af en gaffel spiddede han en af dem ud, Den var mere end fire tommer lang fra halespids og til dens tud. Råbte Deacon White med glæde: "Er det ikke et prægtigt eksemplar". "Det er det sikkert nok" svarede Brown, "Afskyeligt er mit svar, Alene synet kan gøre mig led, og jeg tør vædde min nye kasket, At du ikke vil sluge den ækle tingest, og jeg tror nok jeg vil få ret". "Nå, ikke" svarede Deacon White, "Bill, den største der passer mig fin, Bland så fire isorme cocktails, og kom den store krabat i min". Nu fik barmand, Bill, travlt, og med et næsten helligt blik, Begyndte han med særdeles følelse at brygge sammen en drik. Der hørtes lyde af glas og flasker, og hans egen stille hvisken, Snart stod fire himmelske cocktails i række foran dem på disken, Og lysende i hvert et glas, placeret med kunstnerisk sans, Svømmede der en fed og lækker orm der smilede i dens fulde glans.

Tættere pressede forsamlingen på, for nu forventede de en spas, Da Skipper Grey i en høflig tone sagde: "Fremmede tag et glas". Med et tegn på en afskyelig væmmelse, sagde Percy Brown højt: "Du kan ikke bluffe mig, Skipper, du vil ikke selv drikke det sprøjt". "Det vil du få at se" sagde Deacon White, idet han så på glasset nøje, Det var som om ormen bevægede sig, og blinkede med det ene øje. Dernæst tog Skipper Grey og Sheriff Black også et glas i hånd, Og det var ligesom det sitrede i luften, som det kom fra en usynlig ånd. "Drik fremmede, drik" brummede Deacon White, "og vis os alle her Ved at drikke din isorm cocktail ud, at du er en sand pioner".

Med denne sætning hvor alles øjne hvilede på den måbende Major, Tømte de tre, som et gudeoffer, deres coctail til bunds uden et eneste ord. Majoren gispede med rædsel da de tre stak hinanden på næven, Han drejede sit øjeglas rundt og rundt med en rystende bæven, Med en ulykkelig mine så han på sit glas, og jo mere han kiggede, Var det, syntes han, som om hans isorm inviterede ham og nikkede. Omkring ham var der hundrede af øjne, men ingen sagde et ord, I fuld forventning sad de i tavshed, hele det anspændte kor. Rystende strakte han hånden frem, og de var de rede til høje hurra'r, Men han trak den tilbage, og nu var han igen blot en charlatan og nar. Nu greb Majoren sit funklende glas, og førte det op til sin mund, Og desperat, forsigtigt, smagte han på det efter en lille stund, Som en snoet spiral i drukkenskab løftede isormen hovedet op, Dens øjne var næsten rubin-røde, og blågrå dens slimede krop.

Nu rejste en guldgraver sig og råbte: "Det er vist en klovn der sidder der, Der tror han ejer det forbandede nord, men hvor meget er han mon værd?" Og med et brøl råbte hele skaren op: "Vis os nu at din rette plads Er mellem vi gamle pionerer heroppe, drik så ud det fordømte glas". Majoren så på glasset igen, men vendte hurtigt blikket væk, Det var nok for ham bare at se, hans mod havde fået et knæk, For selv om han med vilje undgik det syn, så han udmærket godt, At den grå og fedtede tingest derinde snerrede af ham med spot. Men rundt om ham det ufølsomme slæng, og hvor de gottede sig, Så det skulle gøres, han prøvede at synke, og snart var den på vej,

Han var ved at kvæles og gispede, til den til sidst ned gennem halsen for, Og fra forsamlingen lød der råb og hurra for den brave engelske major. Med hyldest løftede de ham op, og kaldte ham for en god pioner, Men hvor meget de end priste ham, det rørte ham dårligt en fjer, For lige midt i begejstringens rus, og på det kunne han ikke klage, Var det ligesom der var noget "der var svært for ham at holde tilbage". Selv om de med tobak, drinks og store ord fejrede ham fra hver en kant, På en gang, som et hastigt lyn, Major Brown ud gennem døren forsvandt.

Og dagen efter var den historie genfortalt i hele Dawson Town, Men væk og røvet af enhver form af hæder var den rasende Major Brown, For det om isormen ( fortalte de ham) var ikke andet end løgne, Det var bare et stykke farvet spaghetti med nogle malede røde øjne.