MANDEN FRA ELDORADO

EFTER: THE MAN FROM ELDORADO

Han kom fra Eldorado ind til byen en aften sen, I slidte mokkasiner og en snavset ruskindsskjorte, Udtæret som en "rødhud", og omtrent så brun som en, Og så beskidt at myg og fluer holdt sig borte. Hans krop var fuld af slidgigt, så han hvilede en stund, Indtil de værste smerter de var væk, Så stavrede han hen ad gaden i selskab med sin hund, Men han havde guldstøv i sin lædersæk.

Han syntes hel vemodig ved byens stærke lys, Måske hans tanker gik til pladsen hen, Til den mørke triste hytte, som han mindes med et gys, (Gudskelov - han skal aldrig se det sted igen), Hvor han levede af hårdt bacon, og muggent surdejsbrød, Mad der kunne slå den bedste mand omkuld, Men nu er det forbi med al besværlighed og nød, For posen den er næsten fuld af guld.

Han havde stønnet ved sit spil, skovlet sten og grus, Hakket vildt med ildhu i jordens hårde lag, Drevet sig til at pukle, som var han i en rus, Næsten uden ophold, og det både nat og dag. Men nu er det overstået, han kan trække frit sit vejr, Og drømme om noget der helt var gået i glem, Duften af hø i stakke, og blomstrende æbletræer, Og et lille hus som han så kan kalde - hjem -.

II

Det var manden fra Eldorado, der spiste og fik en dram, Sammen med tørstige venner (enhver ville være gæst), Han havde skjult det meste af guldet, undtagen så mange gram, At han mente der var nok til nattens glade fest. Hans øjne lyste gemytligt, hans stemme var skingrende høj, Hans hjerte var fuld af muntert smil og glæde, Vel var han stadig møgbeskidt, og laset var hans tøj, Men i aften følte han at lykken var til stede.

"Venner" sagde han: "Hermed skål for det barske nord vi fandt, Men for mig går der snart en anden og bedre vej, Jeg var gang på gang uheldig, men til sidst jeg prisen vandt, Så nu er der ikke mere hårdt og frossen jord for mig. Jeg rejser hjem, hvorfra jeg kom, til et ganske simpelt liv, For at købe mig lidt agerjord, nogle heste og en plov, Tømre et bjælkehus sammen, og finde mig en lille viv, Der kan avle nogle småfolk til glæde, gavn og sjov.

De viste deres sympati trængte sammen om husets bar, Og alle bød ham meget lykke og hjertelig farvel, Han smilte glædesstrålende, og røg en stram cigar, Og de skålede medens de ønskede ham held. De drak for hans fremtids-kone, en mø der var ubekendt, Og for hans ufødte afkom, vel et dusin eller to, Nu var manden fra Eldorado plørefuld, og ikke stort bevendt, Så de lagde ham ned på gulvet, omsorgsfuldt, til ro.

III

Det var manden fra Eldorado der begyndte på med fynd, At kultivere et par tusinde dollars druk. Hans pung var fuld af guldstøv, hans hjerte fuld af synd, Og han dansede med pigen Pippaluk. Hendes hår var blondt som strået, og huden ferskenblød, Men hun havde hekseblod i hendes årer, Som honnigsøde toner hendes blide stemme lød, Besnærende den lokker og bedårer.

Åh, den feber af en danse-hal med klaver og violin, Med muntert sang og glæde uden lige, Der er trolddom i musikken og i den stærke vin, Den giver magnetisk dragning mod en danse-pige. Hun er som en fin madonna, han er uren, grov og stor, Men hun krammer ham på glædespige -vis, Med kys hun favner ham, og hvisker ømme ord, Så han føler med sig selv at han er i paradis.

Er der stemning for en two-step, er der en der råber op, Og der flokkedes om salens amoriner, Der er muntre smil og glæde, og der danses uden stop, Mest af manden med de slidte mokkasiner. De ved de har ham gående, han køber vin og sprut, Og de feterer ham for alt er fryd og gammen. Men når hans pengepung er tom går der ikke et minut, Før han er både gemt og glemt af dem alle sammen.

Han er manden fra Eldorado, og han maler byen rød, Efterladende et spor af guld i strømme, Tåbeligt og enfoldigt han deres smiger nød, Han levede et liv i vilde drømme. Som et lynild gennem salen snakkes der om ham, Og de lefler for hans venskab, beregnende fidele, Der er mænd med grimme rygter, og pigebørn af skam. Så kom en brat forståelse - og enden på det hele.

IV

Han er manden fra Eldorado, og han gir den store tur, Med festlighed og vin, helt uden mådehold. Der er åleglatte skrydere der sidder lumsk på lur, For at drage fordel af det store sold. Der er malede koketter med pudder på hals og kind, Klondike City har aldrig før set en fest som den " Skål" siger Pippaluk, "for ham der køber ind, Aldrig ser vi nok ikke en så gavmild mand igen".

Han rejste sig langsomt op, som ville han give dem et svar, Men fra hans mudrede hjerne kom der et drømmesyn, Om marker der bølger af gulligt korn, en himmel sollys klar, Kløver i enge, og et lille hus langs med skovens bryn. Han vidste nu med sig selv at det aldrig blev til realitet, Livet havde vist sit grimme fjæs, tilbage var der skam, Så midt i salens herlighed, hvor der blev råbt og leet, Fornam han et kuldegys der gjorde ham svedig klam.

Sammenbidt ser han i salen rundt, og siger så til slut, "I har brugt min pengepung, og uden større takt, I har siddet ved mit bord, og jeg har druknet jer i sprut, Tilbage har I nu kun min forbandede foragt. Mine planer har jeg fejlet, men det er for sent til gråd, Af guld er der tilovers ikke meget at fordele, Jeg takker for jeres venskab, og for alle de gode råd, Men nu, I skøger og banditter - tag det hele.

Han løser remmen om sin pung, svinger den i luften rundt, Guldstøvet flyver rundt som gyldne hvedeavner, De rasler imod loft og væg, men efter et sekund Det meste af det hele ned på gulvet havner. Gæsterne er stumme et øjeblik, men så bliver der halløj, Nu sloges de som vilde dyr om byttet, Med skarpe kløer skrig og skrål, men midt i alt det støj, Lister manden fra Eldorado ud, ensom og forknyttet.

V

Det var manden fra Eldorado, og de fandt ham død og stiv, Det meste af hans pandeskal var borte, En Colt lå ved hans side, med den han tog sit liv, Han lå der i en snavset ruskinds-skjorte, Med blodskudte øjne, og en forvrænget mund, Som havde han forbandet dem igen. Halvvejs over hans døde krop lå en klynkende hund, Hans sidste og vel sikkert nok hans eneste ven.