KVINDEN OG ENGLEN

EFTER: THE WOMAN AND THE ANGEL

En vanskelig engel, træt af himlen, udenfor paradis stod, Hans glorie hang sløset på skrå, og harpen lå tavs ved hans fod. Så mesteren af barmhjertighed gav ham tilladelse til at gå Ned på den gamle jord igen, og blande sig med alle han så.

Han smed de himmelske klæder bort, og efter at dette var gjort, Bød han farvel til Sct.Peter, der stod ved den gyldne port. De sexløse engle deroppe i himlen sang hymner på engle-facon, Smådjævle dernede kiggede op, og pladrede med djævelsk jargon.

Aldrig var der set en engel som ham, med øjne så tindrende blå, Med træk der ville skamme Apollo, og hår der var gyldent som strå. Kvinderne tilbad ham simpelthen, hans læber var som Cupids bue, Men aldrig vovede han at bruge dem, til sorg for frøken og frue.

Men endeligt mødte han hernede en uelsket og ensom kvinde, Og hun hviskede til ham: "Elsker du mig", og han sagde Ja til hende, Og hun sagde: "Læg armen om mit liv, kys mig, bliv ikke genert" Men han trak sig tilbage og udbrød: "Nej, dette er bestemt forkert”.

Sødt gjorde hun nar af hans skrupler, og lokkede ham ind i sit garn, "Du er så sandelig mand iblandt mænd, men du taler ligesom et barn. Vi har overlevet gamle traditioner, og sprængt den revnede mur, Det gamle puritanske Rigtigt eller Forkert, forlængst er på retur”.

Da blev mesteren bange for sin engel, og kaldte ham hjem til sit sæde, For, Oh, kvinden var vidunderlig, og englen havde erfaret en glæde. Og djævlen i dybet istemte et kvad, og hvor han dog sang den blasert: "Den ældgamle, udlevede puritanske idé, om Rigtigt eller Forkert”.