IDEALISTEN

EFTER: THE IDEALIST

Du som om dristige dåd kan berette, Og har ambitioner så fine og nette, Har du hørt om den lus der ønskede at sætte Sig i dronningens gyldne hår? Han sukkede ved nat, og han sukkede ved dag, Og ingen kunne rigtigt begribe hans smag, For gadetøsens tjavser havde alt til behag, Men han higede efter dronningens hår.

Så han rejste fra slægt og familieliv, (Der var mange som kaldte ham dum og naiv), Bort fra ungdommens herlige tidsfordriv, Under dejlige snavsede kår. Han fandt også slottet i fremmede land, Og kom ind ved hjælp af kløgt og forstand, (En lus kan gøre noget som mand ikke kan), Og fandt vej til dronningens hår.

Og dronningen sagde til sin kammerpige, Der er noget med håret jeg dårligt tør sige, Men det føles beskidt, og det kribler tillige, Hvad det er jeg dårligt forstår. Hendes fletning de redte med den tætteste kam, Og i de glinsende totter fik de øje på ham. Han råbte: "Jeg dør med glæde helt uden skam, For jeg har levet i dronningens hår".